Samfund

Tårnhøjt fravær fra dansk blandt flygtninge - pjækkeri skal straffes, mener politikere

6,4 procent af flygtningene sanktioneres for at blive væk fra danskundervisning og praktikforløb. Pjækkeri skal straffes hver gang, mener politikere.

Merete Pind Nielsen gør klar til dagens undervisning på sprogcentret Lær Dansk i Odense. Klassen skal gennemgå en skriftlig opgave, de har lavet om virksomhedspraktik og gennemgå nogle sætninger, der har været vanskelige.

Men først skal fremmødet noteres. Og det er en af de bedre dage. Kun syv ud af klassens 21 elever er udeblevet.

Gennemsnitligt er det ellers kun knap halvdelen af de studerende på integrationsydelse, der kommer til den obligatoriske danskundervisning på Lær Dansk i Odense.

Men spørger man en af de fremmødte elever hos Lær Dansk i Odense, Doaa Assad fra Libanon, som har boet i Danmark i to år, skyldes det høje fravær flere ting. Det kan eksempelvis være svært at finde pasning til syge børn, men helt centralt er kommunen alt for blød over for dem, der pjækker, mener Doaa Assad:

- Kommunen kunne sige, at du skal komme til danskundervisningen, ellers får du ingen eller mindre penge, siger hun og fortsætter:

- Jeg tror, mennesker har brug for penge - til livet. Så hvis de tager pengene, så kommer de her mennesker i skole og på arbejde igen.

Hvis man ikke kommer til danskundervisning, hvordan snakker man så dansk? Og hvordan finder man så arbejde bagefter?

Doaa Assad, elev på Lær Dansk i Odense

6,4 procent af flygtninge sanktioneret sidste år

Det er ikke kun i Odense Kommune, at fraværet er højt. På landsplan lå fraværsprocenten for integrationsydelsesmodtagere i 2017 nemlig på 35 – på 16 af landets sprogskoler var fraværet på 40 procent eller derover.

Kommunerne har ellers mulighed for økonomisk at straffe de flygtninge, der bliver væk fra danskundervisning ved at trække dem i integrationsydelse. Eksempelvis trækkes udeboende flygtninge uden børn 300 kroner for at blive væk fra en dansktime.

TV 2 har søgt aktindsigt i alle landets kommuner for at finde ud af, hvor ofte de trækker i ydelsen på grund af fravær i danskundervisningen. Dette tal opgør kommunerne ikke.

Men de opgør den samlede række sanktioner - altså for fravær i dansk, praktikophold eller for eksempel møder på kommunen.

Og tallene viser, at kommunerne har skruet op for sanktionerne og trak sidste år 6,4 procent af flygtninge for fravær mod tre procent året før.

Danskundervisning er vigtig

Men i Odense Kommune erkender man, at der kan skrues yderligere op for sanktionerne, da de på nuværende tidspunkt ikke bruges ved hvert tilfælde af ulovligt fravær.

- Jeg kan ikke love, at det er hver gang. Jeg tror godt, vi kunne være bedre til at sanktionere. Vi kunne godt være lidt hårdere, siger jobchef i Odense Kommune, Kristoffer Nothlev.

Han er enig i, at fraværstallet er for højt og vil nu se på, hvordan kommunen i højere grad kan håndhæve sanktionerne.

- Det skal vi selvfølgelig. Vi skal være bedre til det, end vi er nu.

En del af fraværet blandt integrationsydelsesmodtagerne skyldes blandt andet sygdom og praktikforløb.

Ifølge dansklærer Merete Pind Nielsen kan praktikken være et godt sted at lære dansk for eleverne, men hun understreger, at danskundervisningen stadig er rigtig vigtig:

- Det er jo individuelt, hvordan man tilegner sig det her sprog. Men dansk er svært. Og kursisterne er nødt til at komme herind, så vi kan lære dem noget dansk, og hvordan Danmark fungerer. Det er jo ikke kun danskundervisning. Det er jo også kulturelt, siger Merete Pind Nielsen.

Politikere kræver stramninger

På Christiansborg kræver flere politikere, at landets kommuner skal sanktionere hver eneste gang flygtninge udebliver uden lovlig grund.

- Det er klart, at man kan have en sygedag, men der er jo ikke 40 procent sygdom. Derfor foreslår vi, at folk skal trækkes time for time, hvis de ikke møder op til danskundervisningen. Det tror vi på, folk kan forstå, siger Socialdemokratiets integrationsordfører, Mattias Tesfaye.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er enig med Socialdemokratiet og lover, at regeringen vil forsøge at hjælpe kommunerne.

- Kommunerne skal sanktionere alt det, de kan. Men i dag kan det være svært for kommunerne at sanktionere. Derfor kommer vi også med et nyt udspil til, hvordan det kan blive mere effektivt, siger Inger Støjberg til TV 2.

Eleven Doaa Assad fra Lær Dansk i Odense er meget glad for at gå til dansk og kan slet ikke sætte sig ind i, hvorfor nogle bliver væk fra undervisningen.

Hun mener, at motivationen burde komme af sig selv uden frygten for at blive straffet økonomisk:

- Hvis man ikke kommer til danskundervisning, hvordan snakker man så dansk? Og hvordan finder man så arbejde bagefter? Man skal ikke tage penge fra kommunen. Nej, man skal finde arbejde og snakke dansk.