Samfund

Unge skræmt på Fanø efter to mulige overdoser: - Jeg er bange for det

Misbrugsekspert råder unge til at tage mindre mængder af stoffer, efter to piger tog overdoser. Politiinspektør kritiserer rådet.

Særligt én historie fylder i lokalsamfundet på Fanø i weekenden.

To piger på henholdsvis 15 og 16 år blev natten til lørdag indlagt. Politiet formoder, de har indtaget det livsfarlige stof MDMA.

- Jeg er pissebange for det. Jeg er glad for mit liv, så jeg skal ikke prøve sådan noget, lyder det fra Mikkel Bjerg, da TV 2 møder ham dagen efter nattens begivenheder. Han går i 8. klasse på Fanø.

Hans kammerat, tømmerlærlingen Mikkel Hahn Jensen, er enig.

- Jeg tænker, det er dumt. Nogle gør det vel også for at udfordre sig selv og prøve det, siger den unge mand, som er jævnaldrende med pigerne.

Pigerne var til privatfest på Fanø, hvor de pludselig fik det dårligt. En ambulance blev tilkaldt, og i bevidstløs tilstand blev de sejlet til Esbjerg, hvor de modtog intensiv behandling på Sydvestjysk Sygehus.

Efterfølgende advarede politiet forældre mod, at andre unge i lokalområdet kunne have taget stoffet, og at de derfor burde tjekke op på deres børn.

Det vakte opsigt blandt forældrene på øen.

Derfor kan jeg kun råde til, at man tager ekstremt lidt i starten

Henrik Rindom, læge og misbrugsekspert

- At de er så unge, er jo tragisk, fordi de måske ikke rigtig ved, hvad de går ind til, siger Falckredderen Mark Hvidtfeldt, der selv er forælder på Fanø.

Misbrugsekspert råder til at tage lidt i starten

Episoden med de to piger sker kun to dage efter, at en 15-årig på Sjælland døde efter at have indtaget MDMA.

Og hos Giftlinjen oplever de et stigende antal henvendelser fra danskere, der har taget det livsfarlige stof.

Men spørger man læge og misbrugsekspert Henrik Rindom, kan man ikke stoppe udbredelsen af stoffet. Derfor bør man i stedet undervise de unge i at omgås stofferne forsigtigt.

- Problemet er, hvis man ikke ved, om man er disponeret for de mere alvorlige udfald af MDMA, så kan det være ubehageligt. Derfor kan jeg kun råde til, at man tager ekstremt lidt i starten, og så kan man tage lidt mere en time senere, fortæller Henrik Rindom til TV 2.

Politi uenig med misbrugsekspert: - Det er forbudt

Men rådet fra misbrugseksperten er lodret forkert. Det siger politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver.

- Jeg er meget uenig med Henrik Rindoms råd. Det er jeg, dels fordi det er forbudt ifølge lovgivningen og dels fordi, der er så alvorlige følgevirkninger ved indtagelsen. Det har vi desværre set de sidste dage, så jeg kan på ingen måde støtte op om det, siger politiinspektøren til TV 2.

Dog er han enig med Henrik Rindom i, at det bliver svært at undgå stofferne. Derfor er forældre nødt til at tale med deres børn om, hvordan de skal forholde sig til dem.

- Vi skal have italesat, at her er en vigtig forældreopgave, en voksenopgave og en kammeratopgave, hvor vi prøver at forhindre, at de unge i det hele taget synes, det er spændende at tage stoffer, siger han.

- Vi skal vænne os til en virkelighed, hvor vi har stoffer rundt omkring fordelt i alle afkroge af Danmark. Om det bliver MDMA, amfetamin, kokain eller ecstacy afhænger af udbuddet. Det, der kendetegner alle stofferne, er, at man ikke ved, hvad der er i det, og man ved ikke, hvor stærkt det er, så det er at spille roulette med sit liv.

Tilstanden på de to piger er endnu ikke oplyst, men ifølge politiet er udsigterne gode.

- Det sidste, vi har hørt, er, at de vil blive udskrevet, siger Syd- og Sønderjyllands pressekontakt Helle Lundberg til Ritzau lørdag aften.

De unge, TV 2 har talt med på Fanø, har ikke planer om at følge pigernes eksempel.

- Det er frygteligt, at man tager sådan noget. Jeg har aldrig prøvet det, og det skal jeg heller ikke, siger Mikkel Bjerg.