OK-forhandlinger er de længste nogensinde - på en måde
En lille gruppe topforhandlere har nærmest boet i Forligsinstitutionen den seneste måned. Det slår alt, hvad vi har prøvet før, siger en af dem.
Efter endnu en dags forhandlinger i Forligsinstitutionen konstaterede FOA's afgåede formand Dennis Kristensen onsdag, at man var i gang med alle tiders længste forhandlingsforløb.
- Det har varet længere tid end nogensinde. Det har været mere vanskeligt at have med at gøre end nogensinde. Så alt, hvad vi har med at gøre her, er unikt og noget helt for sig, konstaterede Dennis Kristensen på vej ud fra forhandlingerne.
Han og de øvrige topforhandlere fra staten, regionerne og kommunerne har tilbragt den seneste måned i Forligsinstitutionen med forhandlinger, sonderinger og ventetid - og engang imellem en lur på sofaen.
Forligsmand Mette Christensen har to gange udskudt fristen for forhandlingernes afslutning med 14 dage, og for den lille gruppe af seks topforhandlerne har det betydet mange timers forhandling næsten hver dag i mere end en måned.
Også torsdag forhandles der i Forligsinstitutionen, hvor forhandlerne på det kommunale område mødes. En af de knaster, der er på bordet ved dagens forhandlinger i København, er spørgsmålet om lærernes arbejdstid.
- Ikke de samme mennesker
Om længden på forhandlingerne virkelig er en rekord, kommer an på, hvordan man opgør det, fortæller professor emeritus Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet, der har fulgt forhandlingerne på det danske arbejdsmarked i mange år:
- Forhandlingerne på det private overenskomstområde i Forligsinstitutionen kan være meget langvarige. Der er en tradition for at forlænge med to gange 14 dage, før man er i mål. Men det er fordi, industriens område traditionelt går forrest og finder en løsning, og derefter koordinerer man alle de andre grupper. Det tager normalt en måned. Men det er jo forskellige forhandlere, der kommer derned på skift. Det er ikke de samme mennesker, der sover dernede i dagevis, siger Jørgen Steen Madsen.
Sidst var i 2008
På det offentlige område står forhandlingerne i 2008 som det store eksempel på langvarige forhandlinger og konflikt. Dengang sluttede forhandlingerne i Forligsinstitutionen uden resultat den 11. april efter en måneds intensive forhandlinger. Fem dage senere indledte blandt andre FOA og sygeplejerskerne deres strejke og kort efter fulgte pædagogerne efter.
Hen over sommeren fulgte forhandlinger, nye mæglingsforslag og en trussel om lockout af 47.000 pædagoger i 83 kommuner. Først den 17. juni faldt forhandlingerne så meget på plads, at alle faggrupper genoptog arbejdet.
Den store lockout
Tager man de historiske briller på, så er alle danske arbejdskonflikters moder den store lockout i 1899, der endte med det såkaldte ’septemberforlig’, der stadig danner grundlaget for den ’danske model’ med forhandlinger på arbejdsmarkedet.
- I 1899 var der konflikt i 100 dage, og der blev forhandlet det meste af den periode. Men dengang var der jo ikke noget, der hed Forligsinstitutionen, fortæller Lars K. Christensen, der er seniorforsker på Nationalmuseet i København.
Han fortæller, at overenskomstforhandlinger dengang handlede om det private arbejdsmarked. Overenskomstforhandlinger på det offentlige område er først for alvor kommet til langt senere:
- De offentligt ansatte har traditionelt været tjenestemænd uden mulighed for at gå i konflikt. Det var først i 1960’erne, de offentlige arbejdsgivere fik et ønske om at begrænse tjenestemandsansættelserne. Arbejdsgiverne ønskede mere fleksibilitet i ansættelserne, og derfor begyndte man at ansætte flere på overenskomster. Det førte til, at gamle standsforeninger, som for eksempel Dansk Sygeplejeråd, i løbet af 70’erne og 80’erne udviklede sig til deciderede fagforeninger, forklarer Lars K. Christensen.
Hele det kommunale område
Dansk Sygeplejeråd, Dansk Socialrådgiverforening og andre grupper var hver for sig i konflikt i løbet af de næste årtier.
Men det var først i 2002, at et helt område kom samlet i Forligsinstitutionen – med deraf følgende komplicerede forhandlinger.
- I 2002 var hele det kommunale område i Forligsinstitutionen. Det var dengang noget af det største, man havde set. I år er det på samme måde første gang, at alle tre områder – både det kommunale, det regionale og det statslige – er i Forligsinstitutionen på samme tid, fortæller Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet.
En ny tradition
Når forhandlingerne i år er usædvanligt intensive og langvarige, så er det, dels fordi alle tre offentlige områder forhandler sideløbende, dels fordi forligsmanden har benyttet sig af muligheden for at forlænge forhandlingerne to gange 14 dage.
- Traditionelt har man næsten automatisk forlænget forhandlingerne i Forligsinstitutionen med to gange 14 dage af hensyn til samfundsinteressen i at finde en løsning. Men i 90’erne begyndte forligsmanden den tolkning, at man kun forlængede forhandlingerne, hvis der var udsigt til et forhandlingsgennembrud. Forligsmanden indførte en tradition, hvor man ikke trak pinen ud, hvis det så håbløst ud. Dermed blev forhandlingerne i Forligsinstitutionen alt andet lige kortere. Men nu er man altså tilbage ved to gange 14 dages forlængelse, siger Jørgen Steen Madsen.