Samfund

Morten Jensen bisat: - De kommer til at glæde sig i himlen

Morten Jensen gik bort i en alder af 41 år efter længere tids sygdom.

Morten Jensen, kendt fra TV 2-programmerne om Morten og Peter, blev fredag bisat i Fjenneslev Kirke vest for Ringsted.

Familien havde på forhånd oplyst, at det kun var de nærmeste, der var inviteret til bisættelsen af Morten Jensen, som blev 41 år. Han døde efter længere tids sygdom.

Blandt gæsterne var Morten Jensens følgesvend gennem en lang årrække, Peter Palland. Han kom til kirken arm i arm med journalisten Nick Horup, der stod bag programmerne med de to venner, som begge har Downs syndrom.

- Det var en meget, meget smuk bisættelse. En meget smuk og kærlig begivenhed. Så er det selvfølgelig også en vemodig dag. Vi siger farvel til en person, som jeg tror, rigtig mange lærte at kende.

- For mig personligt var det farvel til en stor, trofast og god ven. En sjov ven. En klog ven. En undrende ven, som havde appetit på livet. En ven, som først og fremmest var loyal, siger Nick Horup om Morten Jensen, som han har kendt i 25 år.

Englesmil

Han fortæller, at præsten sagde, at Morten Jensen har "været til glæde og gavn".

- Han har udrettet noget for mennesker, der er i samme situation som ham. Når han går bort, har han været med til at vise, at folk, der er anderledes, kan få et godt liv på godt og ondt. Det skal ikke romantiseres. Men der er ingen, der kan sige, at Morten ikke har haft et godt liv.

Nick Horup fortæller, at Morten Jensen godt kunne blive irriterende, som alle andre mennesker kan, men:

- Noget, jeg altid vil huske ham for, er, at han lige pludselig opløste det i det, jeg vil kalde et englesmil. Det tror jeg, de kommer til at glæde sig over i himlen.

Morten Jensen blev fredag bisat i Ringsted.

Eksfodboldspilleren Martin Jørgensen, der har været med i flere programmer med Morten og Peter, var også blandt gæsterne til bisættelsen.

- Morten var en glad dreng. Han har givet mig utroligt mange gode oplevelser. Jeg tror, at han måske så os fodboldspillere som de store stjerner, men jeg lover jer for, at det var omvendt. Vi så Morten og selvfølgelig også Peter som to, der gav energi og glæde ligegyldigt, hvor de kom hen, siger Martin Jørgensen til TV 2.

For den tidligere fodboldspiller Martin Jørgensen var vennen Morten Jensen en person, der gav energi og spredte glæde. Video: Lars Keinicke Tofte

I kirken blev salmerne 'Op al den ting', 'Ingen er så tryg i fare' og 'Jeg er så træt og går til ro' sunget, mens familien og de nærmeste venner sagde et sidste farvel til Morten Jensen.

Kisten blev båret ud til tonerne af Kim Larsens sang 'Om lidt' spillet på kirkens orgel.

- En stjerne på jorden var du

Ifølge Sjællandske har familien indrykket en dødsannonce, hvori de blandt andet takker det bosted i Ringsted, hvor Morten Jensen boede. Her beskrives han med ordene:

Morten Jensen, der blev landskendt i programmerne om 'Morten og Peter', er død i en alder af 41 år. Video: Rikke Museth Janniche

- En stjerne på jorden var du. En stjerne på himlen er du.

Det lyder desuden videre i dødsannoncen:

- Det er med stor sorg, vi har mistet vores elskede Morten Jensen, født den 11. november 1976, død den 8. maj 2018.

Blev kendt som 14-årig

Morten Jensen var bare 14 år, da han sammen med sin ven Peter Palland blev landskendt. Det skete, da Nick Horup, der ellers var sportsjournalist, opdagede de to barndomsvenner og deres veninde Anna Ahleson ved et svømmestævne i Ringsted.

- Det var en fantastisk dag, og på vej hjem spurgte fotografen, om vi ikke skulle lave et dokumentarprogram om de tre, forklarede Nick Horup i 2016, da dokumentarserien fejrede 25-årsjubilæum.

Programmet blev med det samme et hit, da især Morten og Peter viste sig at have en humor og en evne til at levere geniale citater, der skabte stor begejstring hos seerne.

Blev en del af Nick Horups liv

Siden har Nick Horup fortalt, at den professionelle relation hurtigt udviklede sig.

- Vores forhold gik fra at være et journalistprojekt til et venskab. De er begge (Morten Jensen og Peter Palland, red.) i den grad blevet en del af mit liv.

- Det rører mig meget, når jeg ser de titusinder af kommentarer til artiklerne om hans død. Folk har en oprigtig kærlighed til ham, fortæller Nick Horup og tilføjer:

- Morten elskede opmærksomhed, og han ville have elsket at se alle de kommentarer, der er blevet skrevet om ham. Han ville have været rigtig glad og stolt over alle de tilkendegivelser.

Det første program blev siden fulgt op af programmer som 'Er jeg stadig gak gak?', 'Morten og Peter vender tilbage' og 'Gak gak i køkkenet'.

TV 2 var til stede uden for kirken efter aftale med familien.