Samfund

Betyder et tysk ja til forbud dieselbilernes død?

Den tyske forbundsdomstol har afgjort, at det er lovligt for tyske byer at forbyde dieselbiler på veje, men hvad betyder det for reelt for bilejere?

Efter vejen tirsdag er blevet banet for et tysk forbud mod visse former for dieselbiler i flere byer, melder spørgsmålet sig om, hvilken betydning det kan få for danske bilejere.

Og de skal først og fremmest slå koldt vand i blodet, er beskeden fra afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk, da TV 2 tager en snak med ham om sagen.

- Nogle siger, at det her forbud betyder dieselbilens død. Det er noget vrøvl, siger han og uddyber:

- Der er tale om, at man vil forbyde dieselbiler på nogle dage. Og i Hamborg er der visse steder, hvor de vil forbyde biler med en vis miljønorm, men det forbud har en række tyske byer i forvejen.

Men står det til transportmedarbejder i Det Økologiske Råd, Jeppe Juul, så kan man med tirsdagens afgørelse ligefrem skimte udfasningen af kørsel i dieselbiler i horisonten.

- Det er en af de vigtigste beslutninger, der er taget i mange år i forhold til at sikre borgerne mod skadelig luftforurening. Samtidig er det et meget kraftigt signal om, at vi er ved at nærme os enden for brugen af dieselbiler, siger han til Ritzau.

Usikkerhed for danske bilejere

Ifølge Torben Lund Kudsk er forskellen efter den tyske forbundsdomstols dom tirsdag, i forhold til tidligere, at det denne gang bliver op til den enkelte tyske by at indføre yderligere restriktioner. Og han medgiver, at det skaber en vis usikkerhed.

- Det gør det meget uoverskueligt. For der er ingen fælles rammer for, hvilke biler, loven skal dække og hvilke parametre, der skal være gældende. Så nu er det op til de enkelte byer at finde ud af, hvad de vil. Det er noget af et kludetæppe at finde ud af – også for danskerne.

I forhold til dieselbiler kommer det dog ned til følgende, mener Torben Lund Kudsk: Uanset hvad, så kommer forbuddet kun til at ramme ældre biler.

På den sikre side

Derfor lyder rådet fra FDM, at kommende bilkøbere holder sig til at købe dieselbiler, som er produceret de seneste tre år. Så er man nemlig sikker på, at bilen er udstyret med den nyeste udledningsbegrænsende teknologi EURO-6.

- Og en dieselbil med EURO-6 er praktisk talt næsten lige så ren som en benzinbil, forklarer Torben Lund Kudsk.

Han forventer, at der vil gå lidt tid, før forbuddene for alvor begynder at indtræffe i de tyske byer.

- I Hamborg er de ved at købe skiltene, så der forventer vi, at de meget hurtigt vil indføre det. Men i andre byer kommer det først til at ske om et år eller to. Nogle steder vil de nok starte med biler, der er ældre end 10 år. Og så vil man nok stramme skruen lige så stille, siger han.

Og så minder Torben Lund Kudsk om, at de fleste danskere primært kører på de tyske motorveje og ikke i byerne.

- Så det handler om at slå koldt vand i blodet og hold øje med, hvad de enkelte byer beslutter, siger han.

Dertil arbejder FDM i samarbejde med andre forbrugerorganisationer på at skabe en database, hvor bilister løbende kan gå ind og danne sig et overblik over, hvilke restriktioner, der gælder for danskernes destinationer i Tyskland.

Kan også få betydning i Danmark

Dommen kan også få betydning for Danmark og København, hvor der også er problemer med luftforurening, vurderer transportmedarbejder i Det Økologiske Råd, Jeppe Juul.

- Vi håber, at afgørelsen kan være med til at presse politikerne på Christiansborg til at tage luftforureningsproblematikken alvorligt.

- Det er en hjælpende hånd til også at opnå det samme i København, for vi mangler, at Christiansborg tager borgernes sundhed alvorligt. Som de nu har gjort i Tyskland, siger han.

Bestemt tidsrum

Det er miljøorganisationer, som har lagt sagt an mod en række tyske byer med påstand om, at den høje luftforurening fra diesel skader folkesundheden.

Afgørelsen betyder, at der kan indføres dieselforbud i hele byer eller bestemte dele heraf inden for et bestemt tidsrum.

Erhvervsdrivende - for eksempel håndværkere - vil dog kunne fritages for reglerne.

Årligt dør omkring 13.000 tyskere på grund af forurening med NOx-udledning fra dieselbiler ifølge Det Økologiske Råd.