Samfund

Udlejede sin bil til kvinde på Gomore i to dage - nu har den været væk i ugevis

Det er værd at overveje en ekstra gang, inden man udlejer sine ting via dele-tjenester som Gomore. Det lærte Jakob Kvorning på den hårde måde.

Da Jakob Kvorning afleverede nøglerne til sin blå Volkswagen Polo den 22. februar, regnede han med, at alt ville gå fint.  

Det virker til, at det er rigtig nemt at snyde

Jakob Kvorning, som udlejede sin bil via Gomore

Den 48-årige mand har før udlejet sin bil ud via Gomore - en såkaldt deleøkonomisk tjeneste, hvor private kan arrangere samkørsel, samt leje og udleje biler hinanden imellem. Ofte kan det gøres billigere end hos etablerede biludlejningsfirmaer.

Det er nu tre uger siden, at bilen burde have været tilbage i hans garage. Den kvinde, som efter sigende skulle en tur til Lalandia med sine børn i bilen, har nemlig ikke afleveret den tilbage.

- Det er virkelig langt ude, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at nogen kunne finde på det, siger han.

I de tre uger har Gomore forsøgt at hæve penge fra kvindens konto som kompensation til Jakob Kvorning, men det kan ikke lade sig gøre. Dermed er han havnet i et af de huller, der er, når man som privat udlejer sine ting. 

For ligeså smart og nemt deletjenesterne virker, ligeså usikkert er det, hvordan man som bruger er stillet, hvis uheldet er ude, mener forbrugerøkonom. 

Lejeren skiftede telefonnummer

For Jakob Kvorning startede miseren, da han efter de to dage, hans bil var lejet ud, fik en underlig besked fra lejeren.

- Hun skrev, at hun gerne ville beholde bilen to dage mere end aftalt, men at hun ikke havde adgang til en computer, hvor hun kunne betale, fortæller han.

Siden har lejeren skiftet telefonnummer, og det har kun sporadisk været muligt at få fat på hende. TV 2 har også været i kontakt med hende, men hun ønsker ikke at udtale sig om sagen.

- Noget af det sidste, hun skrev, var, at hun nok skulle passe på bilen, siger Jakob Kvorning og understreger, hvor bizar, han synes, hele sagen er.

Hvis det går godt, så er der penge i kassen, men hvis det går galt, så kan det gå rigtig galt

Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom ved Nordea

Gomore har nu overtaget kontakten og ansvaret for at få bilen tilbage. Samtidig hænger der en politianmeldelse over hovedet på kvinden. 

Men Jakob Kvorning har kun set en mindre del af de penge, lejeren skylder.

Gomore kan ikke trække penge

Ifølge Gomores retningslinjer skal bilen være forsvundet i 28 dage, før deres forsikring dækker tabet.

I mellemtiden har de mulighed for at trække gælden fra kvindens betalingskort, som er tilknyttet hendes profil på Gomore, men fordi der ikke er dækning på kortet, kan det ikke lade sig gøre. 

Jakob Kvorning, som nu har stået uden bil i over tre uger, frygter, at han kommer til at se langt efter pengene. 

- Det virker til, at det er rigtig nemt at snyde, siger han.

Dermed retter han sin kritik direkte mod Gomore, som formidlede kontakten til lejeren. For hvordan kan det lade sig gøre for en kvinde, der ikke har penge på sit kort, at leje en bil?, spørger han.  

En juridisk jungle

At det kan være svært at vide, hvordan man er stillet, når man benytter de deleøkonomiske tjenester og kommer i kontakt med uærlige brugere, medgiver forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen.

- Hvis det går godt, så er der penge i kassen for udlejerne, men hvis det går galt, så kan det gå rigtig galt. Man skal gøre sig selv den tjeneste at sætte sig grundigt ind i reglerne, siger hun om de mange dele-tjenester på det danske marked, der blandt andet også tæller Airbnb, hvor private udlejer deres bolig.

