Samfund

Socialpædagoger åbner for separate aftaler for stat, kommuner og regioner

Benny Andersen er blandt de forhandlere for lønmodtagerne i kommunerne, som har siddet over for arbejdsgiverne i Forligsinstitutionen.

Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, er åben for, at der kan landes aftale om overenskomstforlig, hvor det er muligt - og altså ikke nødvendigvis samlet for kommuner, regioner og staten.

Det siger formanden lørdag, hvor overenskomstforhandlingerne er gået ind i en absolut afgørende fase.

- Vi er tre forhandlingsområder. Hvis der er arbejdsgiverområder, der ikke vil lave en aftale, men andre der gerne vil og som opfylder vores krav, så synes jeg, at vi er forpligtet over for vores medlemmer til at slå til, siger Benny Andersen.

- Viser der sig nogle muligheder for at lave en aftale bare på et af områderne, som opfylder vores krav omkring løn og knaster omkring arbejdstid og frokostpause, så skal vi kunne slå til det på det, siger han.

"Det ser svært ud"

Benny Andersen er blandt de forhandlere for lønmodtagerne i kommunerne, som har siddet over for arbejdsgiverne i Forligsinstitutionen.

Og det ser rigtig svært ud, siger han.

- Lige nu så tyder det mest på, at det bliver svært at nå en aftale, siger han.

De faglige organisationer på tværs af kommuner, regioner og stat har fra forhandlingernes start stået sammen om en såkaldt musketered. Den betyder, at krav om lønstigninger, sikring af betalt spisepause og lærernes arbejdstid skal imødekommes.

Det er sket med sloganet "en løsning for alle". Lørdag skriver Benny Andersen på twitter, at det nødigt skal ende med "ingen løsning for nogen".

Afviser at det er brud på musketered

Benny Andersen afviser, at tanken om et forlig på et af de tre forhandlingsområder, men samtidig konflikt på et andet, vil være et brud på musketereden.

- Min pointe er sådan set bare, at hvis man kan få en løsning på et af områderne, skal man kunne bruge det til at presse de andre områder, siger han.

Ved at stå fast på musketereden risikerer flere af topforhandlerne at kaste deres medlemmer ud i en konflikt over emner, som i første omgang ikke direkte berører dem.

Spørgsmålet om den betalte spisepause er især aktuelt på statens område, mens spørgsmålet om lærernes arbejdstid især gælder lærere i kommuner og undervisere i staten.

Også FOA-formand Dennis Kristensen har åbnet for, at der kan landes aftaler uafhængigt af de forskellige sektorer. Det skrev han på Facebook fredag.

Ud af flere mulige scenarier kan der indgås aftale alene på det statslige og regionale område, men konflikt på det kommunale område, lød det.

TV 2 kommentator: Ikke realistisk

TV 2s finanskommentator Ole Krohn ser ikke en realistisk åbning for, at der kan landes aftaler uafhængigt af de forskellige sektorer. 

- Det er ikke realistisk at lande en aftale, der ikke er på alle tre områder.  Arbejdsgiverne og lønmodtagerne er så stærkt koordinerede, at der kommer en samlet aftale, ellers kommer der konflikt.

- Jeg ser det som en forståelig frustration over de manglende resultater, men det er ikke realistisk at bryde arbejdsgivernes sammenhold på de tre områder. Meldingerne fra lønmodtagerne må ses som et taktisk forsøg på at splitte arbejdsgiverne, siger Ole Krohn.

Lørdag forhandler parterne på statens område, mens parterne på det kommunale område mødes søndag.