GO'

Mor bortadopterede sit tredje barn: - Man føler hele verdens skam

Som 25-årig stod det klart for Maria Guldager, at hendes yngste søn ville have det bedre hos en anden familie end hos hende. 

- Hvor mange børn har du?

Det simple spørgsmål har 32-årige Maria Guldager svært ved at svare på.

Som regel siger hun, at hun har to - andre gange siger hun, at hun har født tre. For da hun var 25 år, valgte hun at bortadoptere sin yngste søn. En tre’er, der blev født ind i en i forvejen kaotisk børnefamilie.

Skammens lænker gjorde mig aldeles ufri i årene lige efter mit valg

Maria Guldager

Maria Guldager var som studerende blevet mor til tre blebørn under tre år, som hun ikke følte, hun havde hænder nok til at tage sig af.

Hun var netop blevet skilt fra deres far og stod uden resten af sit netværk, fordi hun kort forinden også havde brudt med et kristent fællesskab, som hun indtil da havde været en del af hele livet.

- Da min yngste søn blev født, var det en krise oven på en krise. Jeg følte ikke, at jeg kunne give ham det, som en lille baby fortjener, og jeg gjorde det ud fra en overbevisning om, at mit barn har det bedre et andet sted end ved mig, siger hun i ’Go’ aften Danmark’.

Dagplejemor blev adoptivmor

Dermed blev Maria Guldagers søn et af de børn, der hvert år anvises til national bortadoption. Det var i 2017 tilfældet for 21 børn. 

Børn anvist til national bortadoption de seneste 10 år

2017: 21

2016: 9

2015: 6

2014: 14

2013: 22

2012: 14

2011: 15

2010: 19

2009: 11

2008: 13

2007: 16

Kilde: Adoptionsnævnet

For den lille dreng var det bedst, understreger Maria Guldager. 

Hendes søn var knap ni måneder, da processen gik i gang, og han blev adopteret af en familie, som hun kendte perifert og stolede på.

En privat dagplejemor, som Maria Guldager opsøgte for at aflaste hende og passe sønnen, skulle nemlig vise sig at blive den, der fuldt ud overtog rollen som mor. Hun viste den lille dreng, hvad opmærksomhed og omsorgsfulde bade var. Og hvad det ville sige at have en voksen med overskud, der med ro i kroppen kunne holde om ham - og kun ham. 

Maria Guldager brugte yoga og alternativ behandling til at komme sig efter bortadoptionen.

- Da jeg kunne se, hvad han fik derovre, som jeg ikke kunne give ham - og den glæde det kunne give den anden familie - så føltes det bare, som om det var meant to be, siger Maria Guldager.

- Det var ikke et svært valg overhovedet, men det fik mange svære konsekvenser, fortsætter hun. 

Hele verdens skam

Mandag fortalte hun sin historie i et debatindlæg i Jyllands-Posten. Det gjorde hun blandt andet for at opløse den skam og det tabu, der er forbundet med bortadoption. For som hun siger, har en af de sværeste konsekvenser - foruden savnet og længslen efter sin søn - været at føle "hele verdens skam". 

- Når jeg røber det for nogen, er der mange spørgsmål og mentalundersøgende blikke. Skammens lænker gjorde mig aldeles ufri i årene lige efter mit valg, men der er efterhånden kun en reminiscens tilbage, og den tror jeg næppe nogensinde slipper, skriver hun for eksempel i sit debatindlæg. 

Vi har hørt mange historier om, hvordan man kan føle indeni som adoptivbarn, så vi gør det så åbent, som vi kan

Maria Guldager

Derudover ville hun råbe op om, hvor hårdt det er at blive mor. 

- De naturlige moderegenskaber er ikke nok, hvis du allerede er fyldt til bristepunktet, siger hun i 'Go' aften Danmark'. 

Maria Guldager var i starten af tyverne, da hun fik sit første barn. Det andet og tredje kom de følgende to år.

Ulykkelige årsager

Spørger man psykolog May Britt Skjold, der siden 1995 har beskæftiget sig med adoption, og selv er dansk adopteret, har den biologiske mor altid været den mest usynlige del af en adoption, og det er noget, meget få taler om. 

