Samfund

Regeringen vil erklære 20.700 danskere klar til arbejde: - Jeg er bange for at knække

Regeringens tiltag for at få 20.000 kontanthjælpsmodtagere i fast arbejde vækker ikke begejstring.

Kontanthjælpsmodtagere skal i sving og ud på arbejdsmarkedet. I hvert fald hvis de er over 30 år og har været kategoriseret som såkaldt 'aktivitetsparate', hvilket indebærer, at man årligt har skullet arbejde i 225 timer.

At være aktivitetsparat er virkeligheden for 20.700 mennesker på kontanthjælp herhjemme. Gruppen er kendetegnet ved, at de udover arbejdsløshed har andre problemer i livet. Men nu vil regeringen have de ledige hænder ud og tage fat på fuld tid. Fordi de kan.

- Hvis man er i stand til at arbejde seks uger eller samlet 225 timer om året, så er man i min verden også i stand til at være jobparat, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Fem år på kontanthjælp

Det er Lotte Brink fra Tølløse ked af. Den enlige mor har gået ledig i fem år på kontanthjælp, og hun mener sig ude af stand til at tage et arbejde på fuld tid.

- Min tilstand er ikke til at have et arbejde lige nu, fordi jeg ikke har været på arbejdsmarkedet i de sidste fem år. Måske på længere sigt, men lige nu er jeg bange for at knække. Det ønsker jeg ikke at gøre for min søn, for det er ham, jeg står med, siger 30-årige Lotte Brink til TV 2.

Regeringens plan er, at kontanthjælpsmodtagere i målrettede forløb skal sluses ud på et arbejdsmarked, hvor der er hårdt brug for dem.

- Det kan være småjob, deltidsjob og så videre. I bund og grund skal vi se på dem som en ressource og i langt højere grad investere i den gruppe , siger Troels Lund Poulsen.

Højkonjunktur kalder på arbejde

Hos Dansk Socialrådgiverforening er man skeptisk over for regeringens initiativ.

- Det hjælper jo ikke de mennesker, der er syge bare at få et label i panden på, at nu er de jobparate. I sidste ende mangler de her mennesker den hjælp, de har brug for. Resultatet er, at de bare vil få længere tid på kontanthjælp, siger Majbrit Beran Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening til TV 2.

Når kontanthjælpsmodtagerne er kommet i sigtekornet som fuldt arbejdsduelige, skyldes det ikke mindst en vurdering af, at dansk økonomi ifølge De Økonomiske Råd, er på vej ind i en højkonjunktur med lav ledighed.

- Selv om nogle af de ledige måske skal have lidt hjælp, så vil virksomhederne jo gerne hjælpe med at flytte dem fra passiv forsørgelse og over i et job, siger underdirektør Steen Nielsen fra Dansk Industri.