Kvinde er rugemor for sin veninde: - For mig er det noget, der giver mening

Anne Louise Madsen må rejse til Grækenland for at blive rugemor, da man ikke må lave indgrebet i Danmark.

Rundt om bordet sidder Anne Louise Madsen med sine to piger og tegner. De er netop vendt hjem fra Grækenland, da den 31-årige studerende skal til at være gravid igen. Men ikke på naturlig vis som med sine to piger.

Rugemødre

  • Det er lovligt at bruge en rugemor i Danmark, men det er ulovligt for danske læger at assistere behandlingen. Derfor må danske par, der benytter en rugemor få udført behandlingen i udlandet. Kun hjemmeinsemination kan foregå i Danmark. 
  • Det er ikke ulovligt at betale en rugemor. 
  • Har der været betaling parterne imellem er praksis i Danmark dog sådan, at en af de tiltænkte forældre ikke kan stedbarnsadoptere barnet. En stedbarnsadoption kan dog godt gennemføres, hvis man kun har betalt for de udgifter, der er forbundet med behandlingen. 

Denne gang skal Anne Louise Madsen være rugemor for sin bedste veninde, som ikke kan blive gravid.

- For mig er det noget, der giver mening. Jeg har lyst til at hjælpe hende med at lave et barn, hun drømmer om, fortæller Anne Louise Madsen til TV 2.

I Danmark er det lovligt at have en rugemor, så længe hun ikke får penge for det. Men det medicinske indgreb, der skal til for at blive gravid, må man ikke få lavet herhjemme. Derfor får Anne Louise Madsen lavet indgrebet på en klinik i Grækenland.

Her skal hun, veninden og venindens mand over de næste par måneder testes og hormonbehandles. Det skal til sidst ende ud i, at Anne Louise Madsen bliver befrugtet med sin venindes æg og mandens sæd.

Skulle bevise venskab

Det har dog ikke kun været kliniske tests, som de tre har måttet gennemgå. For at Anne Louise Madsen kan få lov til at blive befrugtet, har hun sammen med sin veninde og manden været en tur i retten i Grækenland.

Her skulle en dommer godkende indgrebet, før det kunne udføres. Derfor skulle den 31-årige aarhusianers venskab til parret bevises, så man sikrede, at hun ikke fik penge for at hjælpe dem.

- Jeg skulle redegøre for nogle meget intime detaljer fra deres liv og deres økonomiske forhold. Derudover skulle jeg fortælle, hvad de arbejder med, og hvordan deres hverdag ser ud, forklarer Anne Louise Madsen. 

Kun hvis retten godkender deres relation, kan Anne Louise Madsen blive gravid. Hun forventer, at det vil tage op til fire måneder. 

Sprogbarriere giver utryghed

Det forestående indgreb er dog ikke uden problemer.

Det lyder måske skørt. Men for mig har det slet ikke noget med hinanden at gøre. Min graviditet og fødslen af mine to piger var noget andet

Anne Louise Madsen

Anne Louise Madsen oplever nemlig, at den græske læge, der skal udføre indgrebet, ikke er helt let at forstå. Og det gør hende utryg.

- Vi kan høre, at han er super dygtig til det, han laver. Men man har bare lyst til, at den læge, som man lægger den her slags ting i hænderne på, har fuldstændigt styr på, hvad vi mener, og at han forstår vores spørgsmål og bekymringer, siger hun.

Anne Louise Madsen oplever sprogproblemer med lægen i Grækenland. Video: Rasmus Woo

Danske læger kunne sagtens lave det medicinske indgreb, men de må ikke, når der er tale om rugemødre. Svend Lindenberg, der er professor og chef på Copenhagen Fertilitycenter, mener, at loven skal ændres:

- Det ville være rart, hvis man i stedet for at sige til patienterne, at "det her kan vi ikke tage os af", at vi så havde en bestemt afdeling i Danmark, der tager sig af den faglige ekspertise, der er omkring emnet, siger han.

Også flere medlemmer i Etisk Råd har opfordret politikerne til at se på muligheden for at lempe adgangen til en rugemor uden betaling.

- Jeg mener, at det bør være lovligt i Danmark, så vi kan hjælpe ønskebørn med at komme til verden. Jeg kan ikke se, hvorfor danskere skal rejse til udlandet for at få hjælp til deres ønskebørn, når de kan få dem i Danmark, lyder det fra sundhedsordfører May-Britt Kattrup fra Liberal Alliance.

Intet problem med at afgive et barn

For Anne Louise Madsen vil det være en lettelse at få lavet indgrebet i Danmark, da hun har visse bekymringer om den forestående graviditet.

- Hvis jeg pludselig har smerter eller begynder at bløde lidt, så kan jeg ikke bare tage toget eller bussen til lægen. Så skal jeg overveje at booke en billet til Grækenland for at komme til lægen, som har med det her at gøre, siger hun.

Anne Louise Madsen glæder sig til at komme tilbage til Danmark. Video: Anne Brandbjerg

Udover at det hele skal foregå i Grækenland, ser Anne Louise Madsen intet problem i at afgive et barn, der kommer fra hendes egen mave, trods hun tidligere har født to piger og beholdt dem:

- Det lyder måske skørt. Men for mig har det slet ikke noget med hinanden at gøre. Min graviditet og fødslen af mine to piger var noget andet, siger hun.

Men tror du ikke, det bliver svært for dig, at du ser barnet i hverdagen sammen med din veninde?

- Jeg vil mere mene, at det bliver nemmere, da jeg bliver en del af barnets liv. Mine to piger bliver jo på en måde søskende for barnet, og jeg vil nok se det, som om jeg er gudmor.

Hvis Anne Louise Madsen oplever følelsesmæssige problemer med at give barnet til sin veninde, har hun en terapeut, der følger hende gennem hele forløbet, som hun kan rådføre sig med. Hun er dog glad for, at hun får mulighed for at se barnet ofte.

Lørdag aften klokken 19 kan du livechatte med Anne Louise Madsen her på tv2.dk.