Andreas Bjerre Riise
Samfund

Han tog sit sidste fix i barndomshjemmet - nu vil hans far vide hvorfor

Andreas Riise kom fra en helt almindelig kernefamilie. Så hvorfor endte hans liv så fatalt som 26-årig? Følg en fars rejse ind i sønnens liv.

- Tak for kampen, søn. Vi ses i himlen.

Selvom Henrik Riise stod i kapellet, forstod han ikke, at hans søn, Andreas, var død.

Det var stadig kun et døgn siden. Og det var så uvirkeligt.

Er Andreas død?

Henrik Riise, far

Et år forinden flyttede Andreas Riise tilbage til sine forældre på villavejen i Fredensborg, hvor alle husene har sort tegltag. Han fik lov til at fixe i fred på sit værelse i barndomshjemmet. Der var ingen løftede pegefingre. Kun stiltiende accept og penge til forbruget. Forældrene kunne ikke vende deres søn ryggen, mens han ventede på at komme i døgnbehandling.

Andreas i hjemmet i Fredensborg.

Nu stod Henrik og hans kone Lisbeth og skulle sige endeligt farvel til deres søn i kapellet. Andreas lå på en båre midt i lokalet. Det så ud som om, han sov. Lisbeth kyssede sin søn en sidste gang på panden og sagde ”farvel min elskede søn”.

Henrik var bitter. Ifølge ham havde kommunen ikke ville lade deres søn komme i døgnbehandling, før han havde gennemført et terapiforløb og var mere stabil. Og det nåede han ikke at blive. Ifølge obduktionsrapporten var det formentlig en metadonforgiftning, der havde taget Andreas’ liv.

Mens Henrik stod i kapellet, lovede han sin søn, at han ville gennemtrævle hvert et år fra misbruget begyndte. Henrik havde brug for at finde ud af, hvorfor det var gået så galt for deres søn, og hvorfor Andreas ikke havde fået den hjælp, han ønskede, det mere end sidste halvandet år af sit liv?

Fester med joints og kokain

Natasja Mathiesen var en af Andreas’ venner. Hun lærte ham at kende, da han var 16. Hun har indvilliget i at fortælle Henrik, hvad hun kan huske fra den tid.

- De fester I holdt, kan du fortælle noget om dem? spørger Henrik med en forsigtig stemme i Natasjas stue.

- Der var noget snifning af kokain, og joints der blev tændt.

- Jeg vidste godt, at Andreas røg hash dengang. Men jeg må indrømme, jeg vidste ikke, at han tog noget derudover, siger Henrik.

Natasja Mathiesen som teenager. I den periode lærte hun Andreas at kende.
Andreas til fest som teenager.

Henrik og Lisbeth blev første gang klar over, at Andreas røg hash, da han var 15 år gammel. De blev kontaktet af politiet, som fortalte, at Andreas og hans ven havde sat ild til en container og i den sag kom det frem, at Andreas røg.

Forældrene fandt også joints på hans værelse. Efter det satte de sig ned sammen og fortalte drengene, at det måtte de ikke. Men det havde ikke nogen effekt.

Henrik gik ind for en fri opdragelse og holdt ikke øje med sin søn. Så de fleste aftener hang Andreas ud med sine venner.

Andreas (tv.) sammen med venner i teenageårene.

- Der var et tidspunkt, hvor han tog meget kokain. Men man kunne godt mærke på ham, at når han skulle hjem til jer, så skulle han være pæn i tøjet. Jeg tror, det var fordi, at han ikke ville tabe ansigt. Det var et tabu for ham, fordi I var velfungerende og havde gode uddannelser. Det har altid undret mig, hvorfor han tog stoffer, siger Natasja.

Den fejlslagne flugt fra misbruget

Andreas voksede op i en kernefamilie i Nivå i Nordsjælland med sin storesøster, sin far, der var økonom, og sin mor, der var direktionssekretær i en bank.

Andreas med sin far, mor og storesøster.
Andreas på en ferie i barndomsårene.
Andreas med sin mor, Lisbeth.

