Far og søn redder 18-årig fra druknedøden - politiet kalder deres indsats 'helt ekstraordinær'
Havde Jesper Jørgensen og hans søn reageret sekunder senere, var en mand død. Det er tredje gang, Jesper har hjulpet en person fra at drukne.
I sidste uge, en iskold morgen i februar måned, blev Jesper Jørgensen vækket ved en usædvanlig lyd.
Klokken fem om morgenen udenfor deres båd, der ligger fortøjret i havnen i Svendborg, lød en høj skvulpen - som en kloak, der bobler.
38-årige Jesper Jørgensen, der sov i stævnen med sin 9-årige søn, Emil, som han havde gjort mange gange før, vidste med det samme, at noget var galt.
- Først tænker jeg, at det kan være en mand, der brækker sig, men da lyden stopper, bliver jeg nysgerrig. For jeg kender alle lyde, så jeg står op, fortæller Jesper Jørgensen i 'Go' morgen Danmark'.
Her opdagede han, at det, han frygter allermest, var ved at ske.
- Jeg kigger i vandet, og så kan jeg se hårtoppen på en mand, der ligger i vandet. Jeg kan se, at han er ved at synke. Han har maksimum en mundfuld luft tilbage, inden han går til bunds, siger Jesper Jørgensen, der måtte tage en hurtig beslutning.
Der var ikke tid til at hente hjælp. Så han sprang i.
9-årig holdt den livløse krop ovenvande
Indenfor hørte Jesper Jørgensens søn, Emil, plasket og stod op.
- Først tror jeg, at det er min far, der er faldet i vandet, men så ser jeg, at det er en anden mand, fortæller Emil.
Det var stadig mørkt, og den 9-årige dreng kunne ikke komme fra båden og over til broen, da der var for langt. Så i stedet for at løbe efter hjælp, blev han på båden for at hjælpe sin far og manden i vandet.
Emil Jørgensen kastede trossen, som båden var fortøjret med, til sin far, der fik det bundet omkring den 18-åriges livløse krop.
Og mens hans far svømmede 50 meter ind til kajen og løb over til 'naboen' for at få hjælp, holdt den 9-årige manden oven vande med rebet.
Det var hårdt. Emil smågræd. Han var bange.
På det tidspunkt troede han, at manden i den anden ende af rebet var død, genfortæller Jesper Jørgensen.
Heldigvis var det ikke tilfældet.
Ambulancen kommer
Det lykkedes at vække naboen, Kim, der trådte til og hjalp til fra kajen med ekstra reb, mens Jesper Jørgensen igen svømmede hen til den 18-årige mand i vandet.
- Da jeg kommer hen til ham, åbner han øjnene kort. Det er et meget intenst øjeblik. Han kigger på mig, og jeg kan se, at det er en mand, der vil leve videre, siger Jesper Jørgensen.
Med fælles hjælp og reb fik de tre hjulpet ham op.
- Vi hiver ham op, og min dreng kommer med en dyne. Jeg kan ingenting. Jeg er frossen, men jeg kan se blå blink, og jeg får fat på politi og ambulancefolk, der kommer og tager over, fortæller Jesper Jørgensen.
Det sidste, de så den aften, var, at den 18-årige mand var ved bevidsthed. Han overlevede takket være 9-årige Emil og hans far.
Hyldes for deres indsats
Episoden er blevet omtalt i flere lokale medier, og både far og søn har fået ros af Fyns politi, der kalder deres indsats for "helt ekstraordinær".
I skolen har Emil Jørgensen fået masser af opmærksomhed fra kammerater, der har været henne for at høre, hvad der var sket. Den 9-årige holder dog fast i, at det er en oplevelse han og hans far helst havde været foruden.
- Nogle af dem har spurgt, om det ikke bare var fedt, men... nej. Det er ikke fedt for mig, siger Emil Jørgensen i 'Go' morgen Danmark'.
- Det er dejligt, at det lykkedes, men vi ville gerne have undværet oplevelsen, siger Jesper Jørgensen.
I fredags mødte de den 18-årige mand igen. Det var til gengæld "rigtig dejligt", lyder det fra Emil.
- Ja, vi har bestemt os for, at vi bytter det blå ansigt ud med et rigtigt ansigt. Det er lidt sjovere at huske, siger Jesper Jørgensen henvendt til sin søn, som nikker.
909 fatale drukneulykker på 14 år
Det viste sig, at den unge mand, der ønsker at være anonym, var beruset, da han faldt i.
Han var gledet på den spejlglatte bro og var kun få sekunder fra at blive en del af en kedelig statistik.
I perioden 2001-2015 var der ifølge Trygfonden 909 fatale drukneulykker, og ifølge den seneste opgørelse på området omkom alene 34 personer i drukneulykker i Danmark i 2015.
De fleste, der drukner i havnene, er ikke i færd med en vandaktivitet. Typisk falder folk netop i vandet på vej hjem fra en fest med alkohol i blodet, oplyser Trygfonden.
Som Jesper Jørgensen ser det, havde det dog ikke gjort en stor forskel, hvis den 18-årige havde været ædru.
Jesper har prøvet det før
Desværre var Jesper Jørgensen slet ikke overrasket over at finde en mand i vandet.
- Det er svært at komme op, for man kan ikke finde en stige, siger Jesper Jørgensen i 'Go' morgen Danmark'.
Og han har en opfordring alle.
Det er nemlig ikke første gang, den 38-årige familiefar hjælper en person op af havnen. Han har prøvet det to gange før.
Sidste forår var det en ung mand, der selv var hoppet i.
- Han ville straffe sine venner og ville ikke op, før de kom. Bagefter ville han ikke have, at vi kontaktede politiet, men han var ikke kommet op uden min hjælp, for han kunne heller ikke finde en stige, siger Jesper Jørgensen.
Han mener derfor, at det er på tide, at der generelt gøres noget ved sikkerheden i de danske havne.
Efterlyser større sikkerhed i havnene
Folk forstår generelt ikke, hvor farligt vandet er, lyder det fra Jesper Jørgensen.
- Børnefamilier render rundt med børn uden redningsvest. Det er farligt, når man ikke er vant til vand. Hvis barnet falder i vandet, og man ikke opdager det, så forsvinder de hurtigt, siger han.
Som Jesper Jørgensen ser tingene, er der for få redningsstiger i de danske havne, og dem, der er sat op, er alt for svære at se i mørket.
- Vi kan nok ikke undgå, at folk falder i, men vi kan gøre mere for, at de kan komme op igen. Ham her kunne have svømmet rundt længe uden at finde en stige, så vi skal have stiger med lys, der er nemmere at finde, siger Jesper Jørgensen, der også har en opfordring til alle, der skulle se en beruset mand på en kaj.
- Pas på hinanden. Ser du en fuld mand gå for tæt på kajen, så lad være med at tænke, at han nok ikke falder i. Gå lidt efter og se, at han går væk fra havnen igen. Tjek, at han ikke falder i, slutter han.