Prins Henrik

Kongefamilien fulgte Prinsen - her er de næste dages planer

Prins Henriks kiste overføres fra Fredensborg Slot til Christian IX's Palæ, Amalienborg Slot, torsdag den 15. februar 2018. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Fredag klokken 18 blev båren med prins Henrik kørt fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke.

Prins Henriks båre blev torsdag formiddag kørt fra Fredensborg Slot til Amalienborg efterfulgt af en kortege med kongefamiliens medlemmer.

Ved Amalienborg ankom Prinsen til lyden af kirkeklokker og blev båret op i Christian IX's Palæ.

Fredag klokken 18 blev kisten så kørt til Christiansborg Slotskirke på en rute, der gik fra Amalienborg via Frederiksgade, Bredgade og Kongens Nytorv.

Den kongelige familie fulgte efter

Turen foregik i rustvogn. Kortegen passerede på vejen både den franske ambassade og Holmens Kirke, hvor dronning Margrethe og prins Henrik blev gift.

Det skete til lyden af kirkeklokker, og den kongelige familie fulgte også på denne tur efter i en kortege af biler.

Ruten fra Christian IX's Palæ på Amalienborg til Christiansborg Slotskirke.

I Christiansborg Slotskirke blev der fredag aften afholdt en ceremoni for den kongelige familie, prins Henriks franske familie og få andre gæster. Her modtog den kongelige konfessionarius, Erik Norman Svendsen, , familien og forestod en kort andagt.

Norman Svendsen er kongefamiliens præst og sjælesørger.

Offentligheden kan sige farvel i weekenden

Fra lørdag har prins Henrik ligget castrum doloris i Christiansborg Slotskirke, hvor kongefamilien besøgte den lukkede kiste omkring klokken 10.15.

Lørdag klokken 15 åbnede adgangen for offentligheden og mere end 13.500 var forbi Prinsens båre i weekenden. Mandag er det fra klokken 15-19 sidste chance for komme ind i slotskirken.

Det er forbudt at fotografere i Christiansborg Slotskirke.

Blomster og lys foran slotte

Derudover kan danskerne hver dag klokken 9-17 til og med mandag skrive på en af de kondolencelister, der er lagt frem i porten i Det Gule Palæ ved Amalienborg. På Aarhus Rådhus vil der i foyeren også blive fremlagt en kondolencebog, hvor borgere har mulighed for at skrive en sidste hilsen.

Det er også stadig muligt at lægge blomster og kort og sætte lys foran Amalienborg, Fredensborg og Marselisborg Slot i Aarhus. Når blomster visner, vil de blive fjernet, mens kort og tegninger vil blive samlet ind.

Også på Gråsten slot og Marselisborg Slot er der mulighed for at skrive kondolencer i weekenden mellem klokken 9-17.

Mandag klokken 13 vil der være en ceremoni for protektioner, venner, gudbørn, kontakter fra protektioner, venner, protektioner, erhvervsliv. Der er inviteret over 200 gæster, oplyser kongehuset.

Bagefter begivenheden vil gæsterne samles i fløjlsgemakkerne på Christiansborg.

Prins Henrik bisættes fra Christiansborg Slotskirke tirsdag den 20. februar klokken 11 ved en mindre ceremoni med den nærmeste familie og ganske få andre.