Samfund

Mindreårige i fængslet er lette at rekruttere, siger tidligere bandeleder

Når børn sidder fængslet med voksne, kan det kaste dem ud i endnu hårdere kriminalitet end det, de afsoner for, lyder kritik fra børneorganisationer.

Da Nedim Yasar var 17 år gammel, begik han et røveri. Selvom han slap væk med pengene, slap han ikke af med politiet, og han røg derfor i fængsel som mindreårig.

Her blev han hurtigt gode venner med alle de forkerte, og hans liv i den kriminelle løbebane var lagt. Og Nedim Yasar er ikke alene om at have rusket tremmer "med de hårde drenge", som han siger.

Stik mod FN's børnekonvention og de danske regler på området sidder mindreårige på 15 til 17 år nemlig fængslet sammen med voksne i flere lukkede fængsler.

Under to tilsynsbesøg i henholdsvis Nyborg Fængsel og Ringe Fængsel har Ombudsmandens Børnekontor kunnet konstatere, at unge "har fællesskab med voksne", som det lyder i en pressemeddelelse fra Folketingets Ombudsmand.

- Vi undrer os over, hvordan de kan placere de unge i de her fængsler og ikke have regler for, hvordan det skal foregå i fællesskab med de voksne, siger områdechef hos Ombudsmandens Børnekontor Susanne Veiga til TV 2.

I oktober sidste år besøgte ombudsmanden en mindreårig i Nyborg Fængsel, der ellers udelukkende er et fængsel for voksne. Trods forsøg på at få den unge mand overført til en anden institution, var det ikke lykkedes.

Samme måned besøgte ombudsmanden ungeafdelingen i Ringe Fængsel, hvor den ene mindreårige, som fængslet i øjeblikket har indsat, imod reglerne sad sammen med to 19-årige og en 24-årig på ungeafdelingen.

Børnerådet: Unge falder tilbage i kriminalitet

Hos Børnerådet mener formand Per Larsen, at det simpelthen ikke må ske, at mindreårige sidder fængslet med voksne, da det kan have indvirkning på de unges adfærd.

- Jo mere negativ påvirkning de unge får fra de voksne indsatte i fængslerne, jo større er risikoen for, at de falder tilbage i kriminalitet og bliver en yderligere belastning - dels for dem selv, men også for samfundet, siger han til TV 2.

Han frygter, at unge, som sidder inde for lidt småkriminalitet, kan blive storkriminelle af at sidde på samme afdeling som de voksne indsatte, og derfor mener han, at lovgivningen bør blive strammet på området.

- Hvis du sidder i et fængsel sammen med nogle virkelig hårde bananer, som er fængslet i årevis for bandekriminalitet for eksempel, kan man sagtens forestille sig, at de unge kan blive rekrutteret, når de kommer ud igen, lyder bekymringen fra Per Larsen, der tidligere har været chefpolitiinspektør i Københavns Politi.

Ifølge den tidligere chefpolitiinspektør i Københavns Politi Per Larsen har det en negativ påvirkning, når børn sidder fængslet med voksne. Video: Anne Brandbjerg

Nedim Yasar synes, det var sejt, at han sådan som ung teenager kunne blive venner med "de kriminelle legender fra tv".

- Jeg vidste godt, at det var en opgradering af min "uddannelse" at sidde i fængsel. Jeg fik skabt nogle forbindelser og fik mere magt. Uddannelsen gav pote, for jeg blev senere bandeleder for Los Guerreros, siger han til TV 2.

Red Barnet: Myndigheder bør skærpe regler

Med magten kom også flere fængselsbesøg. Nedim Yasar endte med at blive den kriminelle mentor, han som teenager havde set op til. Pludselig var det hans tur til at rekruttere, og det var hans klare overbevisning, at det var nemmere i fængslet end ude på gaden.

- Vi sidder inde 23 timer i døgnet, så når der kommer sådan noget guf (de mindreårige teenagere, red) ind på en kort dom, så er det 30 dage, hvor vi kan få lov til at have det sjovt i vores liv. Hvis vi kan få lov til at misbruge en 17-årig dreng, så gør vi det, siger Nedim Yasar.

Ofte blev de unge drenge en del af gruppen, afhængige af de andre, fordi de pludselig skyldte en masse penge i pokergæld.

I Red Barnet deler man derfor Per Larsens bekymring.

Her er man chokerede over, at børn i to lukkede fængsler ikke sidder adskilt fra de voksne. Sådan lyder det fra organisationens politiske chef, Laust Leth Gregersen.

- Vi forventer, at myndighederne nu indskærper og fastslår, at børnekonventionen og de danske regler også gælder for de to pågældende fængsler, og at denne udvikling stoppes, siger han til TV 2.

Det er seks år siden, Nedim Yasar sidst var i fængsel. Han kom ud af bandemiljøet gennem et exitprogram og laver i dag radio om bandekriminalitet på Radio24syv.

Kriminalforsorgen har ikke ønsket at kommentere den verserende sag.