Danmark har fået sin første vinregion
Den mousserende vin fra landsbyen Dons er den første danske fødevare, der bliver beskyttet på linje med Parmaskinke og ægte champagne.
Et 500 hektar stort område omkring Dons ved Kolding Fjord har fået EU’s kvalitetsstempel som det eneste sted i Europa, man må producere ’Dons Mousserende Kvalitetsvin’.
I Dons-området er der imidlertid kun en eneste vinproducent. Så i praksis er det i dag en beskyttelse, der tildeles den anerkendte danske vingård Skærsøgaard. Her har vinbonden Sven Moesgaard siden 2001 produceret sin prisbelønnede mousserende vin på 43 af de nu varemærkebeskyttede hektarer.
Men Sven Moesgaard håber på, at der i fremtiden vil komme andre vinproducenter omkring Dons.
- Naboerne her må også begynde at producere mousserende Dons-vin. Jeg håber, der kommer mange producenter her i området, så vi får et helt nyt Champagne-område, bare i Dons, siger han.
BOB-beskyttet
De mousserende vine fra vindistriktet ved Kolding Fjord er den første danske fødevare, der har opnået EU-betegnelsen Beskyttet Oprindelses Betegnelse (BOB), som ellers er tildelt flere tusinde regionale europæiske fødevarer - som for eksempel fetaost fra Grækenland, Parmaskine fra området omkring den norditalienske by og champagne fra det franske vindistrikt.
Vinproducent Sven Moesgaard forklarer, at det helt særlige ved hans mousserende vine er, at de er produceret under lidt barskere nordlige himmelstrøg end for eksempel den franske champagne.
- Vi bruger nogle hårdføre druer i Danmark. Og Danmark skal lære en ny identitet som vinproducent at kende, siger han.
Mere mælkesyre
Efter en årelang og grundig dokumentation er det nu blevet slået fast, at der faktisk er en målbar forskel på de mousserende vine fra Dons og de mere berømte fra Champagne. Der er nemlig mindre vinsyre og mere mælkesyre i de vine, der bliver dyrket under nordlige himmelstrøg ved Kolding Fjord.
Og det er en forskel, som vi skal være glade for, siger Svend Moesgaard:
- Danmark egner sig til at være et mousserende vinland. Det er de nordlige zoner, der producerer mousserende vin. Jeg tror også, at med de vejrforandringer vi har, så vil meget af vinproduktionen flytte mod nord. I den næste tid vil det også komme i Norge og Sverige, så vi bliver en vinproducerende, nordlig zone, siger han.