Samfund

Tivoli skruer gevaldigt op for lyden ved koncerter - men ikke alle er glade

Tivoli skruer op for lyden. Men naboerne er ikke glade.

Foreningen Tivolis Naboer, der i flere år har kæmpet for at få reduceret støjniveauet i Tivoli, mener ikke, at det er i orden.

Tivoli i København har gode nyheder til koncertgængere med hang til høj musik.

Fra og med sommersæsonen 2018 har forlystelsesparken nemlig fået tilladelse til at skrue op for den stærkt kritiserede lyd, som har præget musikarrangementer som Fredagsrock.

Det fremgår ifølge Berlingske af en ny tilladelse, som Københavns Teknik- og Miljøforvaltning har udarbejdet på foranledning af Borgerrepræsentationen.

Lyden skrues op til 20 koncerter

Ifølge Berlingske fremgår det af tilladelsen, at Tivoli fra sommersæsonen 2018 må spille syv decibel (dB) højere end hidtil i 20 udvalgte koncerter, så det når op på et lydniveau på 96-96 decibel ved mixerpulten og 67 decibel på facaden ved den nærmeste nabo. (Se, hvad decibel svarer til, nederst i artiklen.)

- Det har været et stort ønske fra både musikerne og gæsterne, at lyden blev bedre. Og så var der også opbakning om det fra politikerne og forvaltningen. Kun Enhedslisten var imod, siger Nikolaj Koppel, der er underdirektør for Kultur i Tivoli, til TV 2.

- Den nye lyd kommer til at gøre koncertoplevelsen bedre – også for dem, der står lidt længere fra scenen. Vi kommer til at få en lyd, der kan sammenlignes med andre udendørskoncerter i byen, siger han.

Utilfredse naboer

Og selv om det formentlig er en god nyhed for Tivolis gæster, at lyden, der ofte er blevet kritiseret for at være for lav, får et nøk op, er det ikke alle, som er glade for nyheden.

Foreningen Tivolis Naboer, der i flere år har kæmpet for at få reduceret støjniveauet i Tivoli, er utilfredse.

- Det synes vi, selvfølgelig ikke er i orden. Men vi er nået dertil, at vi ikke tror, at vi får nogen indflydelse på afgørelsen, siger Peter Stahl Skov til TV 2.

- Der er jo den holdning flere steder fra, at når vi bor i byen, så må vi finde os i det støj, der er. Det har vi også gjort, men når der bliver ved med at blive skruet op, er der en grænse, siger han.

Skruer ned for fyrværkeriet

Nikolaj Koppel fortæller, at Tivoli har imødekommet naboerne, i og med at man skruer ned for affyringen af fyrværkeri.

- Den nye tilladelse er udtryk for en balance, hvor man overordnet kan sige, at Tivoli til gengæld for den højere lyd til Fredagsrock-koncerterne afgiver lyd på andre områder. For eksempel sættes det mulige antal fyrværkerier kraftigt ned fra 208 til 50 gange fyrværkeri om året, og med enkelte undtagelser skal dette affyres på fredage og lørdage. Og så lukker vi alle forlystelserne, mens vi spiller fredag aften.

- Fyrværkeriet er en stor del af Tivolis tradition, men vi har vurderet, at ønsket om højere lyd har været så stort, at vi er villige til at gå på kompromis med det, siger han.

Det kompromis giver Per Stahl Skov dog ikke meget for.

- Det er en mærkelig handel. Det er først for nyligt, at de er begyndt at skrue op for affyringen af fyrværkeri. Det har vi ikke set en tilladelse til. Vi synes ikke, at det er okay, at musikken bliver skruet op med syv decibel.

- Kan ikke høre, hvad vi selv siger

Hvis det stod til Per Stahl Skov, fandt Tivoli en teknisk løsning, så musikken blev inde i forlystelsesparken.

- Problemet er, når lyden kommer ned ad gaden, så bliver lyden fuldstændig forvrænget. Nogle gange kan vi ikke høre, hvad vi selv siger, eller fjernsynet, når vi sidder i vores lejligheder.

Han siger, at foreningen Tivolis Naboer vil fortsætte med at markere sin utilfredshed, når larmen øges i Tivoli. Også selvom han ikke tror, at de får noget ud af det.