Overenskomst 2018

Chefforhandler siger nej til at betale for spisepause

De ansatte stoler ikke på arbejdsgiverne og Sophie Løhde, og derfor står de fast på deres krav.

Efter 29 timers forhandlinger i Forligsinstitutionen er chefforhandleren for de statsligt ansatte, Flemming Vinther, kort efter klokken 15 taget hjem.

Ifølge ham selv er der dog kun tale om en kortere pause, hvor han skal have et bad, inden han vender tilbage til forhandlingerne.

- Vi er overhovedet ikke i mål, men vi har en god dialog, så det er positivt, fastslår han på vej ud.

Kommunerne landede en aftale fredag, og natten til lørdag lykkedes det også regionerne at lukke et forlig for de resterende ansatte på deres område. Dermed mangler der nu kun at blive fundet en løsning for de statsansatte.

- Der er jo ikke nogen lov om, at fordi nogle andre lukker et forlig, så skal vi også. Det kræver, at vi når hinanden, og at vi kan blive enige om en aftale, som begge parter kan se sig selv i, og som man er klar til at gå ud og anbefale til sit bagland, forklarer Flemming Vinther.

Vil ikke betale for at få indskrevet spisepause

En af de store knaster er fortsat spørgsmålet om den betalte spisepause. Den udgjorde også en knast for regionerne, og her endte akademikerne med at betale for at få den arbejdsgiverbetalte spisepause ind i overenskomsten.

Den løsning kan man dog ikke bare kopiere og overføre til statens område, mener chefforhandleren.

- Vi har ikke for vane at kopiere ting på staten. Vi gør tingene selv, så bliver det på vores måde, og det er det, vi bedst kan lide, forklarer Flemming Vinther.

Er du villig til at betale for det, hvis det er det, der skal til for at nå i mål?

- Nej.

Statsansat: Vi stoler ikke på Sophie Løhde

Mens vi venter på udfaldet af forhandlingerne på statens område, er mange lønmodtagere igen mødt op foran Forligsinstitutionen for at vise deres støtte til forhandlerne. En af dem er Ole Busck, der er lektor ved Aalborg Universitet og derfor stadig venter på en aftale for sit område.

- Jeg er meget spændt på, om vi får et forlig i dag. Det tror vi på, men vi ved godt, at foruden at der måske er dårlig kemi, så er der et par knaster tilbage i forhold til spisepausen og decentral løn, fortæller han.

Med et decentralt lønsystem vil nogen kunne gøre sig 'fortjent' til en højere løn på bekostning af andre.

- Det er næsten det værste. Hvis de beslutter, at en større del af vores lønfremgang skal ske decentralt, så forøger de i høj grad den konkurrence, vi allerede har rigtig meget af på universiteterne.

- Så kommer det hele til at handle om, hvorvidt du får skrevet mange artikler og hevet mange penge hjem. Det vil gøre, at folk går efter dét og ikke efter kvalitet i arbejdet, mener Ole Busck.

Lektor Ole Gunni Busck fra Aalborg Universitet er mødt frem ved Forligsinstitutionen, hvor der stadig forhandles om de statsansatte. Video: Mikkel Secher

Han understreger, at han støtter op om sine forhandlere, når de står fast på deres krav. 

- Spisepausen er vi bekymret for, hvis vi ikke får den ind i overenskomsten, for vi tror ikke på Sophie Løhde, når hun siger, at de ikke har tænkt sig at tage den. Det kan ske, og så kan vores arbejdstid reelt blive sat op med to timer om ugen, siger Ole Busck.