Synstavler er forældede - børns synsproblemer bliver ikke opdaget, viser ny forskning
Konsekvensen af et uopdaget synsproblem hos børn kan være indlæringsvanskeligheder og mistrivsel, fortæller overlæge.
Synsproblemer hos danske børn bliver langt fra altid opdaget. Ny dansk forskning viser, at man ved synsprøver kun opdager problemerne hos halvdelen af de børn, der er ramt.
Grunden er ifølge undersøgelsen de forældede synstavler, der bliver brugt hos størstedelen af de praktiserende læger.
Problemet med tavlerne er ifølge overlæge ved øjenafdelingen på Roskilde Sygehus, Lisbeth Sandfeld, at motiverne er for forskellige. Desuden er afstanden mellem symbolerne på de svære linjer for stor. På de nye tavler har symbolerne stort set samme højde og bredde, og så er der mindre afstand mellem figurerne.
Tavlerne er brugt i generationer, men burde ifølge forskergruppen skiftes ud med nyere modeller.
- De gamle synstavler hjælper os kun med at opdage de børn, der har en betydelig synsnedsættelse. Vi opdager dermed ikke de mange børn, som kan have mere moderate synsproblemer, men stadig har læsevanskeligheder, hovedpine og er meget trætte, når de kommer hjem, siger Lisbeth Sandfeld.
- Halvdelen af børn med synsproblemer bliver simpelthen ikke opdaget med de gamle synstavler.
Går ud over indlæringen
Konsekvensen af et uopdaget synsproblem kan være indlæringsvanskeligheder og mistrivsel, fortæller Lisbeth Sandfeld til TV 2.
- Det handler især om for eksempel langsynethed, hvor børnene kan have problemer i forbindelse med læring, hvor de har brug for at kunne se skarpt tæt på.
- Det betyder, at hvis de er langsynede uden briller, så får de lettere hovedpine, de bliver trætte og de bliver ukoncentrerede. Så kan det være svært at komme i gang med den læring, som er nødvendig, når man starter i skole, Lisbeth Sandfeld.
- Det var ikke rart, jeg havde hovedpine
9-årige Oliver er et af de børn, der har stærkt behov for briller. Hans langsynethed blev først opdaget, da han var fem år gammel. Og hans synsproblem nåede blandt andet at betyde, at hans skolestart blev udsat.
- Det var ikke rart, jeg havde hovedpine, fortæller Oliver, og hans mor tilføjer:
- Havde vi vidst på forhånd, måske allerede som 4-årig, at han skulle have haft briller, så havde han måske ikke været sådan en usikker, umoden dreng, der fik hovedpine af at lave opgaver. Så kunne han måske være startet i skole, da han skulle, siger Christina Juel Jensen til TV 2.
Ifølge Mette With Hagensen, formand i foreningen Skole og Forældre, kan det være rigtig svært for forældrene selv at opdage, hvis deres børn har brug for briller:
- Vi kan måske godt se, at vores barn sidder og misser lidt med øjnene, når de læser. Eller at de sidder og trækker papiret frem og tilbage for at fokusere. Men derfra og så til at vurdere, om det er et synsproblem, eller hvad pokker der er galt, der kan vi som forældre ingenting. Så vi står lidt hjælpeløse der, siger Mette With Hagensen til TV 2.