Indtil han var 10 år, var han en helt almindelig, velfungerende dreng. Men så begyndte uroen i kroppen. Han fik tit at vide af lærerne, at ”han skulle sætte sig på sine hænder”. Det gik ned af bakke med det faglige i de tidlige teenageår, så forældrene prøvede at sende Andreas på efterskole.

Men inden første måned var ovre, blev han smidt ud, fordi der blev fundet joints. Forældrene sendte ham på en ny efterskole. Med samme resultat.

Hashen var kommet for at blive. Forældrene forsøgte ellers at flygte fra den. Hele familien flyttede 10 kilometer nordpå til Fredensborg, men vennerne var de samme.

Andreas som 13-årig foran Fredensborg Slot.

Da Henrik kører fra Natasja, er han ked af, at Andreas har følt, at han skulle have en facade på, når han var hjemme hos dem.

- Jeg snakkede ikke følelser med Andreas. Det var ikke sådan, at jeg gik ind til ham og snakkede med ham om, hvordan han havde det osv. Da hashen gjorde sit indtog, og problemerne begyndte at rulle ind, havde jeg fokus på at løse tingene - en slags brandslukning. Jeg havde ikke på et tidligt tidspunkt kigget ham i øjnene og sagt, hvordan har du det?

Livløs blandt sprøjter

Det var her på gulvet, Andreas faldt om.

Den 1. maj 2017 var en aften som så mange andre hos familien Riise. Men da Henrik kom hjem fra en gåtur, hørte han et mærkelig bump fra sønnens værelse. Da han åbnede døren, så han Andreas ligge på gulvet blandt sprøjter. Bevidstløs.

- Ring efter en ambulance!, råbte Henrik til sin kone.

Henrik fik bugseret Andreas ind i stuen. Han satte sig bag ham. Holdt om ham. Han forsøgte at få sin søn til at kæmpe for livet ved at klappe ham hårdt på kinden.

De gange Andreas kom til sig selv, råbte han. Han råbte, at han havde ondt i hjertet. Han råbte, at han var ved at dø.

En mors fortrydelse

Det lå hverken til Henrik eller Lisbeth at bede det offentlige om hjælp. Han kom fra Nordjylland, og der råbte man ikke sådan om hjælp. Ifølge Henrik klarede man tingene selv.

Og Lisbeth kom fra Gentofte – dér bad man heller ikke det offentlige om hjælp. Dengang Andreas’ misbrug begyndte, vidste Henrik dårligt, hvad en kommune lavede.

I stedet fokuserede familien kræfterne på, at Andreas skulle have en uddannelse. Noget at gå op i, så hashen ville blive mindre interessant. Med familiens hjælp fik de skaffet ham en læreplads som tømrer.

Andreas' 18 års fødselsdag.

For første gang mærkede forældrene, at deres søn havde en succesoplevelse. De var glade og lettede. Selvom misbruget ikke var gået væk, var deres søn dog på vej til at få en uddannelse. Andreas fortalte stolt om sit første job på en byggesag i Nærum. Men hashen gjorde ham døsig.

Han havde svært ved at komme op om morgenen. Han fortalte sine forældre, at han ønskede at komme ud af sit hashmisbrug, så han ikke mistede sin læreplads.

Det forkerte valg

Henrik kontaktede en misbrugskonsulent i Hørsholm. Hun fortalte, at der var to muligheder. Enten skulle Andreas i tre måneders døgnbehandling, eller også skulle han i et langsomt nedtrapningsforløb hos misbrugskonsulenten. Henrik traf beslutningen, og Andreas var enig.

Han valgte den sidste løsning, så Andreas begyndte i langsom nedtrapning med terapitimer.

Henrik traf beslutningen, fordi han var bekymret for tømrerchefens reaktion, hvis de bad om tre måneders orlov til døgnbehandling, samtidig med de blev nødt til at fortælle, at deres søn havde et hashmisbrug.

