Samfund

Unik vej skal opvarme en hel børnehave

Vejen indvies mandag og skal føre os frem mod en bæredygtig fremtid.

Børnene fra Børnehuset Lille Dalby øser vand på en vej i Hedensted.

Man skulle tro, at vejen blev fyldt med vandpytter, men nej - i stedet forsvinder vandet ned i asfalten.

- Det er en tryllevej, forklarer 6-årige Storm Thordal til TV 2.

Der er dog hverken tale om tryllerier eller magi. Vejen er derimod en såkaldt ”bæredygtig klimavej” og måler 50 meter på Dalbyvej i Hedensted Kommune. Det er den første af sin slags i verden. 

Programleder på VIA University College, Theis Raaschou Andersen, forklarer, hvordan klimavejen fungerer:

- Det specielle ved en klimavej er, at vandet siver igennem asfalten og ned i vejkassen, hvor vi kan opbevare rigtig meget vand, så vi undgår oversvømmelser fra kloaknettet. Endvidere har vi indlagt et jordvarmeanlæg med slanger, så vi kan trække energi ud af det her regnvand og jorden dernede.

Det forventes, at anlægget i Hedensted kan dække varmebehovet i den nærliggende børnehave, hvor man bruger 75.000 kilowattimer om året. Til sammenligning bruger en gennemsnitsfamilie på to voksne og to børn i et 150 kvadratmeter stort hus 4450 kilowattimer om året.

Se her en grafisk illustration af, hvordan verdens første bæredygtige klimavej, som er opført i Hedested, virker.

Åbner for spændende perspektiver

Lene Tingleff, formand for Teknisk Udvalg i Hedensted Kommune, forklarer, at den nye vandafledende klimavej åbner for mange spændende perspektiver.

- Vi kan forhåbentligt få lidt bedre styr på de stigende vandmængder, der generer os. Vi oplever, at det regner rigtig meget, og vi har udfordringer med at styre overfladevandet. Det kan både belaste vores kloaksystem, give problemer for trafikanterne på vejene og belaste vores vandløb. Så vi har mange udfordringer – også med oversvømmelser. Så det her er rigtig genialt. Vi ser spændende perspektiver i det, siger Lene Tingleff til TV 2.

Rambøll har i 15 år arbejdet med bæredygtig byplanlægning og klimatilpasning. Markedschef for Klimatilpasning, Jens Christian Riise, mener, at klimavejen i Hedensted er vejen frem.

Se her en grafisk illustration af, hvordan verdens første bæredygtige klimavej, som er opført i Hedested, virker.

Hjælper ændernes hus

- Vi synes, at det er en fantastisk innovativ løsning. Det er ikke første gang, at vi ser, at vi bruger asfalt, der kan transportere vandet ned i nogle kasser. Men det at man samtænker tingene, får skabt energi ud af regnvandet og får det brugt i nærheden, synes vi er vejen frem. For når vi ser de her øgede regnmængder, skal vi ikke bare se det som problemer, men også se mulighederne i den udvikling, lyder det fra Jens Christian Riise.

Spørger man børnehavebørnene, så er det en god ide med klimavejen - eller tryllevejen, som de kalder den.

 - I ved jo, at ænderne godt kan lide at være nede i dammen. Det er deres hus, så vi hjælper naturen. For der er ikke så meget vand tilbage, men nu kommer der jo vand ned til dem, fortæller 5-årige Christian Sand Skibssted.

I et andet klimaorienteret dansk projekt præsenterer Eurodan-huse i disse dage et helt nyt tag, der udelukkende er lavet af solceller. Det nye er, at solcellerne ikke bliver lagt i paneler ovenpå det eksisterende tag. Huset bliver simpelthen bygget med et tag lavet af solceller. Det skal blandt andet gøre solcelleløsningerne lækrere at se på.