GO'

Hun er budbringeren, ingen ønsker at møde - 51-årig er dødsbud

Det er hårdt, men også meningsfuldt, siger Ulla Thorbjørn Hansen om sit job som dødsbud.

- Godt det ikke er mig, men hvor er det vigtigt, at nogen gør det.

Sådan reagerer de fleste, når provst og ledende beredskabspræst Ulla Thorbjørn Hansen fortæller om det hverv, hun har valgt at tage på sig.

Hun er en af dem, der har ringet på døren, når den svære besked til de pårørende, der pludseligt har mistet et familiemedlem, skulle overbringes.

Ulla Thorbjørn Hansen er dødsbud.

Det er måske det hårdeste job af alle, men det er samtidig også en meget meningsfuld og vigtig opgave i vores samfund, der fortjener mere opmærksomhed, lyder det fra Ulla Thorbjørn Hansen i 'Go' morgen Danmark'.

- Når jeg fortæller folk om det, og at jeg har arbejdet med emnet og skrevet en bog om det, så siger de selvfølgelig: "Det må være forfærdeligt" og: "Hvordan gør man det?", men der er rigtig mange, som har prøvet det. Politiet er jo ude, hvis ikke dagligt, så tit, fortæller hun.

Hun bruger de fire H'er 

Ulla Thorbjørn Hansen ønsker at gøre folk klogere på det svære job og skabe mere opmærksomhed om den rolle, det spiller i det moderne danske samfund.

Derfor har hun interviewet otte pårørende og syv budbærere til en ny bog, der bærer titlen 'Dødsbud'. Bogen er den første på området og kan være en hjælp til politifolk, folk inden for hæren og præster, der har til opgave at gå dødsbud.

For det er svært at sige til et andet menneske, at deres mor, far, søster, bror, søn eller datter er gået bort, lyder det fra Ulla Thorbjørn Hansen.

Hvis man selv bliver berørt, er det også ok, at man græder med vedkommende.

Ulla Thorbjørn, provst og ledende beredskabspræst

Dødsbud i Danmark

Dødsbud er, når man tager hjem til nogle og fortæller dem, at deres søn, datter, mand, kæreste, kone, far, mor eller andre nære familiemedlemmer pludseligt er omkommet.

I Danmark er det typisk enten Forsvaret eller politiet, der overbringer familien besked om dødsfaldet.

I Forsvaret indgår en værnspræst i det team, der går ud med dødsbudskabet. Politiet har dog også mulighed for at gøre brug af sognepræster eller beredskabspræster til denne opgave. Det er dog ikke altid, det sker.

Kilde: Folkekirken.dk

De gange, Ulla Thorbjørn Hansen har været ude som dødsbud, har hun været flankeret af to soldater fra Livgarden, og med sig i værktøjskassen har hun haft de fire H'er, som hun har brugt til at tale med de efterladte ud fra: "At holde af, holde ud, holde om og holde mund", fortæller hun.

Dog skal man være parat til at gøre noget helt andet, når man står i situationen.

- Du ved ikke, hvad du kommer ud til, for der er brug for noget forskelligt. Du skal være klar til at være kreativ og nogle gange hjælpe til med det praktiske - eksempelvis lave kaffe og være klar til at fordele opgaverne, hvis der er flere pårørende, man skal tage sig af. Nogle gange skal man for eksempel hente pårørende, lyder det fra Ulla Thorbjørn Hansen.

- Man følger mennesket. Om det så er, at vedkommende falder sammen på gulvet, så følger man med, med kram og trøst, og hvis man selv bliver berørt, er det også ok, at man græder med vedkommende, siger hun.

Det illustrerer en af de episoder, hun har fået lov til at fortælle om, meget godt.

Gav beskeden på gårdspladsen

Det var en af de første gange, Ulla Thorbjørn Hansen gik dødsbud.

Hun havde fået friweekend og havde regnet med, at hun skulle slappe af med familien, da hun blev ringet op og hentet af nogle chefer fra Livgarden, husker hun.

- Vi tog ud til en familie, som havde mistet deres søn i Afghanistan. Vi kom derud, men der var ingen hjemme. Der var nogle lanterner tændt. Vi ventede lidt, og så kom er der en bil med faren og moren. Der fik de budskabet. Ude på gårdpladsen inden vi gik ind, fortæller Ulla Thorbjørn Hansen.

Først reagerede familien med benægtelse og ville ikke forstå det.

Det er en almindelig reaktion, men ofte hjælper politiets eller Livgardens uniformering med at understrege budskabet, så de pårørende til sidst accepterer den frygtelige nye virkelighed, lyder det.

- Bagefter gik vi indenfor og talte om, at afdødes bror skulle hentes hjem til resten af familien. Jeg tilbød at lave kaffe, og det betød meget. Sønnen blev hentet. Faren var med og overbragte beskeden til ham, og så tog de hjem, og vi var sammen alle sammen.

Det er ofte det, der hjælper de pårørende - at man bare er tilstede og lytter, fortæller Ulla Thorbjørn Hansen.

- Man skal ikke være så bange for det, og man kan ikke gøre noget forkert. Og man skal være ærlig, når man eksempelvis ikke ved, hvad man skal sige, siger provsten.

Efterlyser præster som dødsbude i Danmark

I Danmark er der ikke altid en fast producere for, hvordan man overbringer beskeden, når der sker et pludseligt dødsfald.

I Forsvaret sender man en feltpræst med ud i forbindelse med dødsbud, og siden 2010 har landets politikredse haft muligheden for at benytte sig af en såkaldt politikontaktpræst, når der sker et uventet dødsfald.

Dog er det forskelligt fra politikreds til politikreds, om det sker, og Ulla Thorbjørn Hansen ser gerne, at det bliver fast praksis, at der altid følger en præst med ud, når den svære besked om den pludseligt opståede ulykke skal overbringes. 

Det gør man blandt andet i Norge, hvor hvervet som budbringere tilfalder præsterne og ikke politiet.

- Jeg har gjort mig gode erfaringer i Forsvaret. Det har gjort et stort indtryk på mig, så det vil jeg gerne have udbredt. Det er derfor, jeg deler mine erfaringer om det her. Det kan være en stor hjælp for de folk, der har mistet, slutter hun.