Samfund

Efter kritik af TV 2-indslag erkender somalisk kvinde, at hun ikke selv var til stede

Den somaliske kvindeforening fra Vollsmose medvirkede i et indslag i Nyhederne, hvor vi spurgte, hvor mange der kunne tale dansk. Ingen af dem markerede.

Somalisk kvinde, der har kritiseret et indslag i TV 2 Nyhederne for at formidle et forkert billede, var ikke selv til stede i lokalet.

Tirsdag den 20. februar bragte P3-programmet 'Stegger & Toft' et interview med en somalisk kvinde, som ifølge P3 skulle være en af 11 kvinder, der i et indslag blev spurgt, om hun kunne tale dansk.

Indslaget, der blev sendt i TV 2 Nyhederne søndag, har vakt stor debat om integrationsindsatsen i ghettoer – blandt andet fordi en somalisk kvinde, der efter 19 år i Danmark, havde et sparsomt dansk. Det kan ses i sin helhed herunder.

Indslaget fra TV 2 Nyhederne søndag, hvor vi besøger en somalisk kvindeforening. Video: Mathias Hobolth Østerlund

P3 interviewede den somaliske kvinde, der sagde, at hun var til stede under en sekvens i indslaget, hvor TV 2’s journalist spørger 11 somaliske kvinder, hvor mange der kan dansk.

Interviewet kan høres på DR's hjemmeside i sin helhed her.

Her er et udpluk:

VÆRTER: Sudi Abdi. Du var en af de 11 kvinder, der var med til det møde der.

SUDI ABDI: Ja, det var jeg.

VÆRTER: Og vi kan vist alle sammen høre, at du kan godt tale dansk.

SUDI ABDI: Ja, det kan jeg.

VÆRTER: Og du har også et arbejde. Hvad laver du?

SUDI ABDI: Jeg er social- og sundhedshjælper og arbejder for Odense Kommune.

VÆRTER: Okay, hvor mange af de 11, der var til mødet, kan dansk?

SUDI ABDI: Der er ni, der kan nogenlunde dansk, og så er der fem, der kan flydende dansk.

Af interviewet fremgår det, at hun mener, at det er ni, der kan dansk og af de ni, er det fem, der kan tale dansk flydende.

Var ikke tilstede

I en samtale med TV 2 fortæller Sudi Abdi dog efterfølgende, at hun ikke selv var en af de 11, der var til stede i lokalet på det pågældende tidspunkt, hvor vi spurgte, hvor mange der taler dansk – og hvor mange der er i lønnet arbejde. Sudi Abdi sad ifølge hende selv i et tilstødende lokale på det tidspunkt.

Hun ønsker ikke at medvirke i et interview med TV 2 Nyhederne, men fortæller, at hun stødte til forsamlingen senere, da en advokat var gået i gang med et oplæg. Hun medvirker således på de efterfølgende optagelser. Flere andre somaliske kvinder stødte også til forsamlingen efterfølgende - de indgik således også i billedmaterialet.

Vært på P3 Anders Stegger har efterfølgende også skrevet på Twitter, at Sudi Abdi ikke var en af de 11 kvinder.

Flere kunne tale dansk og var i arbejde

I programmet på P3 fortæller Sudi Abdi også, at 9 af de 11 tilstedeværende taler dansk. To af dem er ifølge hende i beskæftigelse. Vi har bedt hende hjælpe os med at identificere de 9, der kan tale dansk og de to, der er i arbejde, men det har hun ikke ønsket at medvirke til. Det har ikke været muligt for TV 2 endnu at bekræfte det udsagn ad andre veje.

Men den tilstedeværende tolk oversatte følgende for os, da vi besøgte foreningen.

- Nej, dem der har et arbejde, er ikke til stede her, sagde han til TV 2 under optagelserne.

I forbindelse med sagen udtaler chefredaktør Hans Peter Blicher:

- TV 2 er på ingen måde interesseret i at viderebringe forkerte eller fejlagtige oplysninger. Vi har - trods gentagne henvendelser - ikke fået kontakt til foreningens formand. Hun vendte heller ikke tilbage til os, da vi sendte indslaget til gennemsyn for faktuelle fejl to dage inden, vi sendte indslaget. 

TV 2 Nyhederne vil meget gerne i tale med de 11 kvinder, der sad omkring bordet, hvor vi spurgte, hvor mange der kan dansk, og hvor mange der har et lønnet arbejde. Vi vil gerne opfordre dem til at kontakte os på mhos@tv2.dk, så vi kan få rettet eventuelle misforståelser.

Vi har skrevet en gennemgang af, hvordan indslaget blev til. Den kan læses her: