Prideparade indtog Aarhus – se de farverige billeder
Aarhus’ gader var fyldt af bannere og balloner under Aarhus Pride lørdag.
Lørdag er gaderne i Aarhus lidt mere farverige, end de plejer at være.
Mens solen bagte, gik tusindvis af feststemte aarhusianere i et virvar af regnbuefarve gennem byen til årets udgave af Aarhus Pride.
Det er syvende år i træk, at Aarhus’ gader fyldes af regnbuestriber, og i år tyder det på, at der var flere med i optoget end nogensinde før.
Sidste år deltog omkring 6000 festglade mennesker i fejringen af LGBT-miljøet og mangfoldighed i det hele taget.
Sluttede under regnbuen
Paraden i Smilets By begyndte foran domkirken på Bispetorv. Herfra gik turen op gennem Strøget for meget passende at ende i parken bag Aros og dets ikoniske regnbue.
I Musikhusparken bag Aros holdt både borgmester Jacob Bundsgaard og tv-værten Abdel Aziz Mahmoud, der for nyligt sprang ud som homoseksuel, taler.
Inden paraden fortalte borgmesteren til TV 2 Østjylland, at han var glad for at kunne være med til at bakke op om priden.
- Folk skal føle kærligheden og ikke tabuer og alt muligt andet. Man skal kunne leve sit liv, som man gerne vil, sagde han.
En god anledning
Blandt deltagerne var der også stor begejstring at spore, inden paraden blev sendt af sted.
- Det er en god anledning til at markere, at vi er nogle, der er lidt anderledes og gerne vil have lov til at være lidt anderledes, sagde en deltager ved navn Martin, der var klædt i en sort og rød latexdragt i dagens anledning.
Også andre deltagere havde stadset sig ud til paraden gennem den jyske hovedstad.
En af dem var Peter Rothgardt. Han havde en fjerkrans om halsen, store vinger og kraftig makeup på.
- Det her er et rigtig godt tegn på, at der er mange mennesker, som stadigvæk synes, der er noget at kæmpe for, sagde han til TV 2 Østjylland.
Mens det er syvende gang, Aarhus lægger veje til en parade for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, har København med en enkelt undtagelse haft pride-optog hvert år siden 1996.