Samfund

Mange trafikulykker i snevejret - én person i kritisk tilstand

Landevej på Falster var i flere timer spærret i begge retninger efter en alvorlig ulykke i det glatte føre.

En person er i kritisk tilstand efter en trafikulykke ved Gedser.

Det oplyser Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi til TV 2. Politiet oplyste tidligere til TV 2, at vedkommende var omkommet, men det viste sig ikke at være korrekt. 

På grund af snevejret mistede bilisten herredømmet over sin personbil og gled over i modsatte vejbane og direkte ind i en sneplov. E55 Gedser Landevej var torsdag formiddag spærret i begge retninger, men er nu åben for trafik igen.

Hos Vejdirektoratet er meldingen klar: Bilister skal passe særligt på.

Ifølge Mette Nedergaard, vagthavende hos Vejdirektoratet, kan den store mængde sne i den sydlige del af landet være til stor fare for trafikanterne.

- Der er stor risiko for, at der sker uheld på vejene, hvis ikke man er ekstra opmærksom, siger hun til TV 2.

Falck fortæller til TV 2, at man i alt er rykket ud 62 gange i dag, hvoraf cirka en fjerdedel af udrykningerne har været til deciderede ulykker.

Ifølge Mette Nedergaard, vagthavende hos Vejdirektoratet, kan den store mængde sne i den sydlige del af landet være til stor fare for trafikanterne. Video: Jane Bruun Elkjær

Snevejr skyld i alvorlig personskade

På landevejen bevægede TV 2s journalist Lennart Sten sig torsdag morgen fra den nordlige del af Nykøbing og i retning af Gedser, som er Danmarks sydligste punkt.

- Vi kører omkring 40 kilometer i timen, siger han og forklarer, at landevejene ikke tillader mere på grund af mængden af sne.

- Vi kører på isglatte veje. Det er sammenpresset sne, der er smeltet og derefter frosset. Der er pivglat.

- Det her er ikke nogen snestorm, men det er stadigvæk et omfattende snevejr, som har fat i den sydlige del af Danmark. Når det gør det den 29. marts, er det noget, vi kan betegne som usædvanligt, siger TV 2s meteorolog Anders Brandt. Video: Jane Bruun Elkjær

Ifølge TV 2s meteorolog Anders Brandt skal vi en del år tilbage for at finde et snevejr, som vi har nu. Nærmere bestemt den 29. marts 1985.

Dengang rullede en snestorm ind over landet og efterlod Danmark klædt i hvidt på den kølig forårsdag. 

I dag kan mange danskere i den sydlige del stå op til mellem 5 og 10 centimeter sne, og det er ikke hverdagskost i denne tid på året, forklarer Anders Brandt:

- Det her er ikke nogen snestorm, men det er stadigvæk et omfattende snevejr, som har fat i den sydlige del af Danmark. Når det gør det den 29. marts, er det noget, vi kan betegne som usædvanligt.

I den sydlige del af Danmark er der faldet mellem 5 til 10 centimeter sne.

Sænk farten, når du kører i snevejr

Hos Vejdirektoratet er der ikke meldinger om andre ulykker på grund af vejret, men vagthavende Mette Nedergaard opfordrer bilister til at tage af sted i god tid.

- Husk at køre i god tid og tag farten af, så vi ikke får de her uheld, siger hun.

Vejdirektoratet forventer, at påsketrafikken begynder omkring klokken 10, hvor flere biler med al sandsynlighed vil være at finde på vejene.

Du kan følge, hvordan vejret fortsætter resten af dagen her.