Man løber en mindre risiko som udlejer. Sådan er det

Matias Møl Dalsgaard, direktør i Gomore 

- Man er kun så godt dækket, som hjemmesidens betingelser foreskriver - og så er det op til den enkelte at vurdere, om de er rimelige eller ej, siger hun.

Sådan er Gomores regler, hvis en bil ikke afleveres

Når en bil har været bortkommen i 28 dage, så dækker Gomores forsikring bilens værdi, 5 procent dækker lejer (Dog mindst 10.000 kroner).

Gomore har mulighed for at trække penge fra lejerens kort, hvis bilen ikke afleveres rettidigt. Dette forudsætter, at der er dækning på kortet. Gomore dækker bøder og vejafgifter.

Hvis det ikke er muligt, så kan Gomore føre en inkasso-sag mod den dårlige betaler, dog tjekker Gomore ikke på forhånd, hvorvidt lejere er registreret som dårlige betalere i RKI-registret.

Kilde: Gomore

Med hensyn til Jakob Kvornings pointe om, at det er svært at vide, hvordan Gomore vurderer deres lejere, siger hun, at det er "en svaghed i deres system", at de godtager for usikre betalingsmidler og henviser til, at mange andre biludlejningsfirmaer kun accepterer kreditkort af samme grund. 

Fra Gomores side er det dog et meget bevidst valg, at det skal være så nemt som muligt for alle typer kunder.  

Gomore vil kunne leje ud til alle

Skrappe regler og for eksempel et depositum ved billeje ville meget hurtigt gå ud over kundegrundlaget, mener Gomore.

Gomore burde kræve et depositum på mininum 5000 kroner for at fjerne de brodne kar

Jakob Kvorning, som udlejede sin bil via Gomore

Især mange unge bruger debitkort, hvor der ikke kan trækkes flere penge, end der er på kortet. Dem vil direktør Matias Møl Dalsgaard ikke udelukke, og de er, som han siger, i de fleste tilfælde "gode brugere".

- Man løber en mindre risiko som udlejer. Sådan er det. Vi har en platform, som bygger på tillid og deleøkonomi, men der kan være besvær, hvis aftalerne ikke bliver overholdt, siger Matias Møl Dalsgaard til TV 2.

Til Jacob Kvornings sag siger de, at "der ikke er noget, der gør os mere kede af det", og at de vil føre en inkassosag mod lejeren, hvis ikke det er muligt at inddrive pengene på anden vis.

Få sager med snyd

TV 2 har været i kontakt med to andre udlejere, som har oplevet det samme som Jakob Kvorning, men forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsens erfaring er, at der heldigvis sjældent er problemer.

Det samme siger Matias Møl Dalsgaard.

Ud af de 50.000 udlejninger, der sker gennem tjenesten årligt, så er det under fem, der oplever, at en lejer beholder bilen, derfor er det for ham en afvejning af fordele og ulemper. Hvis Gomore skulle dække alle udeståender mellem udlejere og lejere, ville forsikringen blive for dyr.

- Vi driver en forretning, hvor det skal være favorabelt for kunderne. Det tror jeg ikke, de ville synes, hvis det pludselig blev meget dyrere, siger han.

Jakob Kvorning er ikke enig. Han synes, at Gomore burde kræve mere af de lejere, der godkendes på platformen.

- Gomore burde kræve et depositum på minimum 5000 kroner for at fjerne de brodne kar. Det ville sikkert også gøre, at færre ville leje biler, men det er okay, mener jeg, siger han.

Selvom Jakob Kvorning endnu ikke ved, hvad bilens skæbne er, eller hvor i verden den kører rundt, så regner han ikke med at se hverken den eller de penge, den kvindelige lejer skylder ham.

Fremover vil han ikke bruge Gomore med mindre han får en bil, som ikke er mange penge værd.