Samfund

Bondo: Vi får ikke 14 dage - fredag bliver afgørende

Tidligt onsdag morgen har forligsmand Mette Christensen valgt at udsætte den varslede storkonflikt i 14 dage.

Efter 19 timers uafbrudte forhandlinger har forligsmand Mette Christensen onsdag morgen klokken 05 valgt at udsætte den varslede storkonflikt i yderligere 14 dage.

Det oplyser Forligsinstitutionen i en pressemeddelelse.

- Jeg har i dag - efter at have rådført mig med de to øvrige forligsmænd - besluttet, at de varslede arbejdsstandsninger udsættes i indtil to uger, skriver Mette Christensen.

Dermed vurderer hun, at et forlig er muligt.

Tager sovepose med

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen forventer ikke, at forhandlingerne kommer til at vare yderligere 14 dage.

- Nu har vi et nyt møde på fredag, og vi har fået at vide, at vi skal tage soveposen med. Forligsmanden valgte at skubbe det igen.

- Jeg tror ikke, at vi skal forhandle i 14 dage. Jeg tror, vi skal forhandle på fredag, og det er det, siger Anders Bondo Christensen.

Statens chefforhandler, Sophie Løhde (V), tager forligsmandens beslutning om at udskyde konflikten til efterretning. Hun ærgrer sig dog over, at parterne ikke nåede en løsning tirsdag.

- Vi har haft rigtig gode forhandlinger, men jeg er også ærgerlig over, at vi ikke blev færdige. Nu må vi trække i arbejdstøjet igen fredag, siger Sophie Løhde.

Forligsmanden har understreget over for parterne, at der er tavshedspligt under forhandlingerne. Det fortæller både FOA-formand Dennis Kristensen og kommunernes topforhandler, Michael Ziegler.

I første omgang meldte Mette Christensen til parterne, at det ikke var en mulighed at lade de langstrakte forhandlinger fortsætte natten ud.

- Kan virke bizart

Dennis Kristensen mener også, at der ikke nødvendigvis er tale om en 14 dages udsættelse.

- Hvis jeg skulle prøve at vurdere lidt på forligsmandens ansigtudtryk, da hun udsatte 14 dage, så er jeg ikke sikker på, at hun agter at bruge de 14 dage, siger han til TV 2.

Dennis Kristensen mener, det bliver godt for parterne at få et par dage for sig selv inden nye forhandlinger.

- Det virker umiddelbart noget bizart, at vi kan bruge så lang tid, og så skal vi alligevel have den udsættelse. Jeg tror, vi er nået dertil, hvor der lige var brug for at få større eftertænksomhed hos parterne.

Maratonforhandlinger i vente

Også Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, forventer, at der i weekenden vil være afgørende forhandlinger.

Han siger, at med indkaldelsen fredag er der lagt op til maratonforhandlinger.

- Det er ikke en lang række af forhandlinger. Jeg tror, at det bliver en stor, kæmpe sidste chance i næste weekend. Derfor forventer jeg, at vi i løbet af den kommende weekend får at vide, om vi får storkonflikt eller ej.

Givet ekstra tid

Inden midnat skulle der ligge en aftale klar, ellers ville det ende i en storkonflikt, lod forligsmanden parterne vide.

Senere gav forligsmanden alligevel forhandlerne ekstra tid. Det skete, da arbejdsgiverne i sidste øjeblik fremsatte et absolut sidste tilbud til lønmodtagerne.

Forslaget indeholdt, som TV 2 kunne afsløre i nat, en lønforhøjelse på otte procent over de næste tre år. Det blev hurtigt afvist af lønmodtagerne, hvilket sendte Mette Christensen ud i et dilemma.

Nu hvor storkonflikten er udskudt, kan strejken i stedet begynde den 8. maj, mens den varslede lockout kan starte den 12. maj.

Hør forhandlernes reaktion efter 19 timer uden resultat

Forhandlerne reagerer på ny udskydelse

Michael Ziegler

Michael Ziegler ankommer til Forligsinstitutionen i København.

Kommunernes chefforhandler

- Når forligsmanden vælger at udskyde, vurderer hun, der er et formål, og at det kan føre til noget. Alternativet havde været, at vi havde kurs direkte mod konflikt. 

- Jeg tænker, det er en god beslutning, og jeg tror, vi alle sammen har et ønske om, at det lykkes i den her runde, selvom det er rigtig svært. 

Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Anders Bondo

Anders Bondo Christensen, formand for Forhandlingsfællesskabet og Danmarks Lærerforening

Formand for Danmarks Lærerforening

- Vi har fået at vide, vi godt kan tage sovepose og tandbørste med, så det er et tegn fra forligsmanden om, at nu holder hun os til den bitre ende. I dag skulle vi stoppe klokken 24, for sådan siger forligsmandsloven, men det behøver vi ikke på fredag. Der kan vi for den sags skyld forhandle 10 dage i træk, men jeg tror, hun burer os inde, til vi er færdige. 

Foto: Uffe Weng / Ritzau Scanpix

Sophie Løhde

Den statslige topforhandler, innovationsminister Sophie Løhde

Minister for innovation og chefforhandler for staten

- Vi har været optaget af at finde fælles løsninger på de fælles ting, vi stod overfor. Det er åbenlyst for enhver, at lønmodtagerne har rejst en række krav, der går på tværs af den offentlige sektor.

- Ingen af os i kommunerne, regionerne og staten har kunnet løse det hver for sig, og derfor forsøgte vi i dag at finde nogle fælles løsninger på tværs. Jeg synes, vi har haft rigtig gode forhandlinger, og jeg er også ærgerlig over, vi ikke blev færdige. 

Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Grethe Christensen

Grethe Christensen fra Dansk Sygeplejeråd

Formand, Dansk Sygeplejeråd

- Når hun indkalder til yderligere møder, er vi klar.

- De (arbejdsgiverne, red.) kom med et bud, og det bud, syntes vi ikke, var tilfredsstillende på nuværende tidspunkt.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Anders Kühnau

Anders Kuhnau fra Danske Regioner

Chefforhandler, Danske Regioner

- Vi vil som altid gå konstruktivt ind til de forhandlinger, for vi skal finde en løsning. 

- Jeg håber altid, når vi kommer med udspil, at det er tilstrækkeligt, og jeg synes, vi har strakt os langt efterhånden, men jeg kan ikke gå ind i det konkrete bud.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Bente Sorgenfrey

Formand for FTF Bente Sorgenfrey

Formand for FTF

- Jeg må forvente, at forligsmanden tror, hun kan rykke lidt på parterne. Det tilbud, som arbejdsgiverne kom med, det var no go, så nu må vi se, om der kan komme nye tilbud på bordet. Det muliggør en 14 dages forlængelse.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Dennis Kristensen

Formand for FOA, Dennis Kristensen.

FOA's formand

- Forligsmanden udsætter to uger, men hun har jo mulighed for på hvilket som helst tidspunkt at sige: Nu konstaterer jeg, I slet ikke vil lege med her, så nu er det slut, og så starter konflikten fem dage efter.

- Hvis jeg skulle prøve at vurdere lidt på forligsmandens ansigtudstryk, da hun udsatte 14 dage, så er jeg ikke sikker på, at hun agter at bruge de 14 dage.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix