Overenskomst 2018

20 års ondt blod er skyld i lange forhandlinger, siger eksperter

Effektiviseringer og nedskæringer har været benzinen for de offentligt ansattes vrede, som er blusset op ved OK-forhandlingerne, siger eksperter.

Efter at have forhandlet i flere måneder kom det store gennembrud for overenskomstforhandlingerne på Store Bededag, da der faldt en forligsaftale for 500.000 kommunalt ansatte. 

Dermed mangler der at blive lavet aftaler for staten og de resterende ansatte i regionerne, hvilket kun er et spørgsmål om tid, da hverken strejke eller lockout længere kan begrundes, når der er faldet delaftaler på plads, mener Bent Greve, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi på Roskilde Universitet. 

Afværgelsen af en historisk storkonflikt vil få mange til at drage et lettelsens suk, men hvorfor skulle der går så lang tid, før parterne kunne nå til enighed?  

Lange skygger af mistillid 

Musketereden - altså at fagforbundene inden for staten, regionerne og kommunerne står sammen for at indgå en samlet aftale - har fået skylden for at bremse de igangværende forhandlinger om en overenskomstaftale. Blandt andre af KL’s chefforhandler Michael Ziegler. Ligesom Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, har været ude med en skarp kritik af den, og netop ham vender vi tilbage til.  

Men det er ikke musketereden i sig selv, der har været en klods om benet på dette års overenskomstforhandlinger. Det er årtiers frustration, mistro og vrede blandt de offentligt ansatte.  

Fagbevægelsens musketered

Musketereden går ud på, at fagforbundene indenfor staten, regionerne og kommunerne kun vil indgå en samlet aftale. I den sammenslutning har man aftalt, at en overenskomst skal indeholde følgende tre elementer:

  • Lønstigninger, der følger det private arbejdsmarked.
  • En genforhandling af lærernes arbejdstid.
  • At den betalte frokostpause stadfæstes som en del af overenskomsten.

Sådan lyder det samstemmende fra Laust Høgedahl, postdoc ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, og Jacob Torfing, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.

Mange medarbejdere bruger tiden på at krydse af i stedet for at bruge den på en syg patient eller et barn, der har slået sig

Jacob Torfing, professor

Vil man forstå, hvorfor forhandlingerne trak ud i så lang tid, bliver man nødt til at forstå, hvad det er for nogle nedskæringsbølger og effektiviseringer, der har ramt den offentlige sektor de sidste 20 til 30 år, forklarer Jacob Torfing.

Den engelske invasion

Historien starter i England, hvor man i tiden efter Anden Verdenskrig havde opbygget en stor offentlig sektor. Men den var meget bureaukratisk og dyr i drift.

Derfor indførte de engelske politikere en ny og hård linje, som med effektiviseringer og besparelser skulle gøre det billigere at drive velfærdsstaten. Tankesættet bag dette blev kaldt New Public Management.

I Danmark havde man lignende problemer med en alt for omkostningstung offentlig sektor, og da de danske politikere så, hvad deres engelske kollegaer havde gang i, blev de inspireret og begyndte at indføre New Public Management ned gennem det offentlige system.    

Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at der var brug for at blive ryddet op i det offentlige dengang i 70’erne og 80’erne, fortæller Jacob Torfing. Og det gjorde New Public Management-tankegangen meget effektivt.

Pisk og gulerod

Spoler vi tiden frem til i dag, har denne strenge måde at styre og kontrollere den offentlige sektor på dog for længst overskredet sin holdbarhedsdato, mener Jacob Torfing.

- New Public Management er grundlæggende styret af pisk og gulerod samt tanken om, at konkurrence er godt og mere er bedre. Det er med til at gøre den offentlige sektor billigere.

I dag fungerer det på den måde, at arbejdsgiverne og ledelserne i det offentlige ”går rundt med lup” for at finde steder, hvor de kan spare og effektivisere, siger Jacob Torfing.

