Samfund

Erhvervslivet blomstrer i provinsen: - Det er svært at få øje på den udkant

Der er både fordele og udfordringer ved at placere sin virksomhed i Udkantsdanmark. Men en begrænsning er det ikke, mener en direktør i Præstø.

Ledigheden har ikke været så lav siden før finanskrisen. Og modsat tidligere er det særligt de provinsielle kommuner, som trækker gennemsnittet i den rigtige retning.

Derfor slår flere endnu engang på, at der ikke er nogen grund til at snakke om Udkantsdanmark eller ’Den rådne banan’.

En af de virksomheder, som trækker gennemsnittet op, er Palle Knudsens Kunstfabrik.

- Vi har vækstet rigtig meget i de sidste to år, fortæller administrerende direktør Peter Rosenkrands.

Virksomheden producerer slanger, rør og fladbånd, og så ligger den i Præstø på Sydsjælland. Og netop placeringen er noget af det, som Peter Rosenkrands er allermest begejstret for.

- En af de vigtigste ting er, at vi får enormt loyale medarbejdere. Vi har en gennemsnitlig anciennitet på syv år, fortæller han.

Udkantsområder har øget omsætning mest

En gennemgribende analyse, som Sydbank har lavet af industrivirksomheder i 2016, viser, at der er gevinster at hente i det såkaldte Udkantsdanmark.

Analysen viser blandt andet, at lønniveauet er knap så højt, som det er i og omkring de store byer, og at der samtidig er billigere husleje i provinsen.

Der er samtidig kigget på virksomhedernes omsætning efter finanskrisen. Og her er det udkantsområder som Vestjylland og Vest- og Sydsjælland, der har øget deres omsætning mest.

Analysen fra Sydbank viser desuden, at det er rigtig godt at drive industrivirksomhed i provinsen. Her er både billigere arbejdskraft og lavere jordpriser.

- Når vi kigger på dansk erhvervsliv, er det meget svært at få øje på den udkant, man ellers ofte hører omtalt i debatten, siger Søren Vestergaard Kristensen, der er makroøkonom i Sydbank.

I analysen svarer 75 procent af de mest indtjenende virksomheder desuden, at geografien ikke er afgørende for deres succes. Hvilket Palle Knudsens Kunstfabrik i Præstø kan nikke genkendende til.

Det er virksomheder i områder som Vestjylland og Vest- og Sydsjælland, der har øget deres omsætning mest efter finanskrisen.

Svært at finde medarbejdere – selvom der er nok at tage af

Men selvom der er mange fordele, så er der også udfordringer, fortæller administrerende direktør Peter Rosenkrands.

- Et af problemerne er, at det for øjeblikket kan være vanskeligt at skaffe medarbejdere, siger virksomhedsejeren.

Men det er lidt af et paradoks, for i området omkring Præstø er der flere arbejdsløse end i mange andre steder i landet.

I kommunen anerkender de, at de ikke har været gode nok til at gøre visse grupper af arbejdsløse klar til arbejdsmarkedet.

- Det handler om, at de ledige skal tage et arbejde, og hvis ikke vi har kunnet gøre dem klar, så har de ikke kunnet tage et arbejde, siger Mikael Smed (S), der er borgmester i Vordingborg Kommune.

- Det arbejder vi målrettet på i vores jobcentre og på vores uddannelsesinstitutioner, siger han.

- Ingen begrænsning i Udkantsdanmark

På Palle Knudsens Kunstfabrik sætter Peter Rosenkrands derfor pris på sine medarbejdere. Og de sætter pris på arbejdet – nu på 16. år.

- Der er næsten ikke to dage, der er ens. Det er spændende hver dag, siger Sanne Toftlund, der er koordinator i virksomheden.

Palle Knudsens Kunstfabrik havde i 2017 omsætningsrekord.

- Det er et bevis på, at det ikke er en begrænsning, når man ligger i Udkantsdanmark, siger Peter Rosenkrands.