Samfund

Forældre trodsede anbefalinger og lod konfirmand drikke alkohol: - Det er bedre at kridte en spillebane op

Ulla Olschansky og Tanya Vorm ville køre alkoholforbud over for deres søn, Isak. Men op til hans konfirmation fik de et chok, der gav dem nye tanker.

Isak Vorm Olschansky havde ikke været konfirmeret i mange minutter, før han fik sin første genstand indenbords. Det skete i ren eufori, lige da han og kammeraterne var kommet ud af kirken.

Her fik den 14-årige konfirmand en minichampagne i hånden - flasken var en gave, der fulgte med den veteranbil, som skulle transportere ham videre til konfirmationsfesten.

Og den var tom, før hans forældre nåede at komme med en indvending.

En rød rose i den ene hånd, champagne i den anden. Isak Vorm Olschansky fejrer, at han er blevet konfirmeret.

Konfirmationen blev første gang

Champagnen blev den første ud af de i alt tre genstande, som Isak havde fået lov til at drikke på sin konfirmationsdag. Det var en klar aftale, han havde lavet med sine mødre nogle måneder forinden.

- Det var den dag, jeg fik lov til at drikke for første gang. Det var virkelig stort, forklarer den i dag 15-årige Isak Vorm Olschansky, der medvirker i dokumentarprogrammet ’Mit livs konfirmation’, som vises tirsdag aften på TV 2.

Må konfirmanden drikke alkohol i løbet af en konfirmationsfest?

63 % svarer, at det er ok, konfirmanden drikker et enkelt glas eller to.

24 % svarer, at konfirmanden bør slet ikke drikke alkohol til sin fest.

11 % svarer, at det er ok, hvis konfirmanden drikker og bliver en smule beruset.

2 % svarer, det er ok, hvis konfirmanden drikker sig fuld.

1 % svarer ved ikke. 

Kilde: Megafon for TV 2, 2016

Og en Megafon-måling foretaget for TV 2 i 2016 viser, at familien fra Helsingør ikke er de eneste, der synes, det er okay, at konfirmanden drikker alkohol på den store dag.

Tre ud af fire mener faktisk, det er i orden, at konfirmanden får alkohol til konfirmationsfesten.

Følte sig mere voksen

Isak Vorm Olschansky understreger, at konfirmationen for ham ikke handlede om alkoholen, men alligevel betød det meget for ham, at han kunne få et par genstande sammen med nogle af vennerne, som også var med til festen og havde fået lov til at drikke.

- Man træder ind i en ny periode af sit liv, og jeg følte, jeg blev mere voksen. Det er også meget det, konfirmationen handler om. Så jeg synes, det var meget naturligt, at jeg også fik lov til ”en voksenting”, og oven i købet på en måde, hvor man overholder en aftale om det. Det føltes rigtigt, siger han.

Derudover påpeger Isak Vorm Olschansky, at det for ham også handlede om at være en del af den festlige tradition omkring konfirmationen.

Afstemning

Havde du lyst til at drikke alkohol til din konfirmation?

Behov for en spillebane

Isaks forældre havde ellers været enige om at køre totalforbud mod alkohol, indtil deres søn blev ældre. Men to måneder før konfirmationen fik de sig et chok, der fik dem på andre tanker.

Isak havde bag deres ryg taget toget fra Helsingør til København med nogle venner for at feste på en natklub. Han kom aldrig ind, men dagen efter måtte sønnen sande, at hans hemmelige afstikker var blevet opdaget. Det førte til en lang snak i køkkenet, hvor der blev talt og tudet.

- Vi troede, Isak lå og sov hjemme hos en ven, så vi var rigtig forskrækkede. Og han sagde: ”Jeg kunne jo ikke spørge jer eller sige det, fordi jeg var sikker på at få nej”, forklarer Ulla Olschansky.

- Sådan skal det heller ikke være. Så er det jo bedre med åbenheden, tilføjer hun.

Derfor blev de tre enige om, at det var bedre at lave klare regler for sønnens alkoholdebut. Faktisk skrev de dem ned i en kontrakt, som den dag i dag stadig hænger på indersiden af køkkenskabet.

