Samfund

Trumps handelskrig kan allerede nu mærkes i Danmark

Verden ruster sig til en handelskrig. Og Danmark går ikke fri.

Handelskrigen mellem klodens to største økonomier er nu i gang. Og det kan allerede nu mærkes verden over.

Tidligt i morges trådte USA's nye told på stål og aluminium i kraft, og det er ikke gået det danske aktiemarked ram forbi.

Fredag morgen er det danske C25-indeks faldet med godt én procent fem minutter efter børsåbningen.

- Usikkerheden om, hvor hårdt tolden rammer, skaber en rygradsreaktion i markedet. Derfor falder indekset en smule her fra morgenstunden, fortæller investeringsstrateg i Nordea Philip Jagd til TV 2 og fortsætter:

- Efter min erfaring vil tingene gå over med tiden. Men det kræver, at vi får mere vished om, præcist hvor afgifterne rammer.

Påvirkning i øst og vest

Også de amerikanske aktier med Dow Jones-indekset i spidsen faldt skarpt i aftes over udsigterne til handelskrig. Og uroen har bredt sig, i takt med at aktiemarkeder i Østen er åbnet fredag. Japan er nede med fire-fem procent, og Hong Kong-aktierne har også kurs nedad.

Samtidig optrappes handelsstriden mellem Kina og USA.

Kina truer nu med told på amerikansk svinekød, stålrør og vin for 18 milliarder kroner. Til gengæld har Donald Trump truet Kina med yderligere told og afgifter på kinesiske varer på omkring 360 milliarder kroner.

Det sker som svar på manglende beskyttelse af patenter og andre intellektuelle rettigheder, som han mener, Kina misbruger. Trump mener nemlig, at USA taber store beløb ved at handle med kineserne.

Handelskrig løser ikke udfordringer

Og ifølge chefstrateg i investeringshuset Carnegie Henrik Drusebjerg er det svært at gennemskue præcis, hvad amerikanerne vil.

For selvom USA's nye told er tiltænkt at ramme Kina, kan det ende med at give bagslag.

- Man er kommet med beløb og intentioner, men man har endnu ikke udtalt sig konkret om, hvilke varer fra Kina til USA man vil ramme. Indtil videre kan vi læse, at det overvejende er inden for teknologi. Men rigtig mange af teknologiprodukterne laves ikke bare i Kina. De færdiglaves i andre lande - i nogle tilfælde i USA. Så det kan være, man rammer egne virksomheder, siger Henrik Drusebjerg.

Heller ikke USA-analytiker Mirco Reimer-Elster spår Donald Trumps handelskrig gode udsigter, omend han giver Trump ret i, at kinesiske virksomheder delvist underminerer den globale frihandel ved hjælp af statsstøtte, kritisabel forretningspraksis og udnyttelse og overtrædelse af internationale handelsregler.

- Men desværre løser Trumps protektionisme ingen af disse udfordringer. Dertil ville en bred global – og minimum transatlantisk – front mod kineserne være nødvendig. Det er der ikke udsigt til, så længe Trump og europæerne selv er på tærsklen af en handelskrig. Endvidere afhjælper Trumps protektionisme ikke problemets kerne, som er automatisering, mens den samtidig kommer til at ramme langt færre amerikanske arbejdere, end den beskytter, lyder det fra USA-analytikeren.

Kan koste danske arbejdspladser

Henrik Drusebjerg er ikke i tvivl om, at en handelskrig mellem de to stormagter kommer til at påvirke hele verden - også Danmark. Det er blot et spørgsmål om tid.

- Det er verdens to største økonomier. Når der er samhandel mellem dem, så er der samhandel mellem resten af verden også. Øget aktivitet dér er øget aktivitet i resten af verden. Får det her lov at udvikle sig, så går der ikke lang tid, før det også koster danske arbejdspladser og vækst i Danmark, vurderer han.

Seniorkonsulent hos Dansk Industri Peter Bay Kirkegaard påpeger, at danske rederier, som fragter varer fra Kina til USA, først og fremmest kommer til at mærke handelskrigen, idet efterspørgslen og behovet for at fragte varer falder.

- Danske virksomheder producerer varer i Kina, hvorpå der står "Made in China". De varer ryger rundt omkring i hele verden, blandt andet til USA. Så de vil også blive påvirket, siger Peter Bay Kirkegaard.

Ingen vinder på det

Den kinesiske ambassadør i USA, Cui Tiankai, har været ude og advare om, at en handelskrig kan få omfattende konsekvenser for alle.

- Det giver ingen mening, hverken økonomisk eller politisk. I sidste ende vil alle tage skade. Det vil helt sikkert gribe ind i livet hos den amerikanske middelklasse. Det indvirker på amerikanske virksomheders regnskaber.

- Det påvirker finansmarkedernes indekstal. Det underminerer folks tillid til de langsigtede økonomiske udsigter. Der er næppe nogen, der vinder på det, lyder det fra den kinesiske ambassadør.

Eskaleringen er farlig

Nordeas chefanalytiker for Kina og Asien, Amy Zhuang, påpeger, at tolden indtil videre ikke gør et afgørende indhug i Kina.

- Det udgør knap tre procent af den samlede kinesiske eksport. Så det er minimalt, hvordan det kommer til at gøre ondt på den kinesiske økonomi. Det er mere den forventede eskalering, der kommer fra Trump, der kan føre til noget, der er meget farligt, forklarer hun og fortsætter:

- Kineserne har vist en meget diplomatisk, men samtidig håndfast attitude. De har sagt, at de ikke er interesserede i at starte en handelskrig, men på den anden side er de heller ikke bange for at gå ind i en handelskrig, hvis USA tvinger dem til det.