- Det var et meget, meget forkert valg. Det var forfærdelig forkert. Men det var vi ikke klar over på det tidspunkt. Fordi der er ingen tvivl om, at det Andreas havde brug for, det var tre måneders døgnbehandling. Og hvad arbejdsgiverens reaktion er i den forbindelse, er fuldstændig ligegyldig, siger Henrik.

Andreas i hjemmet i Fredensborg.

- Som nogen sagde til os, ”er I ikke utrolig fikseret på uddannelse i jeres familie?” Og det må vi indrømme, at det var vi nok, desværre. I stedet for at have sagt, det er fuldstændig ligegyldigt. Det eneste, der er vigtigt, det er misbruget, siger Lisbeth.

Som 19-årig blev Andreas opsagt som lærling, fordi han ofte ikke mødte op på arbejde.

- Nå… Så bliver jeg ikke tømrer, sagde Andreas til Henrik.

- Nej, du bliver ikke tømrer, sagde Henrik.

- Så pakker jeg mine ting og tager til Buddinge med mine venner og bor.

Efter den korte samtale så Henrik og Lisbeth ikke deres søn i otte måneder.

Andreas havde ikke kontakt med sine forældre i otte måneder, mens han boede i Buddinge. Video: Kim Maintz Valentin

Henrik har ikke nogen viden om, hvad hans søn foretog sig i de otte måneder. Han kontakter derfor en, Andreas boede sammen med i Buddinge. Vennen har ikke lyst til at møde Henrik, men han vil gerne tale med ham i telefonen.

Efter lidt høflighedsfraser spørger Henrik direkte, hvilke stoffer sønnen tog i den periode.

- Han røg hash og tog lidt kokain, og så mener jeg også, han fyldte sig med steroider. Det der så man bliver lidt større, når man træner, siger vennen.

Andreas er på det her tidspunkt begyndt at tage steroider.

- Men det var mest hash, var det ikke det? spørger Henrik.

-Jeg vil sige, det var en god blanding.

- Ved du, hvordan han fik råd til det? spørger Henrik.

- Ja, det gjorde han jo ved at rende rundt og lave småkriminelle ting sammen med blandt andet mig, svarer vennen.

Nej, vi skal have en ambulance nu!

Henrik Riise

Da Henrik lægger røret på, sidder han og sunder sig lidt. Det var ikke rart for ham at finde ud af, at Andreas var kriminel for at få råd til sit misbrug.

- Han har begået kriminalitet af nød. Det har simpelthen været nødvendigt for ham at fremskaffe de her penge. Jeg har tænkt over, at der er mennesker, det er gået ud over. Og det er forfærdeligt. Men jeg har ikke kunne påvirke det. Andreas var udenfor min rækkevidde, mens han boede her, siger Henrik.

Den sidste aften

Andreas’ mor havde først ringet 1813 den 1. maj, efter Andreas var faldet om. Men hun kunne ikke komme igennem. Hun fik bare en ventetone. Desperat over ventetonen lagde hun på og løb over til naboen, som var sygeplejerske. Hun fortalte, at Lisbeth skulle ringe 112. ”Pokkers!”, tænkte Lisbeth. Det var også de reklamer om, at man skulle huske at ringe 1813. Værdifulde minutter var spildt.

Naboen løb med tilbage. Hun sagde til Andreas, at han skulle trække vejret helt ned i maven.

Lisbeth ringede 112.

Lisbeth ringer til alarmcentralen den 1. maj 2017. Video: Kim Maintz Valentin

Alvoren var stadig ikke gået helt op for hende, da hun ringede. Men undervejs i opkaldet kunne hun se, at Andreas fik det dårligere. Det gjorde hende magtesløs og bange.

Lisbeth snakker med alarmcentralen. Video: Kim Maintz Valentin

Clean for første gang i 10 år

Efter de otte måneders adskillelse i Buddinge besluttede Henrik sig for at prøve at få et mere tæt bånd til sin søn. Andreas boede i de næste to år forskellige steder, indtil han fik en plads på Hørhuset, et botilbud for hjemløse på Amager. På det tidspunkt blev Andreas diagnosticeret med ADHD. Og det var i den periode, at han begyndte at fixe heroin.