Han er så ekstrovert, har så mange venner og vil gerne en masse, så måske skulle vi hellere kridte en spillebane op for ham sammen

Tanya Vorm om sin søn, Isak

For Tanya Vorm var den snak i køkkenet, der førte til kontrakten, et ”klarsyn”:

- Selvfølgelig skulle vi ikke køre forbud over for Isak. Han er så ekstrovert, har så mange venner og vil gerne en masse, så måske skulle vi hellere kridte en spillebane op for ham sammen, forklarer hun.

Ulla Olschansky (t.v.) og Tanya Vorm gik fra hinanden, da sønnen Isak var helt lille. De har alle tre et godt forhold til hinanden i dag.

Ingen grund til at fremskynde alkoholdebut

Det er ellers stik imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger, at unge får deres alkoholdebut allerede til konfirmationen. Her lyder det, at børn under 16 år slet ikke bør drikke alkohol.

- Vi ved, at unges hjerner er meget sensitive over for alkohol, fordi hjernen stadig er under udvikling. Så jo længere vi kan udskyde alkoholdebuten, jo bedre er det, forklarer Stine Flod Storgaard, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Hun bakkes op af Lars Theilgaard, der er pædagogisk konsulent i børne- og ungeforvaltningen i Københavns Kommune. Han er ansvarlig for tilbuddet ’En teenager i familien’, der er rettet til kommunens skoler.

Her kan forældre med børn i 7. og 8. klasse få råd til, hvordan de bedst håndterer, at deres børn begynder at vise interesse for alkohol. 

- Som udgangspunkt er vores bedste råd til forældrene, at når vi nu har en lov, der siger, at de unge ikke må købe alkohol, før de er 16, så er der ingen grund til at give dem lov til at drikke, før de er 16, siger han.

Afstemning

Drak du alkohol til din konfirmation?

Aftaler er vejen frem

Dog er både Stine Flod Storgaard og Lars Theilgaard enige om, at det – uanset om der er tale om et forbud eller et begrænset antal genstande – er vigtigt, at forældre laver aftaler om alkohol med deres teenager.

For typisk vil unge overskride grænserne, men har de en aftale med deres forældre, bliver adfærden ikke ekstrem.

De unge mennesker vil rigtig gerne have nogle rammer, og de vil rigtig gerne lytte til deres forældre

Stine Flod Storgaard, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen

- Hvis de unge har haft en god dialog med deres forældre, så tager de måske én øl, men så heller ikke mere, siger Lars Theilgaard.

- Når alt kommer til alt, er det jo forældrene, der sætter rammerne, og de unge mennesker vil rigtig gerne have nogle rammer, og de vil rigtig gerne lytte til deres forældre, lyder det fra Stine Flod Storgaard.

Isak Vorm Olschansky var aldrig i tvivl om, at han ville konfirmeres. Han er gennem hele sin barndom kommet meget i kirken med sin mormor og er enig i mange af kristendommens budskaber.

Mere tryghed til alle

Isak Vorm Olschansky har siden konfirmationen haft en aftale med sine mødre om, hvor meget han må drikke, hver gang han tager til fest.

Og der er kæmpe forskel fra dengang, han sneg sig til fest, uden at de vidste noget om det.

- Nu føler jeg mig lettet hele tiden og skal ikke have dårlig samvittighed, for jeg er ikke sådan en, der svigter mine forældre – og det var meget ubehageligt, at de pludselig ikke kunne stole på mig.

Også Ulla Olschansky og Tanya Vorm er enige om, at deres aftaler med Isak fungerer meget bedre for dem end en nulpolitik over for alkohol.

- Det ville bare skabe tillidsbrud, siger Tanya Vorm og fortsætter:

- Kontrakten har givet mig mere tryghed, fordi jeg ved, at hvis der er noget, så tør han sige det til os. Det må i virkeligheden være det, der er vigtigst.

Afstemning

Er det i orden, at konfirmander drikker alkohol på deres store dag?

Anden og sidste del af 'Mit livs konfirmation' sendes på TV 2 tirsdag den 17. april klokken 20.50.