Samfund

Livgarden sænker højdekrav for kvinder

Højdekravet er oprindeligt indført i Den Kongelige Livgarde, fordi det ud fra Forsvarets erfaring giver en vis autoritet at være høj.

Ligestillingsloven får nu Den Kongelige Livgarde til at justere højdekravet for kvindelige gardere.

Det skriver Berlingske.

Hidtil har både kvinder og mænd skullet være mindst 175 centimeter høje for at blive soldater i Den Kongelige Livgarde.

Men nu sænker Forsvaret kravet til kvinder med seks centimeter, så kvinder i livgarden fremover blot skal være minimum 169 centimeter høje.

Lavere fra naturens hånd

Ændringen sker, efter at Institut for Menneskerettigheder har henvendt sig til Forsvaret.

Instituttet mener, at livgardens højdekrav var indirekte diskrimination. Kvinder er fra naturens hånd lavere end mænd, og derfor har det hidtil været sværere for kvinder end for mænd at tjene i livgarden.

Gennemsnitshøjden for danske mænd er 181,4 centimeter, hvilket altså er fem centimeter mere end højdekravet for mænd.

Danske kvinder er i gennemsnit 167,2 centimeter høje.

Højde giver autoritet

Højdekravet er oprindeligt indført i Den Kongelige Livgarde, fordi det ud fra Forsvarets erfaring giver en vis autoritet at være høj.

Det oplyser generalmajor Hans-Christian Mathiesen til Berlingske.

- Vi har højdekravet, fordi man forbinder en vis legemshøjde med autoritet, og da den vagtgående garder håndterer flest mulige af de situationer, han kommer ud for, uden at skulle anvende magt, er det hensigtsmæssigt med en vis højde, så han kan nedtrappe tilløb til eskalation alene ved at være stor, siger han.

- Jeg mener dog ikke, at det lavere højdekrav for kvinder vil have konsekvenser for de kvindelige garderes autoritet, siger han.

De nye højdekrav for kvinder gælder fra december 2018.