Overenskomst 2018

Ekspert: - Musketereden er skudt sønder og sammen

Topforhandlere kalder det trist og ærgerligt, at Dennis Kristensen og LO-forbundene har indgået en delaftale på det regionale område.

Flere af lønmodtagernes topforhandlere stod overraskede tilbage, da FOA-formanden Dennis Kristensen i nat kunne fortælle, at der var indgået en delaftale på det regionale område.

Aftalen omfatter kun en lille del af medarbejderne på det regionale område – og omfatter slet ikke medarbejderne på det statslige og det kommunale område.

Dermed blev der pillet ved den meget omtalte ’musketered’, som skulle sikre, at lønmodtagersiden stod sammen om deres hovedkrav.

- Musketereden er skudt sønder og sammen nu, konstaterer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Lønmodtagernes forhandlere vil ikke på samme måde lægge musketereden i graven, men de lægger ikke skjul på, at de er overraskede over, at LO-forbundene på det regionale område har valgt at lave deres egen aftale. De kalder det ’trist’ og ’ærgerligt’.

- Det er trist, at det lykkedes arbejdsgiverne at splitte de faglige organisationer, og at vi dermed ikke opnår ’En Løsning For Alle’ i Forligsinstitutionen, siger FTF's formand, Bente Sorgenfrey.

'Ærgerligt'

Chefforhandler for de statsansatte, Flemming Vinther, er enig.

- Det er da rigtigt ærgerligt, at vi ikke kunne lande det her i fællesskab. Men der er så nogen, der har valgt en anden type sikring af spisepausen, der ikke er lige så stærk. Det er deres valg. Jeg havde da hellere set, at vi havde gjort det hele i fællesskab, men sådan er det jo nogle gange, siger han til TV 2 onsdag morgen.

Grete Christensen, der er chefforhandler netop på det regionale område, er også ’overrasket’ over nattens delaftale:

- Jeg ved ikke, om jeg er skuffet. Jeg er overrasket. Vi har set mange udtalelser over de seneste dage, og fællesskabet har betydet rigtigt meget. Det at vi står sammen om det her. Jeg synes, at Dennis Kristensen tidligere har været meget klar i, at vi skulle gå ind sammen og gå ud sammen og har talt meget ind i fællesskabet. Og lige nu og her tyder det altså på, at det ikke betyder så meget, som at de får stoppet her, siger hun.

'En skamskudt musketered'

Nattens delaftale omfatter cirka 40.000 af de 120.000 ansatte på det regionale område, hovedsageligt fra LO-forbundene. Ifølge Dennis Kristensen har man indgået en god aftale for medlemmerne:

- Alt i alt har vi fået et resultat, som matcher det, som vi alle sammen gik ind i overenskomstforhandlingerne med, siger Dennis Kristensen.

Men ifølge TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn forandrer det ikke ved, at sammenholdet blandt lønmodtagerne er svækket:

- Det er en noget skamskudt musketered. Fagbevægelsen er splittet. Nogle af parterne er gået ud af døren, mens andre sidder tilbage og er tilfredse med delaftalen, siger han.

Flere kan lave deres egne aftaler

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen noterer sig det paradoksale i, at splittelsen kommer blot få dage efter lønmodtagernes to store hovedorganisationer LO og FTF besluttede at slå sig sammen:

- LO og FTF er lige blevet enige om at indgå et nyt fællesskab i en ny hovedorganisation, og det er måske ikke den bedste start, den har fået i det her forhandlingsforløb, siger han.

Bent Greve: Delaftalen svækker lærernes kamp

Ifølge professor og arbejdsmarkedsforsker fra Roskilde Universitet Bent Greve kan delaftalen gøre det svært for lærere og akademikere at undgå konflikten. 

- Det er klart, at det svækker den enighed, der var, og det svækker forhandlerne, der skal finde aftaler på statslige og kommunale område. Det svækker også lærerne i forhold til forhandlingerne om en arbejdstidsaftale, og det svækker især akademikerne i staten i forhold til forhandlingerne om en betalt spisepause, siger han.

Flemming Ibsen siger til gengæld, at der nu er åbnet for, at andre grupper – for eksempel også på det kommunale område – laver deres egne aftaler:

- Musketereden holdt ikke længere end til i dag. Nu er ballet åbnet, og der er lavet et gennembrud. Den skubber til alle de andre grupper, som så skal forhandle videre. Det kan ende med, at de indgår forlig, eller de skal ud i et forlis. Man kan sagtens forestille sig i kommunerne, at der kan nogle indgå forlig og andre hoppe af, siger Flemming Ibsen til Ritzau.