DSB udsat for cyberangreb
Nedbruddet varede fra søndag aften frem til mandag morgen.
Et it-nedbrud hos DSB skyldes et cyberangreb. Det oplyser DSB til TV 2. Nedbruddet opstod søndag aften, og systemet fungerede først igen mandag morgen.
- Det, der er sket, er, at efter vores billetnedbrud i går aftes har vores systemteknikere og it-leverandører analyseret det her problem, og de kan se, at det er et denial of service-angreb, og det vil sige, man angriber vores systemer med mange forespørgsler. Så mange, at systemet til sidst går ned, siger underdirektør i DSB, Aske Wieth-Knudsen, til TV 2.
Der er tale om et DDoS-angreb, som kan kategoriseres som et forsøg på at overbelaste servere.
Nedbruddet var omfattende i DSB's systemer, og derfor kunne der ikke købes billet via selskabets app, hjemmeside, i billetautomater og 7-Eleven-kiosker på stationerne.
DSB's interne mail- og sms-systemer var også nede, og derfor havde DSB problemer med at informere personalet i togene om det tekniske nedbrud. I første omgang blev det kaldt en "højrisikofejl". Men det er et type angreb, som DSB tidligere har været udsat for.
- Vi har systemer, som forhindrer den her type angreb, og vi har tidligere oplevet lignende angreb, vi kunne forhindre. Det tyder på her, at der er tale om en ny måde at gøre det på, som vi ikke har set før. Det skal vi analysere nærmere og komme til bunds i, så vi kan forhindre, at den slags gentager sig.
DSB har tidligere oplevet andre nedbrud, blandt andet tre gange i 2017.
Flere hjemlige hackerangreb
Oplysningen om angrebet kommer på dagen for ny undersøgelse om cyberangreb i danske virksomheder, som Rambøll har lavet for Ingeniørforeningen IDA og Danske Revisorer.
Undersøgelsen viser, at to ud af tre af virksomhederne har været udsat for et cyberangreb det seneste år.
Undersøgelsen er baseret på besvarelser fra 113 it-ansvarlige, hvoraf 89 er fra den private sektor, og 24 er fra den offentlige sektor.
Forskellige typer virksomheder rammes
Der har det forgangne år været beskrevet hackerangreb rettet mod danske sider og virksomheder. I juni 2017 blev Mærsk hacket. Flere af virksomhedens hjemmesider og divisioner blev ramt af et massivt hackerangreb.
Tre måneder senere var det Statsministeriet, som var udsat for et hackerangreb.
- Statsministeriet har meldt dette til Center for Cybersikkerhed og gennemgår for øjeblikket sikkerhedssystemerne for at søge at imødegå nye angreb, oplyste Statsministeriet.
På handelsfronten blev Dansk Supermarkeds sider føtex.dk og bilka.dk også ramt af et koordineret hackerangreb i november, som det blev kaldt.