Men ved selv at formulere loven fik man trumfet sin egen politiske dagsorden igennem

Laust Høge Dahl, postdoc

I den sammenhæng har især besparelser ramt de offentligt ansatte hårdt, hvor der igennem en årrække har været obligatoriske besparelser på to procent om året.

- Vi har nået grænsen for, hvor hurtigt de ansatte kan arbejde. Står du og underviser, nytter det ikke noget at begynde at tale hurtigere. Ligesom der også er grænser for, hvor hurtigt læger kan operere, siger Jacob Torfing.

New Public Management har haft sin sejrsgang i mange forskellige lande rundt om i verden. Men ifølge Jacob Torfing viser international forskning, at den altså er nået til et punkt, hvor den skaber en masse problemer.

Moderniseringsstyrelsen

I Danmark har New Public Management dog en trofast bastion i form af Moderniseringstyrelsen, fortsætter Jacob Torfing:

- Styrelsen er inkarnationen af den, og det har medarbejderne i det offentlige om nogen fået at mærke, hvilket kun har gjort ondt værre i forhold til deres tillid til den måde, velfærdsstaten bliver drevet på.

- Det opleves især helt ude ved fronten, hvor mange medarbejdere bruger tiden på at krydse af i stedet for at bruge den på en syg patient eller et barn, der har slået sig.  

Moderniseringsstyrelsen blev dannet i 2011 af Helle Thorning-Schmidts regering og under daværende finansminister Bjarne Corydons bevågenhed, og derfor blev dens New Public Management-tankegang også kendt som Corydon-doktrinen.

Førhen havde politikerne to kasketter, de skulle arbejde med. Én, når de var politikere i Folketinget, og én, når de skulle optræde som arbejdsgiver over for de offentligt ansatte.

Man havde et armlængdeprincip, hvor man sagde: ”At det med løn- og arbejdsvilkår er ikke noget, vi politikere skal blande os i, fordi det er arbejdsmarkedsparter, der skal tage sig af det. Det er den danske model”, fortæller professor Laust Høgedahl.

Formålet med at oprette Moderniseringsstyrelsen var dog at gøre løn- og arbejdsvilkår til en integreret del af den måde, regeringen planlægger og styrer sine budgetter på.  

Slaget om lærerne  

Moderniseringsstyrelsen er ikke ensbetydende med, at den danske model er død og færdig, understreger Laust Høgedahl:  

- Men hvis det samtidig betyder, at vi er nået til et punkt, hvor politikerne ikke længere kan kende forskel på de kasketter, så er den alvorligt udfordret.  

Corydon-doktrinen skulle stå sin prøve ved lærerkonflikten i 2013. En begivenhed, man slet ikke skal undervurdere, når det drejer sig om at forstå, hvorfor fagforeningerne senere svor deres musketered.

Det er en kendt historie, at lærerne blev lockoutet, fordi de ikke ville acceptere at få deres arbejdstidsregler ændret. Efter 25 dage kom regeringsindgrebet, som sluttede konflikten og påtvang lærerne de nye arbejdstidsregler. 

Det vigtige at forstå her, påpeger Laust Høgedahl, er, at regeringen selv valgte at formulere sit lovindgreb. Hvor praksis normalt har været, at det laves ud fra forligsmandens udkast. Fordi det er ham eller hende, der har været tættest på parterne.

- Men ved selv at formulere loven fik man trumfet sin egen politiske dagsorden igennem.

Lærernes nederlag satte sig dybe spor i fagbevægelsen, forklarer Laust Høgedahl, og det lagde blot endnu et læs oven på de offentligt ansattes bunke af mistillid.

Nok er nok

Første halvår af 2018 vil især nok blive husket som dengang, at de offentligt ansatte fik nok og demonstrerede med bannere prydet med de to slogans: "En løsning for alle" og "Nok er nok".

To vidt forskellige budskaber. Det første er et udtryk for musketereden og retter sig mod konkrete overenskomstkrav, forklarer Laust Høgedahl. Mens det andet er politisk og et udtryk for al den vrede og frustration, der har hobet sig op hos de offentligt ansatte gennem mange år.

