- Kvindernes situation er håbløs, siger ekspert om salg af børn

Det er langt fra i orden, at barnløse danske par rejser til Polen for at købe de uønskede børn, lyder kritikken.

- Jeg tror, at vi alle sammen kan sætte os ind i, at rigtig mange gerne vil have børn, og at det er frustrerende og dybt tragisk, når man ikke selv kan. Men at gå ud og købe et barn er fuldstændig uacceptabelt. Det er jo menneskehandel, og det er altså ulovligt.

Sådan lyder det fra Ina Dygaard, der er næstformand i Adoption og Samfund.

Udmeldingen kommer i forbindelse med TV 2-dokumentaren ’Prisen for et barn’, der afdækker, hvordan man i Polen kan købe en baby helt uden om adoptionssystemet, og at det er en mulighed, som også barnløse par i Danmark har benyttet sig af.

I dokumentaren går TV 2s journalister undercover og afdækker et marked, hvor nyfødte handles mellem polske forældre og barnløse par fra andre lande.

Parrene mødes typisk på hjemmesider indrettet til formålet, og i et af tilfældene tilbyder en kvinde TV 2s journalister at lade sig inseminere og føde et barn for 187.000 kroner. Lige efter fødslen skal TV 2s journalist registrere barnet som sit eget og tage det med til Danmark.

Barnet kan få problemer som voksen

"Børnemarkedet" møder ikke kun kritik fra Adoption og Samfund, men også fra psykologen Katrine Spiegelhauer.

For når børn bliver solgt, bliver de en handelsvare, og det kan have stor betydning for børnenes selvopfattelse, men hun.

- Et barn har brug for at vide, hvor det hører til og kommer fra, og når barnet er en handelsvare, kan historien om barnets tilblivelse enten blive hemmelig eller ukendt for barnet, og det kan have stor betydning for dets selvopfattelse, siger Katrine Spiegelhauer.

Det værste er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg vil virkelig gerne give ham bort

Polsk kvinde

Men der er også et andet problem.

For når børn bliver solgt på polske hjemmesider, bliver det ikke kontrolleret, om køberne overhovedet er egnede, eller om de har en kriminel baggrund, viser dokumentaren.

- Der er jo en grund til, at det kan være vanskeligt at adoptere, og det er, at man skal kunne hjælpe et barn til at håndtere det brud, der er sket fra den biologiske forælder. Hvis man ikke er rustet til at håndtere de spørgsmål, der kommer fra barnet senere, så kan det give problemer, siger Katrine Spiegelhauer.

Ingen seksualundervisning i Polen

I TV 2-dokumentaren møder journalisterne en polsk kvinde, der har tilbudt at give sin 2-årige søn væk til dem. Men da journalisterne fortæller, at det er et setup, og at de alligevel ikke skal være forældre til hendes søn, bryder hun ud i gråd:

- Så I vil ikke have min søn? spørger hun.

- Det kan vi ikke.

- Det værste er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg vil virkelig gerne give ham bort. Det er så hårdt for mig. Og min familie forstår mig ikke, lyder det fra den grædende kvinde.

TV 2's journalister fortæller, at de ikke har i sinde at købe hendes 2-årige barn. Video: Michael Bech Nielsen

Og der er især tre grunde til, at polske kvinder er begyndt at sælge deres børn i desperation, siger Svend Gottschalk Rasmussen, der er lektor ved Syddansk Universitet (SDU) og ekspert i polske forhold.

Der er nemlig ingen seksualundervisning i Polen, abort er forbudt, og det er svært at få fat i præventive midler. Det fører ifølge lektoren til en masse uønskede graviditeter:

- I Polen er kvindernes situation håbløs, siger han.

Det er jo meget betegnende, at man godt kan købe viagra uden recept, men fortrydelsespillen skal man have recept til

Svend Gottschalk Rasmussen, lektor ved SDU

Den katolske kirke påvirker nemlig regeringen. Og derfor hedder det sig, at seksualundervisning vil være at oplære folk i utugt.

- Det er jo meget betegnende, at man godt kan købe viagraprodukter uden recept, men fortrydelsespillen - den skal man have recept til, siger Svend Gottschalk Rasmussen.

Hvis en kvinde er blevet gravid, men ikke ønsker barnet og opsøger en læge, er hun også dårligt stillet. En klausul gør nemlig, at lægen kan nægte at hjælpe.

- De er overladt helt til sig selv, og derfor ser vi de situationer, som man ser i dokumentaren, siger Svend Gottschalk Rasmussen.

De polske kvinder har dog også mulighed for at aflevere barnet i en babyluge.

Barnløse par er desperate

Det er ikke kun de polske kvinder, der er desperate. De barnløse par vil også gå langt for at få et barn.

Og det er forståeligt, siger Josefine Diederichsen, der er psykoterapeut med egen klinik, hvor hun hjælper par, der er ufrivilligt barnløse:

- Det er ret vigtigt at vide, at der er forskel på, om man er i en kortvarig fertilitetsbehandling i et år eller to, som er en afsindig stor belastning for et parforhold, eller om det er en endeløs proces, hvor man i årevis har været i gang med adoption eller fertilitetsbehandling, som bliver ved med ikke at lykkes.

Sidstnævnte er nemlig ”afsindigt opslidende” for parrene, siger hun:

- De føler, at de står ude på livets afgrund. Og der er faktisk mange, der associerer det med døden. Jeg oplever også mennesker, som ikke ønsker sig et liv uden et barn. Og når man er dér, bliver ens grænser for meget andet lige pludselig også ændret, siger psykoterapeuten.

Hun understreger dog, at hun ikke billiger menneskehandel:

- Det er ret vigtigt at skelne imellem, at det jo ikke er noget, jeg billiger, men på et følelsesmæssigt plan, kan jeg godt forstå det. Der kan det jo være en vej ud af "ikke-livet", siger hun.

Ikke en menneskeret at få et barn

Ved retten i Sønderborg sidste år blev et dansk par idømt 20 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste for at afgive urigtige oplysninger om en nyfødt baby, de havde købt fra en polsk kvinde for 5500 kroner tre år tidligere.

Men barnet fik de lov til at beholde.

Det er ikke en menneskeret at få et barn og slet ikke, hvis man prøver at opfylde det ved hjælp af andre folks børn

Yong Sun Gullach, forperson hos Adoptionspolitisk Forum

Og det er under al kritik, siger Yong Sun Gullach, som har titlen "forperson" hos Adoptionspolitisk Forum:

- Jeg synes, at det, der skete, faktisk var en blåstempling af, at det her godt kan betale sig. Jeg kan godt forstå, at det er en meget emotionel ting - jeg kan godt forstå desperationen - men jeg vil også mene, at så må man som par lære at håndtere og eventuelt få behandlet sit traume omkring barnløshed.

- Det er ikke en menneskeret at få et barn og slet ikke, hvis man prøver at opfylde det ved hjælp af andre folks børn. Det svarer til, at du fuldstændig ublu siger: "Nu går jeg hen og tager det her barn, fordi jeg vil have et barn". Man kigger ikke på barnet, kontekst eller hvordan og hvorledes, siger hun.

I dag har den polske dreng, der blev handlet i 2014, det godt hos sine danske forældre, vurderer en psykolog.

Du kan se TV 2-dokumentaren ’Prisen for et barn’ på TV 2 Play.