Henrik vidste godt, at Andreas var begyndt at tage andre stoffer. Der var ikke længere hemmeligheder mellem far og søn. De talte om alt, og Henrik hjalp Andreas med alt det praktiske. Lige fra tøjvask til at køre ham til samtaler hos misbrugscenteret.

Andreas og Henrik sammen på cafe i København.

Efter et år på Hørhuset fik Andreas som 24-årig bevilliget en plads på døgnbehandlingstilbuddet Sct. Ols på Bornholm, hvor han endte med at være i seks måneder.

Selvom jeg accepterede det, så syntes jeg, det var flovt, og jeg syntes, det var forfærdeligt, at han skulle komme så langt ud.

Lisbeth, Andreas' mor

Det var en helt anden søn, Henrik mødte, da han så ham igen. Han lignede ikke en misbruger længere. Hans søn var clean.

Henrik viste ham et billede, fra da Andreas var 14 år.

Billedet som Henrik viser Andreas, efter han har været i døgnbehandling.

- Jeg har altid ønsket mig at se dig igen som på det billede, og du ser fuldstændig ud som på billedet her, sagde Henrik til sin søn.

- Ja, det var jo 10 år med stoffer, svarede Andreas til billedet.

Følte et pres hjemmefra

I døgnbehandlingen blev Andreas fortrolig med en af de andre, der også kæmpede sig ud af stofferne. Bue Bergmann Jacobsen. Han kommer til at lære Henrik nyt om, hvordan Andreas egentlig havde det.

Henrik møder Andreas' ven Bue.

- Hvordan fik dig og Andreas en relation?, spørger Henrik, da han sidder overfor Bue i Vordingborg.

- Man kan sige, vi var begge to privilegerede hjemmefra i forhold til at komme fra familier, som ikke manglede noget. Og det har både haft sine fordele og ulemper, siger Bue.

- Hvad er det for nogle ulemper, om jeg må spørge?

- At man føler, der er et vist pres. Jeg har ikke fået at vide hjemmefra, at jeg skulle blive til noget stort, ellers ville jeg ikke have nogen værdi i samfundet, men alligevel har jeg følt, at jeg skulle præstere lidt ekstra, ik? siger Bue.

- Tror du, Andreas følte det?, spørger Henrik.

- Jeg ved, Andreas han følte det. Jeg tror faktisk, Andreas han følte det lidt mere end mig. Han så meget op til dig. Det ved jeg. Og det snakkede han rigtig meget om, siger Bue.

- Jeg har ikke stillet høje krav til ham, men han har måske kigget på mig og den vej… Jeg har nydt hvert sekund, jeg har været sammen med ham faktisk. Selvom det har været krævende, så har jeg nydt at være sammen med ham. Hele tiden med forventning om, at på et eller andet tidspunkt, så kommer han ud af misbruget, siger Henrik og tilføjer:

- Det troede jeg på. Og det troede han på.

Misbruget får fat igen

Efter opholdet i døgnbehandlingen på Bornholm fik Andreas en udslusningslejlighed på Christianshavn. Kort tid efter faldt han i og begyndte at tage stoffer igen. Han blev smidt ud af lejligheden og levede kort tid på gaden og en måned på herberget Mændenes Hjem på Istedgade i København.

- Som mor var det ikke særlig rart at vide, at ens søn boede på Mændenes Hjem, siger Lisbeth og supplerer:

- Selvom jeg accepterede det, så syntes jeg, det var flovt, og jeg syntes, det var forfærdeligt, at han skulle komme så langt ud. Jeg tænkte ”Nej nej, hvordan kunne det dog gå så galt, når vi var en helt almindelig familie, og nu sidder han der?”.

Henrik og Lisbeth besluttede at tage Andreas hjem til dem i Fredensborg. Imens kæmpede Andreas for at komme tilbage i døgnbehandling.

Henrik i sofaen Video: Kim Maintz Valentin

- Han havde ingen steder og bo. Alternativet det var, at han boede på gaden, og der ville han måske holde en uges tid, siger Henrik.

