Nu må Skat kigge med når der tilbydes rengøring eller børnepasning
Platforme, der tilbyder tjenester som rengøring og børnepasning, skal aflevere informationer til skattevæsnet.
Hidtil har det været hemmeligt for skat, hvad personer tjener på eksempelvis at udføre rengøring ved bestilling gennem en app på telefonen. Det bliver det ikke længere.
Skat har fået lov at kræve information fra fem såkaldte tjenesteplatforme.
En tjenesteplatform kan være en app på telefonen eller en hjemmeside, hvor man logger ind for at bestille og sælge eksempelvis en rengøring eller børnepasning for et beløb.
Hidtil har Skat ikke haft lov til at indkræve oplysninger af platformene, men det laver en kendelse om på.
Tilladelsen kommer fra Skatterådet, der dog ikke tillader, at det oplyses hvilke fem udbydere, kendelsen dækker over.
Oplysningerne stammer fra 2017 udelukkende. Skat får oplysninger om, hvem der har tjent hvor meget gennem de forskellige tjenesteplatforme. Det anslås at dreje sig om informationer på 10.000 personer.
- Vi vil jo helst, at borgerne selv indberetter deres indtægter - det er nemmest for alle, siger Søren Buus, der er underdirektør i Skat.
- Med de nye oplysninger får vi mulighed for at kontrollere de personer, der ikke får det gjort.
Derudover skal platformene oplyse, hvilket gebyr de har trukket på hvert salg, samt hvor mange gange en bruger har fået modtaget penge.
Personerne identificeres ved cpr- og eventuelt cvr-nummer.
I Skats pressemeddelelse fremhæves børnepasning, rengøring og "en ekstra hånd i haven" som ydelser, der nu skal kontrolleres.
En rapport udarbejder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FaOS) i september sidste år anslår, at omkring 40.000 personer har tjent penge på en arbejdsplatform.