Samfund

Ung kvinde kritiserer lægers selvmordsliste: - Jeg ville have brugt den

Læger får kritik for liste med over 300 egnede selvmordsstoffer.

Gruppen ’Læger for Aktiv Dødshjælp’ har offentliggjort en liste med 300 forskellige medikamenter, der er velegnede, hvis man ønsker at begå selvmord.

Foreningens begrundelse er, at når aktiv dødshjælp ikke er tilladt, så må man i stedet gøre det lettere for kronisk syge mennesker selv at gøre en ende på deres liv.

Men offentliggørelsen vækker kritik – blandt andet fordi listen lige så let kan bruges af mennesker, der ikke er kronisk syge, men som tænker på selvmord af andre grunde.

- Jeg synes ikke, den burde ligge der, siger kontanthjælpsmodtager Kristina Kasimova.

For nogle år siden var hun selv selvmordstruet og overvejede stærkt at tage sig eget liv. Det har hun siden fortalt om i DR-dokumentarprogrammet ’Tæt på selvmord’.

I dag kalder hun rådgivningen fra den offentliggjorte liste for ’bekymrende’.

- For jeg ved, at når man er fortabt, så er man helt fortabt, siger hun.

'Så havde jeg ikke været her i dag'

I dag har hun fået hjælp og er glad for at være i live.

Men hun frygter, at hvis hun havde haft adgang til den nu offentliggjorte liste, så ville hun have brugt den. Listen indeholder både oplysninger om navnene på de bedst egnede medikamenter, hvilken dosis man skal bruge og hvordan man bedst indtager dem.

- Hvis jeg netop havde haft noget tilgængeligt, der hjalp mig til at finde en vej ud, så havde jeg brugt det. Og så ved jeg, at jeg ikke havde været her i dag, siger Kristina Kasimova.

Hun bliver bakket op af rådgivningstjenesten Livslinien, der rådgiver selvmordstruede danskere:

- Der er rigtig mange andre mennesker end dem, som listen er tiltænkt, som vil kunne få inspiration fra listen og vil kunne få hjælp til, hvordan de kunne begå selvmord, siger direktør i Livslinien, Jeppe Kristen Toft.

'Hensynet til de syge'

Pensioneret læge Svend Lings, der er hovedmand i ’Læger for Aktiv Dødshjælp’, erkender, at der er en risiko for, at andre end kronisk syge lader sig inspirere af listen.

- Det er en relevant overvejelse, og jeg mener bestemt heller ikke, at situationen er optimal. Men i den nuværende situation mener jeg, at hensynet til de syge må gå forud, siger han.

Han henviser samtidigt til, at al medikamenterne på listen er receptpligtige og som sådan ikke noget, som selvmordstruede mennesker uden videre kan få fat på.

Alligevel mener Kristina Kasimova, at den offentliggjorde liste er en risiko.

- Det gør mig ked af det at tænke på, hvis der er nogen, der giver op. Som ikke bliver længe nok. Som enten bliver glemt eller bliver hjulpet til at give slip, når der måske ventede dem noget fantastisk på den anden side, siger hun.

Læger for Aktiv Dødshjælp har udsendt en liste over 300 medikamenter, der er egnede til at begå selvmord.