- Hos os havde han en pæn facade udadtil. Han fik det mad, han skulle have. Han fik den søvn, han skulle have. Så vi så intet alternativ. Andreas havde et brændende ønske om at komme ud af sit misbrug. Han snakkede til stadighed om at komme til Bornholm. Han huskede, hvor godt han havde det efter døgnbehandlingen, og han ønskede inderligt at komme i den situation igen.

Andreas i hjemmet i Fredensborg

Andreas var kommet hjem for at blive. Han flyttede ind på et værelse i forældrenes hus, og de lånte ham penge, selvom de godt vidste, hvad de gik til. Han ville aldrig betale dem tilbage. Det var en usagt aftale mellem dem. Men de følte ikke, at de havde andet valg. Hvis de sagde nej, var deres søn tvunget til at skaffe penge til misbruget på en anden måde.

Jeg mener faktisk, at det er en grusom umenneskelig behandling.

Henrik, Andreas' far

I mere end halvandet år forsøgte Andreas at komme tilbage i døgnbehandling. Selvom han ønskede at komme det, så lykkedes det aldrig.

Andreas mødte flere gange ikke op til møder, hvor der skulle tales om at komme i behandling igen. Ifølge Henrik var han for syg på grund af sit misbrug.

Andreas tager stoffer.

I Andreas' journal skriver sagsbehandleren: "(...) han vil udskrive Andreas Riise fra Modtageenheden, da Andreas Riise jævnligt udebliver og ikke er med til at udarbejde en plan for døgnbehandlingen."

- Jeg mener faktisk, at det er en grusom umenneskelig behandling. Når man er syg, så skal man i behandling. Ligeså vel som du er syg og har behov for at komme på hospitalet, så skal du i behandling. I og med at han ikke kunne leve op til kravene, så var det reelt en dødsrute for Andreas, siger Henrik.

Døden

Ambulancefolkene kom godt et kvarter efter, at Henrik havde fundet Andreas på værelset. De forsøgte at lægge et drop i hans arm. Men der var ikke nogen blodåre, de kunne stikke i.

De ringede efter en akut lægebil. Lægen bad forældrene om at gå udenfor, mens de forsøgte at få Andreas tilbage til livet med en hjertestarter.

Selvfølgelig fortryder man, for man vil gøre alt for at skrue tiden tilbage.

Henrik, Andreas' far

De gik ud og ventede i carporten. To naboer kom og holdt om Lisbeth. Mens Henrik stod der i carporten, tænkte han, at der stadig var håb.

- Er Andreas død?, spurgte Henrik.

Lægen nikkede og svarede ”ja”.

Henrik og Lisbeth havde aldrig set en død person før. Nu skulle de ind og se deres søn.

Andreas' kiste til begravelsen i Asminderød Kirke i Fredensborg

- Rejsen har været uundværlig. Det har været guld værd at have kontakt til Andreas' venner. Sorgen og savnet vil altid være der, men det helt afgørende for mig har været at få uretfærdigheden omkring døgnbehandlingen frem i lyset. Hvis politikerne vælger at ignorere det, er det deres valg, siger Henrik.

- Selvfølgelig fortryder man, for man vil gøre alt for at skrue tiden tilbage. Det er klart, det er jo ens barn uanset hvad, så man ville have gjort alt, hvad der skulle til for at redde ham. Men det kunne vi bare ikke.

Var der et tidspunkt i alt det her, hvor det gik op for jer, at I måske havde taget nogle forkerte valg undervejs?

- Jamen, jeg har sagt til Andreas, da han var på den anden side af de 20 år, der har jeg sagt, at han må undskylde, at vi ikke håndterede det her ordentligt i hans teenageår.

Henrik og Lisbeth i sofaen Video: Kim Maintz Valentin

Københavns Kommune, hvor Andreas gik på misbrugscenter, vil ikke kommentere hans sag. De begrunder det med, at de ikke må kommentere den konkrete sag, når de ikke har tilsagn fra Andreas.