De misbrugte filmbørn

Anders Lund Madsen fortæller, at han blev befamlet af instruktør af børnefilm

Anders Lund Madsen fortæller, at han fik overskredet sine grænser af en af 70'ernes største filminstruktører. Nu står han og flere andre mænd frem.

Anders Lund Madsen var 14 år, da hans far satte ham af foran instruktør Lasse Nielsens lejlighed.

Den lille, mørkhårede dreng skulle på besøg for at blive interviewet om en rolle i en ny film - et tilbud, han for alt i verden ikke ville misse.

Allerede som 13-årig havde han stiftet bekendtskab med instruktøren, da han spillede en mindre rolle i filmen 'Du er ikke alene' fra 1978. Filmen havde fået kæmpe succes og havde cementeret Lasse Nielsens status som en af dansk films mest originale ungdomsfilmskabere. Og Anders Lund Madsen havde været vild med at spille med.

Anders Lund Madsen spillede drengen Tonny (tv.) i filmen 'Du er ikke alene'

Men dette møde skulle vise sig at efterlade ham med en helt anden oplevelse. 

Den i dag 54-årige journalist og radiovært er nemlig blandt seks mænd, som står frem med fortællinger om, hvordan filminstruktør Lasse Nielsen udsatte dem for seksuelle overgreb, da de var børn. De fortæller deres historie i TV 2's nye dokumentar 'De misbrugte filmbørn'.  

Dokumentarserien 'De misbrugte filmbørn' er produceret af TV 2 i samarbejde med Politiken og Impact. Den bliver sendt i to afsnit den 14. marts og 15. marts 2018 klokken 20 på TV 2. 

'Hvorfor gør du det?'

For en ung dreng var det en stor ære at få lov at være med i en film, så Anders Lund Madsen trådte ind ad døren med høje forventninger. 

Sådan har vi gjort: De misbrugte filmbørn

I dokumentarserien ’De misbrugte filmbørn’ står flere tidligere børneskuespillere frem med anklager om overgreb begået i forbindelse med filmproduktion i 1970’erne. Historierne er baseret på de medvirkendes egne oplevelser og fortællinger. I alt seks mænd siger, at de blev udsat for seksuelle overgreb af Lasse Nielsen eller forsøg på overgreb. Børnene var mellem 14 og 15 år, og ingen af dem gik efterfølgende til politiet med deres historier. Lasse Nielsen afviser at have haft sex med mindreårige.

- Det er svært at forestille sig i dag, hvor stort det var at komme med i en film. Det var ligesom at være i et virkelig mærkeligt eventyrland, siger han til TV 2. 

Den dag havde Lasse Nielsen lavet mad til dem, men det interview, som den håbefulde skuespiller ventede på, blev aldrig rigtig et interview, fortæller han. Mens de sad og talte sammen i sofaen, begyndte instruktøren nemlig at beføle drengen.

- Jeg spørger: "Hvorfor gør du det?", og så siger han, at det er vigtigt, at man ikke er nervøs overfor berøring, fordi der kommer en masse af sådan noget i filmen, siger Anders Lund Madsen, som var i syv sind.

Han var ikke i tvivl om, at han ikke brød sig om det, der skete, men han ville heller ikke miste chancen for at få en rolle i filmen.

Har medfølelse med de andre

Det, der skete hos Lasse Nielsen, nåede aldrig længere end befølingerne på drengens ryg, overkrop og hår. Anders Lund Madsen fortæller, at han på et tidspunkt sagde fra, og det sidste stykke tid i lejligheden blev så anspændt, at instruktøren "mistede interessen".

- Det er på alle måder grænseoverskridende, men jeg var heldig på den måde, at det ikke udviklede sig, siger han.

Anders Lund Madsen har før skrevet om sine oplevelser med Lasse Nielsen - blandt andet i 90'erne og i 2008 i forbindelse med 30-årsjubilæet for 'Du er ikke alene', men det er først nu, at flere af de andre mænd står frem.

Blandt andet fortæller barneskuespiller Karl Wagner, hvordan han over flere måneder blev udsat for det, han selv kalder groft seksuelt misbrug, dog uden penetration. Han har i flere år bebrejdet sig selv for ikke at sige fra.

- De drenge, der er med (i dokumentaren, red.), som nu er blevet til gamle mænd. Jeg tror, det er godt for dem at få lov at stå frem og sige, at det er forkert, siger Anders Lund Madsen.

TV 2 opsøgte Lasse Nielsen i Thailand. Han afviser at have forgrebet sig på nogle børn.

Instruktøren afviser anklagerne

TV 2 har i forbindelse med dokumentaren været i kontakt med Lasse Nielsen for at forholde ham til mændenes udsagn. Han bor i dag i Pattaya i Thailand, hvor han fortsat laver film med børn.

Han siger, at han ikke kan huske, hvad der skete i 70'erne, og afviser, at han har begået overgreb.  

Hvis du har brug for hjælp

Hvis du er voksen og selv har været udsat for et seksuelt overgreb som barn, kan du henvende dig til Center for Seksuelt Misbrugte, som har centre følgende steder:

  • København: Ring 29448866 (mandag kl. 13-15, tirsdag kl. 13-15 og torsdag kl. 10.30-12)
  • Odense: Ring 63110712 (mandag - fredag kl. 8.30 - 12)
  • Aarhus: Ring 20224580 (mandag, onsdag og torsdag kl. 10 - 12)

De giver behandling og rådgivning til voksne mennesker, der lider af senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.

Den reaktion ærgrer Anders Lund Madsen.

- Det er lidt sølle, siger han.

- Han skulle måske bare sige undskyld for det og lade det være ved det. Der bliver jo ikke nogen straffesag, fordi det er så forældet. Samtidig er der en stor og overbevisende mængde af indicier, så den mindste anstændighed ville fordre, at han ikke fremturede sådan.

Artiklen er skrevet i samarbejde med Sofie Synnøve Herschend og Peter Vesterlund, fotograf Jakob M. Knudsen, Politikens Frauke Giebner og Sandra Brovall samt Amalie Kønigsfeldt og Cecilie Frydenlund fra produktionsselskabet Impact.