Bondo kender alternativet og bryder sig ikke om det - men ny strategi er overraskende, siger ekspert
I 2013 fik lærerformand Anders Bondo Christensen at se, hvad en stor konflikt kan gøre. Derfor skulle den undgås for enhver pris.
Det er blevet kaldt for en syltekrukke. En skuffelse. Et svigt af fremtidige generationers skoleelever.
Anders Bondo Christensen bliver ikke vred over kritikken. Han har prøvet det mange gange før i sine 16 år som formand for Danmarks Lærerforening.
Han forstår godt, at lærerkollegerne er utilfredse med, at det for tredje overenskomstforhandling i træk ikke er lykkedes at slippe af med de forhadte regler for arbejdstiden.
Alligevel opfordrer han sine medlemmer til at sige ja til en aftale, der sender spørgsmålet på standby i en Undersøgelseskommission.
- Det, jeg ellers kunne komme igennem med, var så elendigt, at det kunne jeg ikke byde lærerne, fortæller Anders Bondo Christensen til TV 2 mandag, hvor han begynder en charmeoffensiv i det ganske land.
Har lettet på nej-hatten
Et opgør med lærernes arbejdstid var ellers den helt store kæphest for Anders Bondo Christensen i løbet af forhandlingerne, og derfor er mange lærere skuffede over, hvordan resultatet er endt. Og for TV 2s finanskommentator Ole Krohn, der har fulgt overenskomstforhandlingerne tæt i årevis, er det da også noget nær chokerende at se ham stå på mål for et kompromis.
- I den brede offentlighed har han været karakteriseret af, at han har haft nej-hat på, og at han har været meget stædig. Det er overraskende, at han skifter strategi på den her måde, siger Ole Krohn.
Forklaringen på den nye løsningsorienterede og kompromissøgende lærerformand skal formentlig findes i 2013. Ved den lejlighed kunne en principfast og urokkelig Anders Bondo ikke nå til enighed med modparten. Det kastede lærerne ud i en 25 dage lang konflikt, der kostede dyrt på flere fronter.
Medlemmerne måtte tage lån, mange vendte de "besværlige" lærere ryggen, og hele balladen endte med et lovindgreb, der på ingen måde forbedrede hverdagen for lærerne.
- Det var et stort traume for Bondo, at han ikke kunne få indrømmelser til lærerne i 2013. Det ramte ham hårdt, vurderer Ole Krohn.
Se indslag fra 2013, hvor forældrene var meget trætte af konflikten:
Og den dårlige erfaring fra 2013 betød, at en konflikt for alt i verden skulle undgås i denne omgang.
- Han kunne se, at det var udsigtsløst at være i evig opposition. At det var nytteløst at være en relativt begrænset faggruppe, som den ene gang efter den anden blev kaldt ud i lockout og strejke. Der skinner en ny pragmatisme frem, som han skal roses for, lyder det fra Ole Krohn.
Kollega: Han har sadlet om
En af Anders Bondos langvarige fæller ved forhandlingsbordene har også sporet en ændring i den 59-årige lærerformand.
- Nu har han jo prøvet konflikten og lovindgrebet. Og spørgsmålet er, om et nyt lovindgreb vil kunne hjælpe. Der har han denne gang valgt at sadle om og få den her kommissionsaftale i stedet, siger Dennis Kristensen, der som formand for FOA har forhandlet flere overenskomster sammen med Anders Bondo.
Dennis Kristensen kalder sin formandskollega for "en knaldhamrende dygtig forhandler" og roser ham for det resultat, han har fået i land.
- Han har været realistisk og har truffet den nødvendige beslutning. Det var det rigtige at gøre, vurderer den nu tidligere FOA-formand.
Får aldrig samme fysik som før krisen
Hovedpersonen har tidligere fortalt om, hvordan krisen i 2013 påvirkede ham. I februar i år sagde han til Altinget, at han ligefrem har fået fysiske mén af oplevelsen.
- Hen på efteråret i 2013 troede jeg, at jeg havde fået en virus på balancenerven. Det havde jeg ikke, forklarede min læge. Jeg var bare smadret. Jeg tror, det er en af årsagerne til, at mine maratontider er blevet lidt dårligere. Jeg får aldrig den samme fysik igen. Det er, som det er. Jeg skal ikke gå og klynke, sagde han.
I samme portræt sagde han også, at han formentlig ikke ville kunne holde til endnu en konflikt. Og mandag bekræftede han over for TV 2, at han anbefaler løsningen med en undersøgelseskommission præcis for at undgå en gentagelse af 2013.
- Alternativet var en konflikt. På den her måde får vi et hold eksperter til at se på bedre løsninger i stedet.
Det vides endnu ikke, hvornår lærerne skal stemme om forslaget.