Samfund

Lego lancerer sine første bæredygtige klodser

Kasserne med Lego bliver mere miljøvenlige i 2018. REUTERS/Jason Lee/File Photo Ritzau Scanpix

Legos grønne klodser vil fremover blive lavet af plastik, der er produceret af sukkerrør.

Allerede i 2018 vil bokse med legoklodser blive en smule mere miljøvenlige.

Den danske legetøjsgigant oplyser i en pressemeddelelse, at de har sat gang i produktionen af klodser, der er lavet af plantebaseret plastik – nærmere bestemt af sukkerrør.

I første omgang bliver det de blødeste klodser i Legos sortiment, såsom små træer, buske og blade, der fremover skal produceres af sukkerrør og ikke af olier, som det normalt har været tilfældet for de ikoniske legeklodser.

Et stort første skridt 

Den første miljøvenlige forvandling af firmaets klodser er, ifølge Lego selv, et stort skridt i den rigtige retning, da de har en erklæret ambition om at producere alle legoklodser og indpakninger af bæredygtigt materiale i 2030. 

- Vi er stolte af, at de første Lego-elementer lavet af bæredygtigt fremstillet plast er i produktion og vil være at finde i Lego-kasserne i år, lyder det fra Tim Brooks, der er vicedirektør og miljøansvarlig i Lego Koncernen. 

Og spørger man erhverskommentator Niels Lunde, der er chefredaktør på Børsen og forfatter til en bog om Lego, er det en "stor ting", at Lego lancerer sine første bæredygtige klodser. 

- Der er ikke tidligere blevet taget sådanne beslutninger i forhold til indhold af klodser, siger han til TV 2. 

Hele Lego bygger på den klods af plastik

Niels Lunde, Lego-ekspert og chefredaktør på Børsen

De bløde, botaniske Lego-elementer skal fremover laves af den mere fleksible plastik polyethylen, der, selvom den skal baseres på materiale fra sukkerrør, matcher plastikken i de traditionelle Lego-klodser både teknisk og sikkerhedsmæssigt.

Sikrer firmaets fremtid

Derudover har legetøjsvirksomheden ifølge Niels Lunde god grund til at gå i en mere bæredygtig retning. 

- Lego har i mange år haft fokus på, at der kan være en risiko for, at der sker en lovregulering, som kan ramme dem. Derfor vil de være så grønne som muligt, så de ikke risikerer at blive bremset i deres produktion i fremtiden, siger han og fortsætter:   

- Hele Lego bygger på den klods af plastik. Hvis der kom en sag, hvor et barn var kommet til skade, eller politikere beslutter at regulere loven, kan det true hele deres forretning. Derfor har de i mange år haft fokus på at ændre indholdet af klodsen. Det er med til at sikre deres fremtid, siger han.

Lego har tidligere søsat en række andre bæredygtige projekter. Blandt andet øremærkede firmaet i 2015 en milliard til at finde bæredygtige materialer, mens de også har investeret over seks milliarder danske kroner i to havvindmølleparker. 

Energiproduktion fra Legos investeringer i 2017 oversteg derfor energiforbruget på alle Lego-fabrikker, -butikker og -kontorer verden over.