Samfund

Danskerne: Mænd kan vente længere med at få børn

Markant flere mener, at mænd har længere tid at løbe på end kvinder, når det kommer til, hvornår danskerne bør få deres første barn.

Mænd i Danmark har længere tid at løbe på, når de skal have børn end kvinderne. Det svarer danskerne i en ny måling, Megafon har lavet for TV 2.

Især kvinderne mener, at mændene ideelt set bør vente med at få det første barn, til de er kommet op i 30’erne. 41 procent af kvinderne svarer, at mændene bør få det første barn i 30’erne, mens kun 30 procent af mændene svarer det samme.

Danskerne: På disse tidspunkter skal mænd have børn

  • 55 procent svarer, at det er ideelt for mænd at få det første barn, når de er fra 18 til 29 år.
  • 36 procent svarer, at mænd ideelt set bør få deres første barn i 30’erne.
  • 42 procent svarer, at mænd skal have deres sidste barn i 30’erne.
  • 41 procent svarer, at mænd skal have deres sidste barn i 40’erne.
  • 3 procent svarer, at mænd skal have deres sidste barn i 50’erne.

Kilde: Megafon-undersøgelse for TV 2

- Mange synes, at mændene har løbet hornene af sig på det tidspunkt, og at de så er mere klar til at stifte familie - det er vel det, folk tænker. Jeg synes ikke, det er rigtigt, for det er stadig fornuftigt for mænd at få børn i 20’erne, for at de kan nå at få de børn, de gerne vil have, siger professor ved fertilitetsklinikken ved Rigshospitalet og Københavns Universitet Anja Pinborg.

Kun 11 procent af de adspurgte mener, at kvinder skal vente med at få deres første barn i 30'erne, mens 80 procent peger på, at kvinder ideelt set skal få det første i 20'erne.

Danskerne: På dette tidspunkt skal kvinder have børn

  • 80 procent svarer, at kvinder ideelt set bør få deres første barn fra de er 18 til 29 år.
  • 11 procent svarer, at kvinder ideelt set bør få deres første barn fra de er i 30’erne.
  • 69 procent svarer, at kvinder skal have deres sidste barn i 30’erne.
  • 18 procent svarer, at kvinder skal have deres sidste barn i 40’erne.
  • 0 procent svarer, at kvinder skal have deres sidste barn i 50’erne.

Megafon-undersøgelse lavet for TV 2

- Biologisk set er det rigtigt, at mænd har længere tid end kvinderne, eftersom mænds sædkvalitet typisk først begynder at falde i 40’erne, siger Anja Pinborg.

Afstemning

Hvornår skal mænd ideelt set få deres første barn?

Chefpsykolog: Kvinderne synes, mændene er umodne

Chefpsykolog ved Rigshospitalet og ekspert i mænds sundhed Svend Aage Madsen er enig i, at en del kvinder ikke finder mændenes udstråling moden nok i 20’erne.

Ældste og yngste forældre

  • De ældste førstegangsfødende kvinder findes i Dragør Kommune med 33,7 år
  • De ældste mænd, der får første barn er ligeledes i Dragør Kommune med en alder på 36,2
  • De yngste førstegangsfødende i landet findes i Skive og Struer, hvor kvinderne i gennemsnit er 27,2 år, når de får deres første barn.
  • Morsø Kommune har landets yngste førstegangsfædre med et gennemsnit på 29,2 år.

Kilde: Danmarks Statistik

- Mange kvinder synes ikke, at de finder en mand, der virker ansvarsfuld og moden. Det er et meget stort problem i de her år, hvor rigtig mange mænd lever som singler. De har svært ved at finde kvinder, der er interesserede i dem, fordi de ikke udstråler modenhed, siger chefpsykolog ved Rigshospitalet og ekspert i mænds sundhed Svend Aage Madsen.

Professor: Mindre chance for at se børnebørnene

Men det er vigtigt at komme i gang med at få børn i god tid, hvis man gerne vil have flere børn, også for mændene, mener professor Anja Pinborg. Hun peger ligeledes på det, ifølge hende, lidt oversete aspekt, at hvis man får børn sent, er der mindre risiko for, at du ser dine børnebørn, eller at du er frisk, når de kommer.

- Hvis man vil være frisk, når børnebørnene kommer, skal man også tænke på at få børn i god tid. Det betyder faktisk noget i en familie, at der er nogen, der kan hjælpe til. Familien er mere sårbar, og hele familiedannelsesmønsteret bliver lidt mærkeligt, hvis vi alle sammen venter med at få børn, til vi bliver 40 år, siger Anja Pinborg og uddyber:

- Så bliver det nogle anderledes familier, hvor bedsteforældrene også er rigtig gamle. Det vil ændre vores familiemønstre en del. Det er meget skrøbeligt at have meget gamle forældre, for så kommer der et tidspunkt, hvor man risikerer både at skulle tage sig af sine børn og sine forældre, fordi forældrene begynder at få demens og hjertekarsygdomme. Man bliver både støtteperson, når man skal til undersøgelse med sin far eller mor, mens man står med et blebarn derhjemme.

Afstemning

Hvornår skal kvinder ideelt set få deres første barn?

Danskerne: Kvinder skal få første barn i 20'erne

Når det angår kvinderne, forholder det sig anderledes med danskernes synspunkter.

Forældres alder i 2017 i Danmark

  • Gennemsnitsalder for kvinder, når de får første barn: 29,6 år
  • Gennemsnitsalder for samtlige fødende kvinder: 30,8 år
  • Gennemsnitsalder for mænd, når de får første barn: 31,2 år
  • Gennemsnitsalder for samtlige mænd, når de får børn: 33,3 år

Kilde: Danmarks Statistik

Med gennemsnitlige 29,2 år har de danske kvinder aldrig været ældre, når de får det første barn. Samtidig får flere kvinder over 40 år børn i dag end tidligere. Kvinderne skal dog se at få deres første barn, inden de fylder 30 år, mener 80 procent af de adspurgte.

- Fertiliteten er højest, når kvinder er fra 20 til 25 år, derefter falder den støt og roligt, og den falder rigtig meget fra 35 år, så hvis man gerne vil have børn, er det meget fornuftigt at gå i gang i 20’erne, siger Anja Pinborg.

Hun peger på, at der også er større risiko for at abortere i slutningen af 30’erne.

- For mange i 30’erne bliver det et kapløb med tiden. Så kommer der en abort, og pludselig er man 39 år, inden man har set sig om. Hvis man har fået sig nogle børn i slutningen af 20’erne eller starten af 30’erne, er der mere ro på, siger hun.