Konsekvensen ved kun at tænke i effektiviseringer og besparelser er ifølge Jacob Torfing, at man stirrer sig blind på at måle resultater. Det skaber en øget kontrol med medarbejderne, som føler, at der ikke er tillid til deres arbejde. Til gengæld mister de tilliden til, at de selv og velfærdsstaten bliver ledet ordentligt og forsvarligt.

Utilfredsheden blev taget med til bordet og har hele vejen igennem været en del af forhandlingerne. Man burde derfor sætte sig ned og lytte til den

Kurt Klaudi Klausen, professor

Både Laust Høgedahl og Jacob Torfing beskriver uafhængigt af hinanden, at Moderniseringsstyrelsen, New Public Management og årtiers politiske prioriteringer ”selv har leveret benzinen” til de ansattes flammende vrede.

Upopulær, men nødvendig

Hvorfor fortsætter politikere og embedsværket med at bruge New Public Management i styringen af velfærdsstaten?

Motivationen skal først og fremmest findes i, at det er en måde at skabe luft i budgetterne på, så man enten kan lave reformer eller give skattelettelser, forklarer Jacob Torfing.

Hele to tredjedele af statskassens penge går til løn og arbejdsvilkår, og New Public Management er især udtænkt med det formål at skabe økonomisk råderum ved at skære på det område, tilføjer Laust Høgedahl.

Der hører dog mere til fortællingen om New Public Management end blot nedskæringer, fortæller Kurt Klaudi Klausen, professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitetet.

Hans vurdering er, at New Public Management er lige så tvingende nødvendig i dag, som dengang man indførte den. For i det offentlige handler det om at tænke benhårdt i budgetoverholdelse, økonomisk styring og effektivitet.

- Efter min opfattelse er vi stadig ved begyndelsen af en læreproces, og vi er slet ikke færdige med at eksperimentere med udlicitering og privatisering.

- Det kan godt være, at det er upopulært, men det er det, der skal til, for at vi har en offentligt sektor, hvor vi må udnytte de ressourcer, vi har, så vi får mest muligt ud af hver en krone, siger Kurt Klaudi Klausen.

Han peger desuden på, at Danmark er blandt de førende på en række områder i international sammenhæng. Ikke mindst fordi vi har en stram offentligt styring.

Den danske model 2.0

Det meste af kritikken af Moderniseringsstyrelsen er ifølge Kurt Klaudi Klausen uberettiget og skudt langt over målet. De udfører blot den opgave, de har fået tildelt, og som er nødvendig for Danmark.

Til gengæld kan Kurt Klaudi Klausen godt følge kritikken af, at politikernes grænse mellem arbejdsgiver og politiker virker noget sløret, efter at Moderniseringstyrelsen blev etableret.

Når overenskomstforhandlingerne er overstået, er det Laust Høgedahls håb, at både lønmodtagerne og arbejdsgiverne vil sætte sig ned og gentænke, hvordan den danske model kan skrues anderledes sammen på det offentlige område, fordi det ifølge ham efterhånden er tydeligt, at den ikke længere fungerer.

Skal det kunne lade sig gøre, kræver det først og fremmest, at der bliver gjort noget ved den mistro, der dominerer forholdet mellem de offentligt ansatte og staten, fortæller forhandlingsekpert Michael Sjøberg. Ifølge ham er mistillid nemlig den rene gift i en forhandlingssituation:

- Det gør det ikke nødvendigvis umuligt at finde en løsning, men det gør det unægteligt sværere, hvis ikke man forstår hinandens motiver og bevæggrunde.

- Lige så snart vi nærer mistro til den anden, har vi svært ved at acceptere den logik, den anden kommer med, siger han.

Selv om Kurt Klaudi Klausen synes, at meget af de offentligt ansattes kritik er uberettiget og bunder i misforståelser, er han enig i, at den ophobede vrede er nået til et punkt, hvor den ikke længere kan ignoreres.

- Utilfredsheden blev taget med til bordet og har hele vejen igennem været en del af forhandlingerne. Man burde derfor sætte sig ned og lytte til den.