- Før i tiden blev man set meget ned på, hvis man bortadopterede sine børn, og den skam er ikke udryddet. Der hæfter sig nogle ret negative prædikater på de kvinder, der ikke beholder deres børn. Det er jo "den dårlige mor", der gør det. Eller også er man uansvarlig, egoistisk eller har ikke tænkt sig godt nok om, forklarer hun. 

Han har talt om et svigt, og det må jeg også erkende. At jeg har svigtet ham

Aniella Bonnichsen, der ligesom Maria Guldager har bortadopteret sin søn

Men der findes ikke to adoptionshistorier, der er ens, understreger hun. I nogle tilfælde kunne der i hendes øjne gøres mere for at støtte den biologiske mor, som af mange årsager kan vælge eller blive tvunget til at bortadoptere sit barn.

I andre tilfælde kan bortadoption være det bedste for barnet.

- Det er jo tit af ulykkelige årsager, at børn bliver bortadopteret. Det er, fordi der er nogle forhold omkring det barn, der ikke er optimale, siger hun. 

Mødre skal have hjælp til at beholde børn

Aniella Bonnichsen er en af de få kvinder, som ud over Maria Guldager har talt åbent om, hvordan det føles at bortadoptere et barn. Det måtte hun gøre i 1970, da hun var bare 15 år og kom fra en meget religiøs familie, som ikke kunne acceptere hendes tidlige graviditet. 

Maria Guldagers to største børn ved godt, at de har en lillebror, som er bortadopteret.

Hun skrev i 2011 bogen ’Mit barn – hvor er du?’ og har i mange år arbejdet som terapeut i egen klinik, hvor hun blandt andet har rådgivet kvinder, som har givet sit barn til en anden familie eller overvejer at gøre det. 

- Jeg ser sådan på det, at mødre, som har det svært på en eller anden måde, skal have hjælp til at beholde deres børn. Det er bedre, end at barnet kommer væk fra sin familie, fordi barnet på et eller andet plan nok vil føle sig svigtet, selvom det er gjort for barnets skyld, siger hun og henviser til sin egen søn, som hun blev genforenet med efter 26 år.

- Han har talt om et svigt, og det må jeg også erkende. At jeg har svigtet ham. 

Kan adoptionen dog ikke undgås, er hun fortaler for, at det sker åbent, hvor barnet bliver ved med at have en vis kontakt til sin oprindelige familie. 

- På den måde ved barnet, hvor det kommer fra og kender årsagen, siger hun.

Ses en gang om året

Maria Guldagers to ældste børn er i dag otte og ni år, mens hendes bortadopterede søn er syv. Sammen med sin familie har hun et årligt møde med ham og den familie, som adopterede ham. 

Han ved derfor, at han har to adoptivforældre, der elsker ham - og en mor, der elsker ham på afstand. 

- Vi har hørt mange historier om, hvordan man kan føle indeni som adoptivbarn, så vi gør det så åbent, som vi kan. Også for de to børn, jeg har hos mig. Det er også rart for dem at se ham, så alle ved alt, i stedet for at der er et lag af hemmeligheder, siger Maria Guldager. 

Selvom hun har valgt at give sin yngste et liv i en anden familie, vil han altid være en del af hende, understreger hun.  

- Den der navlestrengsforbindelse er der bare stadigvæk, også selvom den ikke er der fysisk, lyder det. 

Alligevel har hun aldrig fortrudt, at hun har taget valget.

- Der har været mange ting, jeg har været ked af, men jeg har faktisk aldrig fortrudt, at jeg gav ham en familie, som kunne rumme ham og se ham, siger hun.

Maria Guldager slutter sit debatindlæg i Jyllands-Posten med at beskrive deres sidste møde: 

Da jeg så ham sammen med hans to (ikke-biologiske) søskende og forældre sidste fredag til vores årlige møde, kom det bag på mig, at jeg stadig måtte hugge fortænderne i underlæben for ikke at græde uhæmmet.

Men sådan var det, og sådan føltes det:

Modstridende følelser, der skiftes til at tage over. Glæden ved at han stortrives, som det harmoniske skolebarn han nu er, trumfer dog mine modercellers vilde længsel efter ham.