Samfund

I dag åbner Danmarks første dukkebordel

Hverken Red Barnet eller Reden er afvisende over for, at et dukkebordel faktisk kan være en god idé.

I dag åbner Danmarks første sexdukke-bordel i Aarhus.

Sidste år åbnede et lignende sted i Barcelona. Det trak overskrifter i flere europæiske medier og blev betegnet som Europas første bordel med sexdukker. Også i Dortmund i Tyskland og i den franske hovedstad, Paris, findes der lignende bordeller.

På bordellet i Aarhus findes der fem dukker og fire forskellige rum, et lægeværelse, et klasselokale, en stue og et SM-rum, som kunderne kan boltre sig i.

Der findes fire forskellige værelser, man kan besøge på bordellet.

Red Barnet: Kan måske være en lettelse for folk med pædofile tendenser

På bordellet er de fem dukker mellem 148 og 158 centimeter høje. Ifølge EU's regler er kun dukker under 140 centimeter klassificeret som børnesexdukker, skriver TV 2 Østjylland.

Organisationen Red Barnet er dog ikke udelukkende skeptisk overfor konceptet.

- Det er svært at vide, om et sådant tilbud trækker i en positiv eller negativ retning. Enten får personen lettet trykket ved at få udlevet sin fantasi, så man ikke har lyst til at gøre skade på børn, eller også er det på et tidspunkt ikke tilstrækkeligt, så man vil opsøge børn, siger psykolog hos Red Barnet Kuno Sørensen til TV2 Østjylland.

Sexdukkerne varierer i højde og drøjde.

Ifølge ham er der ingen forskning, der peger hverken i den ene eller den anden retning.

- Så vi tror på, at det kan være en lettelse for en med de tendenser at have et sted, hvor man kan udleve seksualiteten, siger han.

Reden: Hellere dukker end mennesker

Heller ikke på værestedet Reden, der arbejder med tidligere og nuværende gadeprostituerede i Aarhus, er man afvisende overfor idéen med et dukkebordel.

- Hellere dukker end mennesker. De prostituerede, vi er i kontakt med, har alle haft kunder, som overskrider grænser og krænker dem. Så hvis en dukke kan gøre, at de undgår nogle af de oplevelser, så er det selvfølgelig godt, siger lederen af Reden i Aarhus, Anders Sørensen, til TV 2 Østjylland.

Han tror dog ikke på, at dukker kommer til at erstatte prostitution lige nu og her.

Sexolog: Mænd vil ikke risikere at møde andre sådan et sted

Sexologen Joan Ørting siger til TV 2 Østjylland, at hun heller ikke tror på, at sexdolls kommer til at erstatte prostituerede af kød og blod lige med det første.

- Mænd vil gerne være diskrete og taler ikke åbent om deres kinky sexfantasier, og vil ikke risikere at rende ind i andre sådan et sted. Jeg tror ikke, at det vil virke, siger Joan Ørting.

TV 2 har været i kontakt med ejeren af det nye bordel, men han har ikke ønsket at stå frem med navn.