Butikskæde laver genbrugelige kødbakker

16x9
Der er masser af kødbakker i de danske skraldespande. Foto: TV 2

Kødbakker er en af de store syndere, når det kommer til plastikaffald fra husholdningerne.

En dansk husholdning smider i gennemsnit 50 kilo plastik ud hvert år, og især emballage fra kød og andre madvarer fylder meget.

Men det vil en af landets største supermarkedskæder, norske Rema 1000, gøre op med.

55 millioner kødbakker

Butikskæden går torsdag i gang med at omlægge produktionen af over 55 millioner kødbakker med henblik på, at de mere end 300 butikker i Danmark om halvandet år kun skal sælge kød og fisk i genanvendelige bakker.

Konkret skal det ske ved, at bakkerne skal laves af plastiktypen PET, der kan bruges mange gange.

- Initiativet giver forbrugerne mulighed for at købe kød med god samvittighed, da de er garanteret, at emballagen, som kødet kommer i, er fremstillet af genanvendt plast, som indgår i et cirkulært kredsløb. På den måde udnytter vi plastens evne til at forlænge holdbarheden af vores fødevarer, så vi mindsker madspild, samtidig med at vi ikke belaster verden med mere eller helt nyt plast, siger Anders Rene Jensen, der er indkøbsdirektør i Rema 1000.

Håb om, at resten af branchen kommer med

Initiativet sker blandt andet i samarbejde med interesseorganisationen Plastic Change, der arbejder for mindre brug af plastik og bedre genanvendelse.

- Vi er virkelig glade for, at vi sammen med Rema 1000 og en række andre store spillere i branchen får sat gang i det her projekt. Det er stort skridt i den rigtige retning for mere genanvendelse. Og det er glædeligt, at en så stor og indflydelsesrig dagligvarekæde tager et socialt ansvar, siger Henrik Beha Pedersen, stifter af Plastik Change.

Han håber, at initiativet vil smitte af på hele detailbranchens måde at håndtere plastik.