Samfund

Museer truet af massiv skimmelsvamp

Flere museer slås med fugt og skimmelsvamp, men de skal ikke regne med ekstra penge fra kulturministeren.

Museer landet over kæmper med at holde skimmelsvamp og fugt væk fra kulturarven.

Det skriver dr.dk.

De senere års klimaforandringer har budt på et mere vådt og fugtigt klima, og det truer museernes samlinger.

Massiv skimmelvækst

Camilla Jul Bastholm, der er konservator med speciale i skimmelsvamp, har undersøgt forholdene på en lang række danske museer.

I de seneste tre år har hun konstateret massiv skimmelvækst i 118 magasinlokaler.

- Det er et omfattende problem, som fylder meget på museerne, siger hun.

Eksempelvis er Roskilde Museum ramt af omfattende angreb af skimmelsvamp.

Det har ramt op mod 70.000 af museets genstande, som nu er i fare for at blive nedbrudt.

Ansatte må bruge sikkerhedsudstyr

Museets ansatte er nødt til at iføre sig sikkerhedsudstyr, når de bevæger sig ud på arkivet, som er angrebet af skimmelsvamp.

Roskilde Museum har søgt penge fra Slots- og Kulturstyrelsen for at få hjælp til at håndtere problemet.

Det er museet langtfra ene om.

Sidste år søgte 37 museer om penge til sikring eller gennemgang af deres samlinger, men kun lidt over halvdelen fik en del af de 6,8 millioner kroner, som er afsat til formålet.

Rigsrevisionen har to gange tidligere - i 2007 og 2014 - påpeget, at museerne og Kulturministeriet ikke gør nok for at sikre kulturarven.

Politikerne gør ikke nok

Hos brancheforeningen Danske Museer mener direktør Nils M. Jensen, at politikerne ikke har gjort nok for at løse problemet.

- Der er ingenting sket, siger han til dr.dk.

Museerne skal dog ikke regne med, at kulturminister Mette Bock (LA) er klar med en ekstra pose penge.

- Jeg bliver nødt til at gøre det klart, at der ikke kommer flere penge til museerne i de her år, siger hun til dr.dk.