Overenskomst 2018

14 timers forhandlinger om overenskomst endte uden fremskridt

Parterne på det kommunale område gik lidt over midnat fra forligsinstitutionen uden en aftale.

Der er hverken tale om et gennembrud eller et sammenbrud, men parterne er i hvert fald ikke kommet tættere på hinanden. Sådan er meldingen efter mere end 14 timers overenskomstforhandlinger i forligsinstitutionen.

- Dagen startede jo ikke specielt godt med udmeldingen fra KLs direktør, og vi er ikke kommet hinanden tættere i løbet af dagen, så nu fortsætter vi på søndag, siger FOAs formand Dennis Kristensen efter forhandlingerne.

Samme melding kommer fra Michael Ziegler, der forhandler for KL.

- Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg synes, at det ser tungt ud. Vi er ikke sådan for alvor taget de store skridt frem i dag, og det var ellers noget jeg havde håbet på, at man efter i dag kunne begynde at se nogle konturer på en aftale, men det kan jeg desværre ikke sige.

Fortsætter søndag med bekymrede miner

Selvom forhandlingsparterne er blevet indkaldt til forhandlinger igen på søndag, så er det ikke fordi optimismen er let at spore.

- Jeg møder jo altid op med vilje til at kæmpe for sagen og optimisme, men det er også i stigende omfang sommerfugle i maven. Jeg er er bekymret, det er jeg nødt til at sige, siger Michael Ziegler.

Også chefforhandler for Forhandlingsfælleskabet, Anders Bondo Christensen, er skuffet over, at man ikke er kommet længere i forhandlingerne.

- Jeg vil kalde det træls, det synes jeg virkelig. Vi er ved at nå en deadline, så det synes jeg er rigtig træls.

Parterne på det kommunale område gik lidt over midnat fra forligsinstitutionen uden en aftale. Video: Kasper B. Andreasen

Han siger også, at der skal ske noget positivt ved de andre forhandlinger på regionernes og statens område inden på søndag, hvis det skal give mening at have troen på, at man kan komme videre søndag.

Et spørgsmål om principper

Parterne kan ikke uddybe, hvorfor de ikke kan blive enige grundet tavshedspligten, men det er stadig de samme punkter det handler om. De efterhånden kendte tre knaster, løn, spisepause og det som KLs Michael Ziegler kalder nogle principper omkring lærernes arbejdstidsregler.

Også Anders Bondo Christensen konkluderer, at man ikke er kommet i mål med nogle af punkterne endnu

- Det her handler om nogle principielle ting, og det er måske også det, der gør det svært. For os er det helt afgørende, at de offentlige lønninger følger med de private lønninger, siger han og uddyber, at det med, om lønningerne skal følge med det private arbejdsmarked, det er et område, der er meget svært at give sig på.

Forhandlingerne fortsætter på regionernes område torsdag i forligsinstitutionen.