Strande fyldt med plastik truer havskildpadder

Den markante plastikforurening på Kenyas strande gør livet svært for ynglende havskildpadder, fortæller WWF.

Den massive mængde plastikaffald, der flyder rundt i verdenshavene, skyller til dels op på strandene i blandt andet Kenya. Det er dårligt nyt for verdens allerede truede havskildpadder.

De yngler nemlig på strandene, og når de er fyldt med plastik, så koster det mange af havskildpadderne livet. Det fortæller generalsekretær i Verdensnaturfonden Danmark Bo Øksnebjerg.

- Når man lige ser sådan nogle strande, så ligner det et tropeparadis.

- Men lige så snart, man kommer ned i vandkanten, så er der simpelthen så meget plastik, at det nogle steder når en til knæene, fortæller Bo Øksnebjerg, der selv har været i Kenya og oplevet plastikken ved selvsyn.

100 kilo plastikaffald

Han fortæller, at på den strand i Kenya, hvor han var, der er på størrelse med Bellevue nord for København, bliver der hver dag opsamlet 100 kilo plastikaffald.

For halvskildpadderne betyder det ikke bare, at de spiser plastikken og dermed kan dø, det betyder også, at turen på stranden for at lægge æg bliver ekstra langt og besværlig.

- Når alt det her plastik er der, så kan skildpadderne ikke komme op og lægge deres æg.

- Og selv når det lykkes, så skal de små unger kravle tilbage ud i havet. Når plastikken gør det sværere, så bliver de meget lettere spist af eksempelvis store fugle og andre dyr, siger Bo Øksnebjerg.

Vigtigt at tage stilling

Ud af verdens syv arter af havskildpadder er seks klassificeret truet i højere eller lavere grad.

Mens Verdensnaturfonden lokalt arbejder for at fjerne plastik fra strandene, så opfordrer Bo Øksnebjerg også helt almindelige danskere til at forsøge at gøre en forskel.

- Plastikindustrien er international, så det er vigtigt, at vi alle sammen tager stilling og forsøger er reducere mængden af plastik. Det vil også slå igennem steder som Kenya.

- Og så rejser vi jo meget gerne, og her er det vigtigt, at man siger nej tak til sugerøret og plastikposen, siger Bo Øksnebjerg.