Videofortælling:

Farvel til sociale medier i en uge: - Jeg er bange for, jeg ikke overlever

Videofortælling:

Farvel til sociale medier i en uge: - Jeg er bange for, jeg ikke overlever

Det er det første, hun tjekker, når hun vågner. Og det er det sidste, hun bruger tid på, inden hun går i seng. 18-årige Ditte Dahl er afhængig af de sociale medier.  
- Det er noget, der bare skal være tid til på en ganske normal dag. Om jeg så skal en time senere i seng –  jeg skal nå at kigge alle nye videoer og billeder på Instagram igennem, siger Ditte Dahl, der selv har over 9000 følgere på mediet.
- Hvis der er sket et eller andet vildt, er jeg bange for at gå glip af det. At det går min næse forbi.
Ditte Dahl lider af fænomenet ’Fear of missing out’. Det er frygten for at gå glip af noget. En skæbne hun deler med mange andre unge mennesker.
Men den næste uge kommer hun til at glip af alt. TV 2 har nemlig udfordret Ditte Dahl til at slette de sociale medier helt.
Nedenfor kan du følge med i, hvordan hun klarer det.

Farvel til sociale medier :-(

Allerede da TV 2 møder hende i hjemmet i Holstebro, er 18-årige Ditte Dahl nervøs.
- Mit hjerte banker virkelig hurtigt lige nu, siger hun og griner nervøst.
Hun går til daglig i 3.g på gymnasiet, og der er det bestemt ikke normalt at være offline. Men Ditte Dahl er stædig og kaster sig ud i at slette sine apps på mobilen. Én for én.
- Det er faktisk en rigtig mærkelig følelse, jeg sidder med. Det er jo en kæmpe del af min hverdag, der lige pludselig forsvinder, siger hun, da alle sociale medier er forsvundet fra hendes iPhone.

Dag 1

Svært allerede efter en time

Allerede kort efter, at TV 2 har efterladt Ditte Dahl med en mobiltelefon blottet for sociale medier, er hun udfordret.
Men det er ikke så underligt, at det føles hårdt, for ifølge hjerneforsker Jon Wegener går der en vis mængde tid, før kroppen har affundet sig med ikke at få det ”fix”, som de sociale medier giver.
- Ligesom kroppen har brug for søvn, har den også brug for tidspunkter i løbet af dagen, hvor den kommer i ro. Og det vil simpelthen ikke ske for en person, som på den måde er afhængig af de sociale medier og bruger dem hele dagen, siger Jon Wegener.

Dag 3

- Nu forstår jeg, hvor afhængig jeg er

På tredjedagen uden sociale medier er Ditte Dahl for alvor begyndt at føle, hvor meget de normalt optager af hendes tid.
En kold tyrker fra de sociale medier kan sammenlignes med at sende en stofmisbruger på afvænning, fortæller hjerneforsker Jon Wegener.
- Hjernen ser ikke nogen kategorisk forskel mellem et narkotisk stof og sociale medier, så det er præcis de samme ting, der sker oppe i hjernen. Derfor vil en kold tyrker også give fysiologiske abstinenser som uro i kroppen, lyder det fra forskeren.

Dag 4

Svært i frikvartererne

I skoletiden på Holstebro Gymnasium er det svært for Ditte Dahl. Hun er gået offline, men de fleste andre sidder med blikket rettet mod deres mobiltelefoner, når der er frikvarter. Det plejede hun også selv at gøre.
Men der er aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. I timerne er fraværet af de sociale medier nemlig gået hen og blevet en fordel.
- Det har gjort, at jeg lærer mere. Fordi jeg ikke lige kan åbne Facebook, når det bliver lidt kedeligt, fortæller Ditte Dahl.

Dag 6

- Jeg er bange for, jeg ikke overlever

Ugen uden sociale medier lakker mod enden, men det betyder også, at hun er nået til et kritisk tidspunkt: Weekenden.
Hvad laver folk? Hvilke fester er de til? Det svært ikke at kunne følge med i, hvad de andre lægger op på de sociale medier.
Men den følelse er ifølge hjerneforsker Jon Wegener helt naturligt at have. Særligt når man er ung.
- Det føles som en fare ikke at være på de sociale medier. Især når vi er unge og identitetssøgende. Hvis vi ikke poster noget eller liker noget, er vi bange for, at vi bliver glemt, fortæller han.

Dag 7

En mærkelig weekend

På sidste og syvende dag, inden Ditte Dahl igen må downloade de sociale medier til sin telefon, har hun måttet se sig nødsaget til at finde på andre ting at bruge sin weekend på.
- Jeg har selv måttet starte samtalerne og insistere på, at vi da måtte kunne snakke om noget andet end det, der sker på mobilen, fortæller hun efter eksperimentet er slut.

- Jeg lever jo nærmest gennem de sociale medier

Omsider er tiden omme, og følelsen af at være afskåret fra omverdenen og af at gå glip af noget har haft sit jævnlige tag i Ditte Dahl. Hun er overrasket over, hvor meget af det sociale liv, der foregår på de sociale medier.
Alligevel har hun formået at holde sig væk fra dem i en hel uge.
- For mig er det faktisk lidt en sejr. Jeg gjorde det, jeg troede var umuligt, for jeg lever jo nærmest gennem de sociale medier, siger hun.

- Jeg er tilbage!!!!!!

Med blikket fæstnet til skærmen og et lille smil på læben farer hendes fingre over iPhonen. Hun får et ”go” til at gå online igen. På ingen tid har hun fået hentet de sociale apps igen; Instagram, Facebook, Messenger og Snapchat.
En for en får hun logget sig på. Med det samme begynder beskederne at tikke ind.
- 1, 2, 3, 4…, begynder hun at tælle.
Alene på Facebook ligger der 43 af slagsen til hende. Det kribler i fingrene for at se, hvad der gemmer sig bag dem. Sæt det var noget vigtigt, siger hun højt for sig selv.
Men selvom begejstringen for at være online igen er stor, har den forgange uge alligevel ændret hendes opfattelse af de sociale medier en anelse.
- Jeg føler mig meget mere til stede, når jeg ikke har min telefon. Lige pludselig har man bare meget mere tid til at lytte til, hvad folk ser, og tid til at være sammen med folk og være nærværende.
- Nu er det lidt blevet et princip for mig, at de ikke skal fylde så meget. For det er jo helt tåbeligt, at det kan være så vigtigt, når det bare er nogle apps, siger Ditte Dahl.