Samfund

Yahya Hassan afbrød live-tv under Royal Run

TV 2 NEWS’ reporter Kristian Holt blev afbrudt af den dømte voldsmand og digter Yahya Hassan på direkte fjernsyn.

Reporter Kristian Holt var i fuld gang med at fortælle, hvor mange flasker vand, æbler og boller der står klar i målområdet på Frederiks Allé i Aarhus, hvor deltagerne til Royal Run om et par timer vil begynde at komme i mål.

Midt i livesendingen på TV 2 NEWS mandag formiddag blev han dog afbrudt.

- Hvad sker der, chef? Velkommen til Aarhus. Det er min by, det her. Det er ikke Kronprinsens, lyder det fra digter og voldsdømte Yahya Hassan, som stiller sig ind foran kameraet, mens han filmer sig selv med sin egen telefon.

- Ja, det er vores alle sammens by, svarer Kristian Holt.

- Det er Yahya Hassan, der er i byen, det kan jeg godt love dig, siger han.

Forsvinder kort

Et kort øjeblik går Yahya Hassan ud af billedet, og Kristian Holt kan for en stund komme tilbage til det, han var i gang med; at fortælle om Royal Run.

Den medieglade aarhusianske digter har dog ikke givet op endnu.

- Skal man starte med Adam og Eva hver gang med dig? Kan du huske dengang i Valby, hvor du spillede dum? spørger Yahya Hassan, mens han igen nærmer sig tv-værten, som svarer undvigende på hans spørgsmål.

Også Facebook-video

Yahya Hassan går dog endnu tættere på og begynder at hoppe op ad værten.

- Jeg har altid vist dig respekt, men hvis du ikke viser mig respekt, så får du sgu heller ikke nogen respekt tilbage, siger han og spørger, om værten skal med ud at løbe.

Derefter kan man på tv-billederne se, at Yahya Hassan spurter derfra i højt tempo.

På en af hans Facebook-sider har han lagt den video, som han selv optog under hændelsen, op. Her bliver det tydeligt, at digteren fortsætter sin talestrøm, efter han er væk fra tv-mikrofonerne.

- Kom med, chef, kom. Jeg har et kilo på mig. Vi ses, siger han i sin egen video.

Jeg tyvstartede vist lige lidt der.

Posted by Yahya Hassan on Monday, May 21, 2018

Politiet holder øje

Yahya Hassan er én gang dømt for vold, og Østjyllands Politi har derfor et øje på ham under dagens Royal Run i Aarhus.

Det fortæller vagtchef Peter Hunniche til TV 2.

- Vi er klar over, at Yahya Hassan er til stede i målområdet ved Royal Run i Aarhus, og vi har taget vores sikkerhedsforanstaltninger. Vi ved, at han kan finde på at lave en scene, som vi netop har set på tv, men vi har folk klar til at tage sig af sagen, siger han og oplyser, at der generelt er styr på sikkerheden under det store løbeevent.

- Der ligger en sikkerhedsplan klar for afviklingen af Royal Run i Aarhus, som vi holder os til.

Ingen yderligere optrin

TV 2 har været i kontakt med Østjyllands Politi mandag eftermiddag klokken 14 for at spørge ind til, om der er sket yderligere optrin fra Yahya Hassans side i forbindelse med Royal Run.

Men det har ikke været tilfældet.

- Alt er forløbet i god ro og orden under arrangementet, og vi har ikke oplevet noget, der er værd at berette om - hverken fra Yahya Hassan eller andre, oplyser vagtchef Bo Christensen.

Følg Royal Run på TV 2 eller TV 2 PLAY mandag den 21. maj.

TV 2 er mediepartner på Royal Run.