Samfund

Flov Medina droppet af Folkekirkens Nødhjælp

Medina har undskyldt sin opførsel over for sine Facebook-fans, men Folkekirkens Nødhjælp har droppet hende som ambassadør.  Torben Christensen / Scanpix Denmark

Det sker, efter sangerinden er blevet dømt for sprit- og narkokørsel.

- Som de fleste af jer nok ved, har jeg netop fået en dom for at have kørt bil i påvirket tilstand. Jeg angrer dybt og er flov over min handling og den situation, jeg har bragt mig selv og andre mennesker i. 

Sådan skriver Medina i et Facebook-opslag, efter at Retten i Helsingør fredag har slået fast, at hun skal betale 43.000 kroner i bøde for at have kørt bil med både alkohol og kokain i blodet sidste år.

I opslaget undskylder sangerinden også over for sine fans.

- Til alle jer jeg har skuffet: I har min uforbeholdne undskyldning. Jeg kan kun ydmygt håbe, at jeg fortsat kan få lov at inspirere jer med de ting, jeg finder vigtige i verden. 

Som de fleste af jer nok ved, har jeg netop fået en dom for at have kørt bil i påvirket tilstand. Jeg angrer dybt og er...

Posted by Medina on Friday, March 23, 2018

Men det får hun ikke lov til, hvis det står til Folkekirkens Nødhjælp, som hun har haft et samarbejde med de seneste to et halvt år.

Kan ikke være rollemodel

I en pressemeddelelse skriver organisationen, at de som følge af dommen stopper samarbejdet med Medina, der siden 2015 har hjulpet dem med at skabe opmærksomhed om mennesker på flugt.

- Medina har haft en særlig rolle i forhold til at engagere de yngre generationer i vores arbejde med flygtninge, og når man skal fungere som rollemodel for unge, så går det ikke at være dømt for at køre bil påvirket af alkohol og stoffer. Derfor er vi ikke i tvivl om, at samarbejdet må slutte, selv om det på mange måder er ærgerligt, siger kampagnechef i Folkekirkens Nødhjælp Mulle Juul Korsholm.

Medina på besøg i et modtagelsescenter i Kenya - mens hun stadig var ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp.

Hun understreger, at Medina ikke har modtaget betaling for sit arbejde for organisationen, men at de alligevel har vurderet, at det har været nødvendigt at droppe samarbejdet, da Folkekirkens Nødhjælps frivillige skal værne om organisationens omdømme.

Den 35-årige popstjerne har udover bøden fået frakendt sit kørekort i tre et halvt år. Hun havde en promille på 1,13 og kokain i blodet.