Samfund

I Sverige kræver samleje et 'ja' - men hvad er et overgreb og hvad er ikke? Her er 5 eksempler

Det er ofte svært for politiet at løfte bevisbyrden, for at noget er et overgreb.

I går vedtog Riksdagen i Sverige en ny lov, der indebærer, at det er forbudt at have sex med en person, som ikke på forhånd udtrykkeligt har sagt "ja", eller aktivt har vist lyst til at deltage.

En person kan fremover dømmes for voldtægt, uden at der er anvendt vold og trusler, eller at modpartens udsatte situation er blevet udnyttet.

I Danmark siger loven, "at man ikke må tiltvinge sig samleje ved vold eller trussel om vold eller skaffe sig samleje ved anden ulovlig tvang". Man må heller ikke tiltvinge sig samleje med en person, "der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen".

Center for Seksuelle Overgreb: Der findes ingen gråzone

Det kan ofte være svært for politiet at bevise, at der reelt har været tale om en voldtægt. Politiet skal kunne løfte bevisbyrden for, at gerningsmanden rent faktisk har været klar over, at offeret ikke ville det samme, som han eller hun ville. Det fortæller Hanne Baden Nielsen, som er daglig leder hos Center for Seksuelle Overgreb i København.

Og hos centeret er holdningen klar. Der findes ingen gråzoner mellem voldtægt eller ej. Så snart man føler sig krænket, så er er der tale om et overgreb.

- Bare fordi der ikke kan findes tilstrækkelige beviser i en sag, til at der kan rejses tiltale eller ske en domfældelse, så betyder det ikke, at der ikke er sket noget forkert. Det er IKKE det samme som en falsk anmeldelse, understreger hun.

Center for Seksuelle Overgreb i Aarhus har her leveret en række eksempler, hvor nogle måske kunne være i tvivl om, hvorvidt der er tale om et overgreb eller ej. Det skal understreges, at alle eksemplerne er fiktive.

Eksempel 1 - Den fulde pige:

17-årige Maria er til fest hos sin veninde fra gymnasiet. Hun er klædt i en kort nederdel og en top, der viser Marias former. Håret er sat, makeuppen er perfekt og Maria er i godt humør. Til festen falder hun i snak med den 18-årige Oliver, som går en klasse over hende i gymnasiet. De har aldrig talt sammen før, men Maria har ofte kigget efter Oliver på gymnasiets gange, fordi hun synes, at han er en flot fyr. Til festen er der rigelige mængder af både øl og spiritus, som den 17-årige pige drikker. Allerede inden Maria ankom til festen, havde hun drukket alkohol og er godt fuld. Ved midnatstid er Maria så fuld, at hun lægger sig ind i værtindens lillebrors seng, hvor hun falder i søvn. Da Maria kommer til sig selv senere på natten, ligger Oliver ved siden af hende i sengen. Han har trukket hendes trusser af, og rører hende i skridtet.

Det er aldrig lovligt at udnytte, at en anden person ikke kan modsætte sig handlingen.

Eksempel 2 - Ægteparret:

Lars og Berit har været gift i 30 år. De har to voksne børn sammen og lever udad til i et harmonisk parforhold. Men når tingene spidser til, så kan Lars finde på at slå Berit. Og når Lars' vredesudbrud er slut, siger han altid undskyld, og som regel vil han gerne have sex bagefter. Berit lader det ske, fordi hun er bange for, at et nej vil udløse et nyt angreb fra Lars.

Hvis Lars er i god tro, kan han ikke straffes for overgreb. Hvis det derimod kan bevises, at han vidste, at Berit ikke ville have sex, så kan han straffes.

Lovgivning og retspraksis

Lovgivningen vedrørende voldtægt og seksuelle overgreb kan man finde i Straffelovens kapitel 24: Seksualforbrydelser (§§ 216-236).

Voldtægt kan straffes med fængsel, hvis gerningsmanden:

1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller

2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Eksempel 3 - Når begge har lyst et godt stykke hen ad vejen:

32-årige Sofie er i byen med sine veninder. På baren møder hun den jævnaldrende Kasper. De to falder i snak, og der er fra starten af god kemi mellem dem. De bliver enige om at tage hjem til Kasper sammen. Hjemme i Kaspers lejlighed fortsætter stemningen med at være god, og de to ender hurtigt i Kaspers seng, hvor tøjet hurtigt ryger. Sofie er tændt og har lyst til at have sex med Kasper – lige indtil han vil have analsex med hende. Det bryder hun sig ikke om, og siger derfor, at hun ikke har lyst til det. Men Kasper er allerede godt i gang, så han fortsætter med det, han har gang i.

Man har til enhver tid ret til at sige fra - også selv om samlejet er påbegyndt. Det er et overgreb, hvis du har sagt nej. Men hvis Kasper har været i god tro, og ikke har været klar over, at Sofie ikke ville have analsex, så kan han ikke straffes.

Eksempel 4 - Når det ikke var en god idé - set i bagklogskabens lys

17-årige Sarah har i går været til fest hos sin kammerat Mikkel. De to var fulde og flirtede hele aftenen. Efterfølgende endte de med at have sex på Mikkels værelse. Men da Sarah vågner op i Mikkels seng, så får hun en følelse af, at det, der i går virkede som en god idé, ikke ville være sket, hvis de to havde været ædru. Sarah har heller ikke lyst til, at det skal gentage sig.

Ingen kan straffes, hvis du fortryder sex, som du indgik i frivilligt.

Eksempel 5 - Den subtile afvisning

21-årige Mie er efter en fest taget hjem med den jævnaldrende Mark. De to har været venner gennem mange år, uden at der nogensinde har været noget seksuelt mellem dem. Men i aften begynder Mark at kærtegne Mie, da de ligger i sengen. Mie har ikke lyst til, at der skal ske noget, men hun ønsker heller ikke, at der skal opstå en akavet situation mellem dem. Derfor vender hun ryggen til for at signalere, at hun ikke har lyst til sex. Mark tolker dog dette som en indbydelse til at have sex med Mie bagfra og fortsætter med at trænge op i hende.

Hvis Mark er i god tro, så kan han ikke straffes for overgreb. Hvis det kan bevises, at han vidste, at Mie ikke ville have sex med ham, så kan han straffes.