Alkoholfrie alternativer til øl og vin hitter

Det er godt, at der kommer flere alternativer til alkoholiske drikke, mener en mand, som ikke har drukket i 20 år.

Hverken skummet eller smagen fejler noget, hvis man spøger pensionist Ove Munch-Ovesen. 

- Det ser jo smukt ud, udbryder den 65-årige mand, da den gyldne weissbier lander i glasset.

Men den store forskel på Ove Munch-Ovesens øl og en almindelig en af slagsen er, at hans er uden alkohol - og noget tyder på, at han ikke er alene om sin vurdering af det alkoholfrie alternativ.

Danskernes interesse for alkoholfrie drikkevarer er nemlig stigende, viser tal fra bryggerierne. 

Tredoblet salg på to år

Mellem 2014 og 2016 er salget af alkoholfri øl gået fra en million liter til tre millioner liter om året, viser de danske bryggeriers opgørelse.

Alkoholfrie øl er øl med en alkoholprocent på under 0,5. 

Udover øl bliver der også produceret alkoholfri vin, nogle typer spiritus, cider og en lang række andre drikke, som kan erstatte alkoholen, fortæller Tue Viby Langtofte, indehaver af webshoppen Alkoholfributik.dk.

For tre år siden begyndte han at sælge alkoholfrie drikke. En idé, der opstod helt spontant, da han oplevede, at der var et behov. 

- Det startede med, at jeg skulle køre hjem fra fest.

- Samtidig havde jeg noget familie, som på grund af medicin ikke kunne drikke alkohol, og derfor blev jeg nysgerrig, siger han.

Tue Viby Langtofte kan tilbyde mere end 50 forskellige typer øl. Blandt andet den type, som Ove Munch-Ovesen holder allermest af.

- Ens livskvalitet, når man spiser og nyder mad, den forhøjes, siger han om de mange muligheder, der gør, at han kan få smagen af de alkoholiske drikke, på trods af at han ikke har drukket det i 20 år.

Alkoholfri menu til maden

På de danske restauranter kan tendensen også ses.

Den karakteristiske lyse gyldne farve er den samme, men drikken i det højstilkede glas, som skal gå til desserten på gourmet-restauranten Mielcke og Hurtigkarl, er dog ikke hvidvin. Det er i stedet en særlig type oolong-te.

- Lige nu bliver den serveret med æbler bagt i karamel, siger restaurantschef Thomas Amir Korby.

De har en lang række gærede teer af typen kombucha, som kan vælges i stedet for den klassiske vinmenu.

- Der er en superfed oplevelse, og så behøver man ikke at stå og være så ramt dagen derpå, siger han.

Stadig fordomme

Udviklingen glæder pensionist Ove Munch-Ovesen.

- Man oplever jo, at tjenerne serverer din juice med samme energi, som var det en Barolo, han serverede for min kone, siger han. 

Selvom salget stiger, mener webshop-indehaver Tue Viby Langtofte dog stadig, at der er en del mennesker, der skal overbevises.

- Vi støder stadig på mange fordomme. Og jeg forstår godt folk, hvis de har prøvet det, der var af alkoholfrie produkter for 5-10-20 år siden. Heldigvis udvikler verden sig, siger han.