Regionerne varsler lockout af op imod 70.000
Over halvdelen af de ansatte i regionerne risikerer at blive lockoutet fra den 10. april.
Regionerne følger nu staten og varsler lockout af op imod 70.000 regionalt ansatte.
Det oplyser Danske Regioner på sin hjemmeside. Lockoutvarslet kommer, efter de faglige organisationer har varslet strejke på en række områder.
- Lad mig sige klart, at vi stadig tror og håber på en forhandlingsløsning, så Danmark ikke kastes ud i en konflikt. Men i den nuværende situation er vi tvunget til at varsle lockout, siger Anders Kühnau, der er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, til hjemmesiden.
Tidligere onsdag varslede innovationsminister Sophie Løhde (V), der er statens chefforhandler, en omfattende lockout på hele statens område. Ifølge ministeren vil lockouten ramme 121.000 af de 180.000 statsansatte.
En lockout på regionernes område kan træde i kraft den 10. april. Det præcise omfang af lockouten er ikke endelig fastlagt, men regionerne skønner foreløbigt, at op imod 70.000 ansatte bliver berørt af en konflikt, det svarer til over halvdelen af de ansatte i regionerne.
Ifølge regionerne bliver de største sygehuse ramt bredt, hvis det kommer til konflikt. Sårbare patientgrupper er dog undtaget for lockout, det gælder blandt andet alle psykiatriske patienter. Kræftbehandlinger og andre akutte behandlinger er også undaget, ligesom et nødberedskab skal sikre, at patienter ikke udsættes for livsfare.
- Vi vil ikke lade hverken trafikofre eller kræftpatienter i stikken. Der vil være personale, der tager hånd om alvorligt syge og tilskadekomne. Det håber jeg, at de faglige organisationer er enige med os i, siger Anders Kühnau.
Danske Regioner har offentliggjort en foreløbig liste over hospitaler eller områder, der kan blive berørt af lockout:
- Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
- Herlev og Gentofte Hospital
- Rigshospitalet og Rigshospitalet Glostrup
- Sygehusenhed Midt
- Sygehusenhed Vest
- Regionshospitalet Horsens
- Regionshospitalet Randers
- Aarhus Universitetshospital
- Regionshospital Nordjylland
- Aalborg Universitetshospital
- Holbæk Sygehus
- Sjællands Universitetshospital - Køge
- Odense Universitetshospital
- Sygehus Sønderjylland – Sønderborg
- Friklinikken - Grindsted
- Sygehus Lillebælt – Middelfart
- Syddanske Vaskerier - Odense
- Alle regionshuse