Det er ikke kun Facebook - næsten alle apps holder øje med dig
Har du været hos slagteren, på værtshuset eller en tur for meget hos elskerinden, ved din telefon det højst sandsynligt.
"Lokalitetstjenester".
Det ligger i ordet tjeneste, at din smartphone yder en service for dig, når den holder øje med, hvor du er.
For det gør telefonen højst sandsynligt, hvis ikke du har slået lokalitetstjenester fra.
Dermed kan telefonen fortælle om gode restauranter i nærheden, hvordan vejret er eller regne ud, at du er i lufthavnen, når du gerne vil fortælle omverdenen, at du er på vej på ferie.
Men efter det i går blev afsløret, at et analyse-bureau har stjålet data om 50 millioner amerikanske vælgere via deres Facebook-profiler, er debatten blusset op om, hvilke digitale spor vi efterlader os.
Derfor har flere valgt at forlade Facebook i protest mod, at deres data lander i de forkerte hænder under hashtagget #deletefacebook.
Det er dog langt fra kun Facebook, der suger information om, hvor du befinder dig. Det gør adskillige af de apps, du har downloadet. Og du har selv accepteret det.
- De ved næsten alt
Keld Norman er it-sikkerhedskonsulent i Dubex, og ifølge ham ved "danskerne generelt ikke noget som helst om de misbrug af metadata, der finder sted".
- Google, Apple og Facebook indsamler så mange data, som de overhovedet kan. De ved, hvornår du står op om morgenen, når du tager din telefon for at tjekke din mail.
- Når du tjekker vejret, ved telefonen, hvor du er, da du afgiver gps-positionen fra din telefon. Går du rundt i dit hus, er der en tilt-censor i telefonen, der registrerer, om du er gået op eller ned ad trapperne. De ved næsten alt, hvad vi foretager os.
Keld Norman understreger, at det også har sine fordele, når vi deler vores data:
- Når vi har en aftale i kalenderen, aflæser Google adressen. Så skal du måske kun skrive de første bogstaver i adressefeltet, og så regner telefonen resten ud. Det er vi glade for.
Han suppleres af chefredaktør på gadgetmagasinet Input Torben Vognsen.
Ifølge ham gør mobilens viden om dig i 99 procent af tilfældene hverdagen lettere:
- Det er let at slå lokalitetstjenesterne fra, men rigtig mange tjenester vil miste meget af deres funktionalitet. Fra vejrudsigten, der ikke vil kunne give dig info om temperatur eller regn, til Tinder, der ikke vil kunne finde dine potentielle partnere i nærheden.
På kompromis med privatlivet
Der er altså fordele ved at give sine oplysninger - eller metadata - til apps og virksomheder som Google, Facebook og Apple.
Forskellen på hvordan informationerne anvendes, er dog klar.
- Just Eat tjener penge på at sælge og levere pizza, og de er i udgangspunktet ikke interesseret i mere viden om dig. Facebook er værre, på den måde at dine informationer for dem er en handelsvare. De tjener penge på at videreformidle information om dig til en tredjepart, der kan målrette sine reklamer, siger Torben Vognsen.
Ifølge Keld Norman må man forholde sig til, hvor meget af privatlivet man vil lægge åbent frem.
- Man siger, at hvis noget er gratis, så er det fordi, du er produktet.
- Er vi blevet en råvare for de her virksomheder?
- Ja, det er os, der har pengene og tjener pengene. Vi køber det, vi ser. Det kan man manipulere med ved at vise os de ting, man gerne vil sælge os, siger Keld Norman.
Vil du være sikker på, at du ikke bliver læst over skulderen, når du skriver med venner, kolleger og kæresten? Så følger her en liste over nogle apps, og hvordan de beskytter dine samtaler.